F.E.A.R. 2: Project Origin

Anmeldt af: Jesper Thuesen - 20. marts 2009 - kl. 23:09
Del denne artikel:
14 0

Tør du tage kampen op mod aggressive soldater og en lille pige i en rød kjole.

Det første spil i FEAR serien kombinerede slow-motion ildkampe med en nyskabende grafisk indgangsvinkel og ikke mindst en hårrejsende horrordel. Nu er serien tilbage med ”Project Origin”, hvor der endnu engang skal udkæmpes slow-motion kampe, velvidende om, at en lille pige i en rød kjole, kan være dit livs værste mareridt.

Monolith har med FEAR og Condemned serien snart skrevet sig ind i konsol-historiebøgerne som en fast leverandør af førstepersons- og førsteklasses horror. Condemned og FEAR serien blev hver især rost for nytænkning og solid gru, og nu har vi haft fingrene dybt nede i det næste FEAR spil som har fået tilnavnet Project Origin. Det er som skrevet Monolith der står bag mens Warner Bros. Entertainment har sørget for udgivelse.






I Project Origin tager du styringen over Michael Becket fra Delta Force. Becket og resten af hans styrke er sendt på en mission, omhandlende den mystiske Genevieve Aristide som skal findes og bringes i fangenskab. Missionen starter godt en halv time inden slutningen på det originale FEAR så der er et par enkelte overlappende sekvenser.

Kort inde i Project Origin lokkes Becket ind i en maskine, som skal fintune hans psykiske evner, men processen bliver afbrudt, og resulterer i, at den uhyggelige kvindeskabning Alma nu tiltrækkes af Becket’s telekinetiske signaler. Dermed er der lagt op til kamp mellem Delta Force, de mange replica soldater og den skræmmende Alma, som fra tid til anden dukker op og giver spilleren flossede nerver.

FEAR 2: Project Origin minder i store træk om sin forgænger. Der er stadigvæk fokus på de intense ildkampe og slowmotion effekten udgør stadigvæk en ekstrem stor del af de mange og massive actionsekvenser, som er ét af spillets driftsmotorer.






Det første FEAR spil blev i særdeleshed kendt for de aggressive og intelligente fjender, og FEAR 2 har taget skridtet videre. Fjenderne er mere aggressive end i forgængerne og benytter sig i højere grad af miljøet, til at gå i dækning eller skabe en alternativ angrebsrute. Som noget nyt kan spilleren nu også benytte miljøerne interaktivt, borde kan tippes, sofaer vendes og vaser skubbes, således man har mere dækning under ildkampene. Derudover har Project Origin tilført en Iron Sight mulighed, så man kan tage sigte, ligesom man kender det fra stort set alle andre shootere på markedet.

En sidste nytilføjelse er enkelte sekvenser, hvor man tager styringen over gigantiske mechs, som lægger gaderne øde med et arsenal af missiler og hårdtpumpede gatlin guns. Disse sekvenser er korte og få og virker egentligt mest som et akavet afvekslingsforsøg, imellem de mange ildkampe.

Det er stadigvæk slowmotion sekvenserne der er FEAR’s varemærke, og disse er som sædvanligt veludførte og giver spillet en ekstra kant. De er dog på ingen måde lige så flotte som i det første FEAR spil, og det virker endda som om, at der er skruet ned for partikeleffekternes grafiske udformning. Ærgerligt, når nu de fylder så stor en del i spillet som det er tilfældet.






Et andet område som har fået et betragteligt nøk nedad er desværre ét af spillets andre varemærker: uhyggen. Bevares, der er stadigvæk sekvenser, hvor hjerterytmen sættes op og controlleren holdes fast i et skruetvingegreb, men generelt er der ikke lige så mange choksekvenser som i de tidligere spil. Disse er lagt over på et par nye, mærkværdige fjendetyper, som er mere underlige end uhyggelige og værst er alt er det faktum, at Alma langt fra er så uhyggelig, som hun var i de første spil. Ærgerligt, når nu hun og hendes historie, både er grusom og skræmmende.

