Final Fantasy XIII

Anmeldt af: Thit Hansgaard - 5. marts 2010 - kl. 22:27
Del denne artikel:
36 0

Square Enix er synonymt med japansk rollespil på aller højeste niveau. Deres første store Final Fantasy-titel til den nye generation er her endelig, og vi har anmeldelsen klar.

Final Fantasy er uden diskussion det største inden for japanske rollespil. Fans af genren har hver deres favorit, som har rørt dem dybere end noget andet, og som de vil gå igennem ild og vand for at forsvare. Med næsten en hel generation imellem hvert spil i serien, er der altid store forventninger til det nyeste skud på stammen.

Final Fantasy-spillene har sat nye standarder for hvad der kan lade sig gøre på en konsol, særligt hvad angår verdener bragt til live igennem sublim grafik og historiefortælling, og det har været med til at definere hele generationer.

Udvikleren Square Enix har, selvom de er meget traditionsbundne, altid været gode til at vende tingene på hovedet, og komme med friske bud på hvad rollespil kan indeholde.






Final Fantasy XIII udspiller sig i en splittet verden, hvor de to halvdele, kaldet Pulse og Cocoon, har bekriget hinanden siden tidernes morgen. Verden regeres på begge sider, af enorme mekaniske væsener med gudeagtige evner, kaldet fal’Cie. Byen Cocoon, der hænger svævende i luften over Pulse, blev skabt af en fal’Cie, som et tilflugtssted for menneskeheden. Væsenet gav menneskerne maskiner, og de trivedes i deres nye hjem, isoleret højt over den bevoksede overflade. Et stort slag brød ud mellem de to verdener, og Cocoon der med sine maskiner var teknisk overlegen, sejrede.

Handlingen i Final Fantasy XIII foregår omkring 1300 år efter det store slag. De fleste af indbyggerne i Cocoon har aldrig med egne øjne set Pulse, men tænker på stedet som en grum underverden, der alene er befolket af monstre og andre trusler mod deres eksistens. Regeringen i Cocoon, kaldet The Sanctum, slår hårdt ned på enhver der har noget med Pulse at gøre, selvom ingen længere husker præcis hvad der startede splittelsen imellem dem.

I hvert af de to samfuld våger en mægtig fal’Cie over indbyggerne, og har magten til at kaste en forbandelse over enhver den udser til at være sin slave. Disse udvalgte, kaldet l’Cie, bliver markeret med et symbol på huden, og tildeles en særlig opgave de er bundet til at gennemføre. Denne opgave kaldes et Focus, men hvad den præcis består i, skal den udvalgte selv regne ud igennem nogle slørede drømmesyn. Enorme kræfter, og evnen til at påkalde en Eidolon til at kæmpe ved sin side, følger med opgaven, men det har sin pris. Klarer en l’Cie ikke sit Focus i tide, er personen dømt til en evighed som levende død.

Spillets seks hovedpersoner, er alle i oprør mod styret i Cocoon af hver deres årsag, og bliver ved skæbnens hånd ført sammen. Til stor fortvivlelse markeres de alle med forbandelsen, der gør dem til l’Cie for underverdenens side. De er nu stemplet som fjender af deres eget folk, og det starter en desperat flugt fra militæret i Cocoon. De er udstødt af befolkningen, som frygter bare den mindste kontakt med l’Cie. Sammen forsøger de at regne ud hvad hver deres Focus er, og hvem der egentlig er de gode og onde i denne verden.






Som spiller bliver man kastet lige direkte ind i ilden, for spillet starter på den 13. dag i forløbet, hvor hele verden bliver vendt på hovedet for alle de medvirkende. Langsomt får man mere og mere baggrundsviden, om hvad der skete de foregående dage, der ledte op til det dramatiske skift.

Historien er uden tvivl interessant og gennemarbejdet, men måden den serveres på i spillet, er langt fra så spiselig som man kunne have ønsket. Hele første halvdel af spillet er fyldt med en frygtelig masse snak, hvor opstyltede begreber bliver slynget ud i en uendelighed, uden nogensinde at materialisere sig i spillerens bevidsthed. Spillets mange karakterer introduceres i et tempo, der gør det svært at følge hvad deres egentlige motivation og baggrund er. De fremstår som tåkrummende klichéer så ubehageligt længe, at man har svært ved at berøres da der endelig kommer mere dybde i personlighederne, i anden halvdel af spillet.

Hvad karaktererne egentlig kæmper for, er langt hen ad vejen et stort spørgsmålstegn. Trods sine mange forsøg, formår spillet heller ikke at byde på en skurk der virker troværdig. Som fan af Final Fantasy serien, der har budt på store personligheder som Kefka, Sephiroth og Kuja, kan man ikke undgå at forvente noget mere. Fjenden forbliver fortvivlende ansigtsløs igennem hele spillet, og målet for det papirstynde persongalleri forbliver udvasket.

Spillets lækre menusystem byder dog på et enormt leksikon, fuld af supplerende info om både karakterer, lokationer, monstre og selve handlingen. Der venter et par aha-oplevelser i disse tekster, men det cementerer bare yderligere hvor meget leveringen af historien fejler i selve spillet, i forhold til hvad det kunne have været.






