Flockers

Anmeldt af: Palle Havshøi-Jensen - 11. september 2014 - kl. 17:29
Del denne artikel:
3 0

Fårene fra Worms har fået nok af at blive sprunget i luften og vil stikke af ud i friheden. Du skal hjælpe dem med at undslippe i dette lille nye puzzlespil fra Team 17.

Hvis du har lidt år på bagen og har spillet spil i en årrække, vil du med sikkerhed kende det originale Lemmings - spillet, hvor man skal redde nogle små mænd med grønt hår, ved at fjerne forhindringer i banerne og bane vejen for dem, så de ikke kommer til skade.



Lemmings blev en kæmpe succes tilbage i 1991, først på blandt andet Amiga og derefter på mere end 20 andre platforme og det endte med at sælge mere end 20 millioner eksemplarer. Det antal var helt usædvanligt meget dengang og der er mange spil her i 2014, som ikke kommer i nærheden af salgstal som dette. Spillet var i øvrigt designet og udviklet af DMA Design fra Skotland, en udvikler vi i dag kender som Rockstar North, der nu står bag en anden megasucces, nemlig Grand Theft Auto.

Flockers fra Team 17 er en Lemmings-klon med et lille twist - men det er ikke svært at se hvor de har fået inspirationen fra. I Flockers er det ikke små mænd med grønt hår det drejer sig om, men små uldne får; de får, som i årevis er blevet sprunget i luften i Worms-spillene og nu finder de sig ikke i det mere. Derfor har de besluttet sig for at stikke af fra våbenfabrikken hvor de bliver fremavlet og det er så her, at du kommer ind i billedet.

Fårene bliver pumpet ind på banen i den ene ende og så begynder de bare at gå. Der er maskiner, tandhjul, miner, store knive og meget andet farligt i disse fabrikker, så du skal nu guide dem sikkert hen til banens udgang. På banen står der nogle kasser, som fårene samler op og det giver dig mulighed for at hjælpe dem. I disse kasser er der nogle egenskaber som man kan give fårene, for eksempel at de kan hoppe over huller, at de kan løbe op ad vægge og at de kan tåle at falde langt ned, uden at tage skade. Der er også nogle formations-instruktioner man kan sætte strategiske steder på banen, så op til tre af fårene stiller sig i den formation, for eksempel for at stoppe de andre får, eller de former en trappe, de andre får kan gå op af.



På denne måde skal man guide fårene igennem banerne og hen til udgangen og det kræver lidt snilde og evnen til at se forud, hvis man vil redde så mange som muligt. Man skal ikke forvente at få alle får med i mål, da man nogle gange må ofre nogen, for eksempel ved at springe dem i luften, så objekter bliver flyttet eller går i stykker, så de andre kan komme videre. Undervejs er der indespærrede får man kan vælge at befri, men det kræver ofte farlige omveje, hvor man kan miste mange får, hvis man ikke er vågen.

Spillet indeholder 60 baner plus en god håndfuld ekstra-baner som man kan få adgang til undervejs. Banerne skal gerne spilles flere gange, hvis man vil have så mange får med ud som muligt og på mange af banerne er der et minimumskrav af får, man skal redde. Gameplayet er temmelig "trial and error" baseret, da man sjældent i første gennemspilning kan regne ud hvordan man får fårene med ud - nogle stykker skal man nok få reddet, men vil man have mange med ud, og dermed få en god placering på spillets online ranglister, skal man spille banen en del gange.



Gameplayet er ganske velfungerende, men jeg kunne godt have ønsket mig, at man blev sat lidt mere ind i hvad de forskellige kasser og formationer gjorde og hvilken funktion de mange kontakter i gulvet havde og så videre. Jeg følte lidt, at jeg blev kastet hovedkulds ud i det og så var det bare at lære det på den hårde måde. Det skal dog siges, at der ikke gik ret lang tid før man havde gennemskuet spilmekanikkerne, men der gik en del får til lige i starten.

Banerne er bygget op på samme måde som i Worms spillene, hvor man har en stor afgrænset bane, hvor det hele foregår på. Grafikken er steam punk-agtig, for eksempel med masser af tandhjul og rør og er ganske nydelig og velfungerende. Fårene er nogle små uldne fætre, som får kapper på når de skal løbe op af vægge og den slags og generelt fungerer grafikken fint og den er flot af et spil af denne type at være. Lidt overraskende er det et ret blodigt spil, da der ikke bliver sparet på effekterne når fårene bliver flænset af et stort tandhjul eller spiddet af pigge som kommer op af gulvet. Det er noget der også kan ses på PEGI ratingen, som er på 16 år. Lydsiden er ganske fin med et godt soundtrack og gode lydeffekter - ikke noget specielt, men velfungerende.

Flockers gameplay trailer - se i HD her

Flockers er et fint lille puzzlespil, som er hyggeligt at sidde stille og roligt med. Det har det sædvanlige glimt i øjet som vi kender fra Worms spillene, hvilket blandt andet kan ses i navnene på banerne, som for eksempel er "Science of the Lambs", "Angry Herds", "Lambo - First Blood", "Breaking Baaa-d" og "Beam Me Up Flocky". Når det er sagt, har det, som nævnt ovenfor, en langt mere voksen tone end Worms i og med, at det er pænt voldeligt at se på, når ens får sætter ulden til livs - og det vil ske mange gange i det her spil.

Det er rart at se, at Team 17 kan lave andet end Worms spil og det er et sjovt spin-off i Worms universet, ved at gøre fårene til hovedpersoner. Hvis du har mod på et lille og underholdende puzzlespil, skulle du tage et kig på Flockers, som fra 19. september kan købes via Xbox Games Store og i butikkerne og i skrivende stund vurderes prisen til at komme til at ligge under 150 kr. for den digitale udgave.
+ Fængende gameplay, masser af udfordring i de mange baner, fin humor
Mangler en træningsdel, savner lidt variation i grafikken
Gameplay:7.5
Grafik:7.5
Online:-
Holdbarhed:8.0
Overall 7.5
Log ind og stem
0
Der er endnu ingen der har stemt på denne hvis du kunne lide denne anmeldelse..
Køb spillet - og støt Xboxlife
Del denne artikel:
Kommentarer
Du skal være logget ind for at kunne læse og skrive kommentarer.