Foruden gentagelserne i form af våbenarsenalet, slowmotion, gys og de fleste fjendetyper, så er der også velkendte effekter som reflex-boostere, healthpakker og intel at lede efter. Men derudover er det småt med levetiden i singleplayerdelen. Der er 14 missioner og selv den allersværeste sværhedsgrad er latterlig nem, hvis man i forvejen har erfaring indenfor first person shootere.

Der er dog ekstra levetid at hente blandt spillets mange multiplayermodes. Der er seks styk at vælge imellem på ni forskellige arenaer og der veksles mellem de normale, velkendte modes under mere eller mindre opfindsomme navne.






Med andre ord skal der dræbes, fanges kontrolpunkter, sættes og fjernes bomber og så videre til den store guldmedalje og er man dygtig nok, er der et rank-system som man kan blære sig med. Multiplayerkampene har god tilslutning og der er masser at vælge af, også selvom man er lidt kritisk med forbindelse og gamemode.

FEAR 2: Project Origin har fået en grafisk polering og det er specielt tydeligt, at Monolith har forsøgt at imødekomme de kritikere, der mente at de foregående FEAR spil samt udvidelserne FEAR Files og Persus Mandate, blot var en kontor-simulator. Man kommer således til at besøge skumle hospitaler, raserede gader, undergrundsstationer og en anden af Monoliths hjertebørn; de forladte skoler, som specielt fik nakkehårene til at rejse sig gevaldigt i det første Condemned spil.

Specielt gademiljøerne er stemningsfyldte, trods personforladte, mens andre områder virker som pure gentagelser og fremstår som sjæleløse og idéforladte. Der er for få af de velkendte og særdeles makabre episoder, hvor blod står ned af væggene og alt opsluges i et kaotisk virvar med Alma i midten, men derudover er den grafiske linje generel pæn, uden dog på nogen måde at være lige så banebrydende som det første FEAR.






Lydsiden følger pænt trop med en god og gennemarbejdet indgangsvinkel til eksplosioner, våbenlyde og baggrundslyde. Stemmeskuespillet er godkendt, med den typiske amerikanske B-horror-movie inspirerede blanding af opmuntrende kommentarer og platte one-liners. Musikken er stemningssættende og foruden et særdeles malplaceret forsøg på at lave en helte-agtig actionscene ved at fyre op for heavy metal så fungerer det på præcis den måde man måtte ønske af et spil, der gerne vil kombinere storslået action og gys i hobetal.

Overordnet set er FEAR 2: Project Origin et over-gennemsnittet skydespil som stadigvæk i enkelte sekvenser formår at lave den nærmest magiske kombination af gys og action, til trods for, at dette er blevet forundrende lidt. Historien er udmærket og gennemgår i seje træk den frygteligt tragiske historie om Alma, inden storylinen falder til jorden, med et kompetent forsøg på at lave den ringeste slutning… Nogensinde.

Hvis man leder efter masser af action og aggressive modstandere, så er FEAR 2: Project Origin et godt bud, men hvis man vil helt ud på stolekanten og sidde, mens svedet driver og hjertet gør paniske forsøg på at forlade din krop, så er der nok mere grund til at kigge efter Dead Space, Condemned eller det første FEAR, for selvom FEAR 2 har enkelte brilliante indslag, så er det hverken nyskabende eller uhyggeligt nok, til at tilfredsstille den kræsne horrorfan. Dette forhindrer dog ikke spillet i, at være en ganske kompetent førstepersonsoplevelse, med en solid multiplayerdel.
Gameplay:7.0
Grafik:7.5
Online:8.0
Holdbarhed:6.5
Overall 7.0
Log ind og stem
0
Der er endnu ingen der har stemt på denne hvis du kunne lide denne anmeldelse..
Køb spillet - og støt Xboxlife
Del denne artikel:
Kommentarer
Du skal være logget ind for at kunne læse og skrive kommentarer.