Kan man leve med en lidt tynd historie, så hjælper det helt sikkert på det hvis gameplayet er solidt. Her er der både ris og store roser til Square Enix, som er kendt for aldrig at holde sig til en fast formular, når det gælder deres level building- og kampsystemer. Og det er netop disse to ting der holder det hele oppe, særligt som spillet skrider frem og byder på større frihed for spilleren.

Frihed er desværre en mangelvare, for Final Fantasy XIII er lineært, i ordets bogstaveligste forstand. Du starter med at gå hen ad en lige vej, se mellemsekvenser, kæmpe mod monstre og fortsætte ned af den lige vej. Puzzles byder maksimalt på en knap der skal aktiveres, for at en dør åbner sig, og skatte ligger altid lige der hvor man forventer dem. Da der er gået små 25 timers spilletid, og mønstret bare gentager sig, har man for alvor mistet håbet om en overraskelse omkring næste hjørne.

Som spiller bevæger man sig rundt i verdenen, på en måde der ligner den fra de forrige Final Fantasy-spil i tre dimensioner. Monstre er synlige på kortet, og man vælger selv om man vil tage kampen op, med mindre vejen er så snæver at de ikke kan undgå at opdage en. I kampscenerne skifter billedet til en dertil indrettet arena, hvor man kæmper med op til tre personer på sit hold.

I starten er der en ulmende fornemmelse af, at man næsten ingen indflydelse har på spillets gang. Du styrer kun en enkelt af de tre personer selv, og selv dét kører nærmest på autopilot. Kampsystemet er en snedig sammensmeltning af tempofyldt action i real time, og det klassiske turbaserede system der kendetegner genren. Du har et ATB-meter (Active Time Battle) der fyldes hurtigt op, og imens det fyldes vælger du din taktik. Der er ingen \'mana\' eller andre begrænsninger at holde øje med, for alt koster udelukkende tid. Jo længere du venter, jo flere og større angreb kan du udføre. Tiden er i det hele taget en altafgørende faktor i kampene, da du efter hver sejr tildeles et antal stjerner, fra nul til fem, alt efter hvor hurtigt du klarede kampen, set i forhold til dens sværhedsgrad. Ud fra resultatet belønnes spilleren point, der kan bruges til at udvikle karakterene.






Du kan frit vælge hvert enkelt af din hovedfigurs træk i kampene, men du finder hurtigt ud af at det bedst kan svare sig at bruge \'Auto Battle\'-funktionen, da den altid automatisk vælger hvad der er smartest at gøre. Det lyder måske som en fornærmelse af spillerens intelligens, men det højeste man kan opnå er faktisk, at det hele nærmest spiller sig selv. Hvad der heldigvis gør netop dét til en utrolig lækker og flydende fornemmelse, er spillets innovative rollesystem.

Du kan midt i kampens hede, altid vende helt op og ned på din taktik, og det er her det bliver virkelig udfordrende. Hver figur kan antage mange forskellige roller der giver dem nye evner, som feks. Medic, Commando eller Saboteur, og der er nærmest uendelige kombinationsmuligheder. Tempoet som nye funktioner introduceres i, gør at det aldrig bliver uoverskueligt. Er du i problemer, så skifter du hurtigt til en defensiv taktik, indtil alle er på benene igen. Er monsteret gået i knæ, så er det en fryd at vælge sin absolut mest agressive rollekombination, og se fjendens hitpoints dale hurtigere end nogensinde før. Et simpelt rolleskift kan være altafgørende for, om kampen tager 15 sekunder eller 5 minutter at komme igennem. Skulle man gå hen og blive slået ud med sin hovedkarakter, er det game over, men fortvivl ikke. Du skal ikke engang loade det forrige save, for du får med det samme muligheden for at starte igen, lige foran det monster der fik dig ned.

Der er i det hele taget ikke særlig meget på spil i Final Fantasy XIII, da alle på holdet automatisk bliver healet efter hver kamp. Det befrier spilleren for en masse kedelig micro-management af potions, og andet tidsfordriv, så det er egentlig et meget forfriskende tiltag. Der er derfor heller ikke andet end ens taktik at skyde skylden på, hvis man fejler.

Måden du opbygger rollerne for dine karakterer, minder i høj grad om det Sphere Grid man så i Final Fantasy X til Playstation 2. Her kaldes det for et Crystarium, og hver figur har hver deres indgang til det store board. Kampene giver alle karakterer, selv dem der ikke er med, point der kan bruges til at bygge videre på deres roller. På Crystarium-boardet er der adgang til spells og nye evner, men også simple tilbygninger til en karakters strength, magic og hit points, som er spillets tre eneste stats. Det er rart at man på denne måde ikke skal vente på et \'level up\' der ligger langt ude i horisonten, men frit kan vælge at distribuere sine point fordelagtigt lige inden en stor bosskamp.






