Forgotton Anne

Anmeldt af: Frank Fristed Pedersen - 23. juni 2018 - kl. 11:43
Del denne artikel:
1 4

Hvad sker der egentlig med de sokker der forsvinder i vaskemaskinen, og de ting vi glemmer i bussen? De bliver til ’forgotlings’ i en bizar alternativ verden, hvor de arbejder for at vende tilbage til deres kære ejere. Det er udgangspunktet for et nyt dan

Forgotton Anne er et side-scrollende adventurespil, som leverer en ganske interessant og anderledes historie. Forgotlings – ting der er blevet væk fra deres ejere – lever i en alternativ verden, hvor de alle får tildelt et job at varetage. Egentlig arbejder de alle frem mod at bygge en bro, som kan få dem tilbage til den rigtige verden igen. Det er et menneske kaldet Bonku, der styrer landet og bygningen af broen. Der er et andet menneske i denne verden, og det er Anne, som du styrer rundt. Hun opretholder ro og orden, og der er rigelig at se til, da spillet starter netop som oprørere sprænger bomber og truer med at ødelægge broen og alt det arbejde, der er lagt i den.




Det er konceptet for historien i Forgotton Anne, og umiddelbart lyder det måske ikke alt for interessant, men det er virkelig en historie som fænger og holder ens interesse. Det hele er så anderledes og mystisk, og man er aldrig helt sikker på, hvad der egentlig foregår. Anne skal opretholde ro og orden og stoppe oprøret, men jeg kom hurtigt i tvivl om, om oprørerne nu også var så slemme. Ja, de sprang bomber, men hvorfor ville de forhindre broen i at blive bygget? Var Bonku og Anne egentlig de gode? Det er hele tiden et åbent spørgsmål, og du bliver konstant konfronteret med dette valg i din rolle som Anne. Sjældent har så simpel en historie formået at fange mig så meget.




Rent gameplay-mæssigt er Forgotton Anne en blanding af platform og adventurespil. Platformsdelen er meget nedtonet, og det er ikke dine (eller rettere Annes) hoppeevner der kommer på prøve. Det er evnen til at manipulere banerne og regne ud hvordan man skal komme fra a til b, der er afgørende for ens succes. Hele denne verden af glemte ting bliver drevet af energi, og Anne har evnen til at manipulere denne energi - det er denne evne, der gør hende i stand til at opretholde ro og orden. Ud over at kunne trække energi ud af maskiner og føre det tilbage, så består forgotlings også af denne type energi, så Anne kan reelt set slå forgotlings ihjel ved at tage deres energi. Det giver hende selvfølgelig stor magt, men da det er dig der styrer Anne, giver det også dig en del moralske dilemmaer. En af de ting der gør, at historien er så fængende, er at de forskellige forgotlings har personlighed. De er ikke blot glemte ting men tydeligvis personer med helt egne værdier og kendetegn. Det gjorde at jeg tidligt i spillet blev ret tilbageholdende med at bruge min magt og begyndte at stille spørgsmålstegn ved Annes rolle i hele dette drama.




De enkelte baner er godt skruet sammen, og det kræver lidt omtanke at komme igennem dem. Man er nødt til at eksperimentere lidt frem og tilbage, og jeg syntes faktisk det er lykkedes for Throughline Games at ramme et rigtig godt niveau af udfordring. Det er tilpas svært til at man bliver udfordret, men aldrig så svært at man føler trang til at opgive. Jeg vil tro, at de fleste kan være med her, med lidt tålmodighed. Der er en del vandren frem og tilbage for at indstille forskellige maskiner, platforme og lignende, men jeg blev aldrig for alvor irriteret over det. Måske fordi jeg hele tiden havde fornemmelsen af at komme et lille skridt videre, og så også fordi jeg ikke kan se hvordan det skulle kunne laves uden lidt vandren frem og tilbage.




Grafisk og lydmæssigt er Forgotton Anne et meget imponerende spil. Det presser ikke Xbox’ens hardware på nogen måde, så det er ikke på den måde imponerende. Det er imponerende grafisk, fordi det har en meget tydelig og virkelig flot stil. Det er rent guf for øjnene, og det er tydeligt, at der er lagt mange timer i at få spillet til at se godt ud. Det må man sige også er lykkedes. Persongalleriet i Forgotton Anne er ret snakkesalige. Faktisk en hel del mere end man ellers ser i denne type spil, og spillet er heldigvis med fuld tale, og indtalingerne sidder lige i øjet og er med til at gøre personerne så levende og interessante. Musikken bed jeg egentlig ikke så meget mærke i. Det er for mit vedkommende et positivt træk. Jeg plejer nemlig kun at lægge mærke til det, når det ikke virker. Musikken virker her, og underbygger stemningen i spillet uden på nogen måde at forstyrre eller skurre i ørerne. Jeg er ret overbevist om, at musikken har spillet en vigtig rolle i at holde mig i den rette stemning, ligesom når man ser en god film og ikke lægger mærke til musikken (og dens betydning for stemningen), før man ser filmen igen en gang mere.




Forgotton Anne er et platforms/adventurespil, som enhver med interesse for denne genre bør kigge på. Det er god gedigen underholdning og absolut værd at bruge tid på. Det kan overstås på en 7-8 timer, men det er tid der er godt brugt. Det er ikke udfordringerne eller gameplayet, der trækker karakteren op, men den gode historie, som får spillet til at skille sig ud fra mængden. Så endnu en gang kan vi vifte lidt med det danske flag og glæde os over, at danske spiludviklere igen viser, at de kan levere gode oplevelser.
Fakta
Forgotton Anne

Forgotton Anne

PlatformXbox One
UdviklerThroughline Games
UdgiverThroughline Games
Spillere1
Udgivelsesdato15-05-2018
Officiel websiteKlik her
PEGI: PEGI 12 Vold
Følg Xboxlife her
Xbox Support
+ Oser af stemning, dragende historie.
Ikke så udfordrende.
Gameplay:7.5
Grafik:9.0
Online:-
Holdbarhed:7.0
Overall 8.0
Log ind og stem
4
Der er 4 brugere som med til at gøre Xboxlife et bedre sted, ved at vurdere vores indhold.
Køb spillet - og støt Xboxlife
Del denne artikel:
Kommentarer
Du skal være logget ind for at kunne læse og skrive kommentarer.