Planlægning er altafgørende, og det er skønt at fordybe sig i det store Crystarium, og de muligheder som kampsystemet byder på. Den eneste kritik til disse punkter kunne være, at der i level building forgives at være flere valgmuligheder end der egentlig er. Ved første øjekast virker det som et stort forgrenet træ, men man opdager hurtigt at vejen med få undtagelser er helt lige. Det er ret synd, da idéerne i opbygningen er så gode at de virkelig fortjener det ekstra skub.

Udover det fængende kampsystem, er der desværre ikke meget at lave i Final Fantasy XIII. For en spilserie der plejer at være spækket med side quests, minispil og andet tidsfordriv, er det en stor forskrækkelse at finde ud af hvor tom verdenen er. Der er ingen spændende butikker, storbyer at gå på opdagelse i eller sære bifigurer at snakke med. Man savner alle de små detaljer, der kunne være med til at give universet liv.






Det var til stor glæde for mange, da det blev afsløret at Final Fantasy XIII ikke kun ville udkomme på Playstation3, men også Xbox 360. Der har dog efterfølgende været en stor debat, om hvilken version der ville være at foretrække rent grafisk, og om der overhovedet er forskel på de to udgaver.

Af helt praktiske årsager, fylder Xbox 360-versionen af spillet hele tre skiver, hvor PS3-versionen kan have det hele på en enkelt Blu Ray-disc. Den begrænsede plads Xboxens gode gamle dvd-skiver, gør kort fortalt Final Fantasy XIII til en noget nedgraderet oplevelse. Spillets cinematiske mellemsekvenser, som udgør en meget stor del af tiden foran skærmen, er simpelthen komprimeret så meget, at det trækker ned i helhedsindtrykket. Man kan ikke undgå at se støjen i billederne, og inderligt ønske at man fik det hele med.

Heldigvis er det stort set kun mellemsekvenserne der er påvirket af begrænsningerne på konsollen. Spillet er nemlig vanvittigt flot, og særligt karakterernes ansigter og bevægelser er forbavsende livlige, selv i real time. Man kan altid diskutere hvad der er god smag, når man ser den underlige fremtidsvision designretningen bærer præg af, der meget ligner den fra Final Fantasy X og X2. Der er rigtig meget at kigge på, men hvis man får ondt i øjnene af at se en blåhåret dreng med meget feminine træk, er japanske rollespil nok ikke det rigtige for en til at begynde med.

Der er ingen tvivl om at Square Enix har nået deres mål, i at lave et spil hvor hver eneste bevægelse ligner en scene fra en renderet mellemsekvens. Spillet glider så flydende fra det ene til det andet, at det endda nogle gange er svært at se forskel.

Landskaberne er smukke og varierede, og detaljegraden er højere end det er set i noget andet spil i genren. Alligevel er det som om man aldrig helt får muligheden for at tage de mange indtryk til sig. Det kan skyldes den knap så fængslende historie i spillet, der gør at man ikke lever sig nok ind i universet. Det hjælper ikke så meget at det ligner en hel million, hvis det er en verden man ikke forstår hvorfor man skal bekymre sig om.






Selv med et af de bedste kampsystemer i hele serien, og en visuel præsentation der er i en klasse for sig selv, mangler spillet simpelthen bare dybde. Nok er man godt underholdt det meste af vejen, men man kan ikke undgå at berøres af spillets tabte potentiale. Særlig slemt er det nok, hvis man i forvejen kender til Final Fantasy-serien, og ved hvad den japanske udvikler er i stand til at frembringe af gribende mesterstykker.

Man har altid kunne regne med Square Enix, og deres mod til at prøve nye ting af, og skabe det ypperste inden for genren. De har altid gået forrest og turde rykke ved de faste rammer, men Final Fantasy XIII føles unægteligt som et tilbageskridt, for den ellers innovative udvikler.

I stedet for at forsøge at arbejde på de detaljer der ikke altid fungerer i japanske rollespil, har Square Enix valg simpelthen at skære fra, med hård hånd. Der bliver ikke fyldt noget tilbage i hullerne, og det efterlader et gabende tomrum der får hele spillets fundament til at vakle. En stræben mod tilgængelighed og et bredere publikum, er desværre en tendens der har fået mange spiludviklere til at holde igen med de store armbevægelser, og det klæder ikke Square Enix.

Er man fan af serien igennem lang tid, fortjener det dog en gennemspilning, da det unægtelig er en stor oplevelse, uanset hvad man ender med at synes om det. Giv det tid, og vær forberedt på at investere mange timer i spillet, før det begynder at blive virkelig interessant. Ellers er der ikke andet for end at støve hylderne af, og kigge tilbage på den perlerække af eventyr, som Square Enix har skænket os gennem tiderne.

Final Fantasy XIII er så tæt på at være fantastisk, at det gør helt ondt at det ikke blev det.
Gameplay:7.0
Grafik:6.0
Online:-
Holdbarhed:6.0
Overall 7.0
Log ind og stem
0
Der er endnu ingen der har stemt på denne hvis du kunne lide denne anmeldelse..
Køb spillet - og støt Xboxlife
Del denne artikel:
Kommentarer
Du skal være logget ind for at kunne læse og skrive kommentarer.