Far Cry Instincts

Anmeldt af: Simon Dion Pedersen (Spot F) - 18. oktober 2005 - kl. 12:12
Del denne artikel:
6 0

Da det blev annonceret, at PC titlen Far Cry også ville se dagens lys på Xbox, blev det mødt af stor skepsis blandt gamere, for hvordan får man et så stort og grafisk imponerende spil presset ned i den lille Xbox? Svaret var ret enkelt; smid det hele ud og skab et fuldstændig nyt spil fra bunden af, der passer til hardwaren, man finder i Xboxen. Dette skulle vise sig at være en rigtig god idé, og resultatet er derefter – forbandet godt!




Du indtager rollen som Jack Carver, som er blevet hyret af en kvindelig journalist til at sejle hende ud til en tropisk ø for at tage nogle billeder af et kæntret skib. Efter at have hørt Jack snakke om, at der skulle være nogle våben fra anden verdenskrig gemt på øen, insisterer hun på at låne hans vand-scooter og kigge lidt nærmere på sagerne. Efter noget overtalelse og $ 200 kontant giver Jack hende lov til at låne hans vand-scooter, hvorefter han selv snupper en lur. Pludselig bliver han dog vækket af larmen fra to black hawk helikoptere, som begynder at skyde efter Jack og hans nyindkøbte båd. Det hele går op i flammer, og Jack hopper i vandet for at svømme i dækning. Selvom frustrationen over at se sin båd ende som tandstikker er stor, har Jack langt større problemer at tage sig af. Toptrænede lejesoldater er i hælene på ham, i undertal og uden nogle våben må Jack nu kæmpe imod alle odds for at overleve og finde ud af, hvad fanden der foregår.

Gameplay
Skulle der herske nogen tvivl, så er Far Cry Instincts er first person shooter, som blander action med stealth. Lige fra den første bane, som stort set virker som en træningsbane, lærer man allerede, hvordan man håndterer forskellige situationer uden at blive opdaget. Heriblandt har man mulighed for at stikke folk ned bagfra, sætte fælder op, og kaste med sten for at lede fjendernes opmærksom væk fra en selv eller hen imod en opsat fælde. Det er på dette punkt, at Far Cry Instincts adskiller sig fra andre spil i samme genre, dette er ikke endnu en hjernedød run’n gun titel. Muligheden for at storme ud fra junglens tætte buskads og pløkke alt ned, der rører sig, er der skam stadigvæk, men oftest er det med døden til følge.




Desværre forsvinder stealthdelen af spillet mere og mere, som man gennemfører banerne og kommer videre i spillet. Dette skyldes, at man efterhånden begynder at udvikle dyriske instinkter og får kræfterne til at kæmpe imod lejesoldaterne, så hvor man førhen var den jagede, er det nu en selv, der jagter lejesoldaterne. Blandt andet bliver man i stand til at slå ståldøre åbne, se et visuelt duftspor efter fjender og løbe ekstremt hurtigt samt meget andet. Disse instinkter giver spilleren nogle helt nye muligheder for at skabe ravage, og efterhånden føles stealthdelen af spillet lidt overflødigt. Alle disse instinkter kommer dog ikke helt smertefrit, eksempelvis kan man ikke længere tåle høje lyde såsom en alarm, hvilket betyder, at man bliver nødt til at smadre den for ikke at dø.

Våben er der selvfølgelig masser af, alt lige fra pistoler, automatiske geværer, sniper rifler, til raketkastere er at finde, og efterhånden som man gennemfører mere og mere af spillet, finder man flere nye våben, som passer bedre til de modstandere, man kæmper imod. Man kan duel wielde de fleste våben, så man altså har et i hver hånd, ligesom man kender det fra Halo 2. Men der er også andre former for våben i Far Cry Instincts, som sagt begynder man at udvikle nogle ekstreme evner, heriblandt bliver man langt stærkere end før. Dette kan man bruge til at ”tæske” fjenderne til døde med, man kan nemlig give en lejesoldat et gevaldigt uppercut og se den livløse krop flyve igennem luften. Skulle man støde på et fastspændt 50 kaliber maskingevær, kan man også bruge sine enorme kræfter til at flå geværet op fra jorden for derefter at gå amok i bedste Rambo stil.

Rundt om på øen finder man også et antal af forskellige fartøjer, heriblandt jeeps, både, vandscootere, samt andre forskellige maskiner. Umiddelbart har de ikke anden nytte end at bringe spilleren fra punkt A til punkt B. Dog er spillet scriptet til, at man før eller siden befinder sig i midten af en sindssyg jagt over stok og sten. Eksempelvis vil man blive jagtet af helikoptere, der skyder broer i stykker lige foran næsen på en, fjendtlige jeeps, der pludselig drøner udover en klippe for derefter at forfølge en samt meget andet. Disse scener giver en rigtig fed følelse af, at man bliver jagtet, og at lejesoldaterne virkelig gør alt for at få fat på en.




Ligesom Jack Carver udvikler sig igennem spillet, så udvikler spillets AI sig også markant for hver bane. I de første par baner virker de mere eller mindre retarderede, men efterhånden som man gennemfører mere og mere af spillet og begynder at udvikle sine instinkter, bliver AI’en langt skrappere. Efterhånden vil den prøve at snige sig op på en, flanke ens position og bevæge sig i grupper. Man vil også til tider se en fjende vælte et bord omkuld for at søge dækning bag det og andre ting i den stil. Dog har AI’en også en mærkelig tendens til ikke at have nogen stedsans overhovedet, man kommer indimellem ud for, at fjenderne løber ind i vægge og ikke rigtig kan finde ud af, hvor de vil hen af. Derudover virker fjenderne heller ikke specielt opmærksomme på deres omgivelser, til tider opdager de slet ikke, at deres makker lige er blevet nakket. Dette sker dog ret sjældent og udgør egentlig ikke et større problem.

Grafik
Den grafiske del af Far Cry Instincts er et sandt mesterværk, aldrig før har man set så god brug af den aldrende hardware, og denne titel er et af de få beviser på, at der stadigvæk er masser af kræfter tilbage i den nuværende Xbox. Overalt på øen vil man se højt græs, der svajer i vinden og store palmer, der kaster skygger på ens våben, når man går under dem. Ligeledes er vandet, der omringer øen også imponerende flot, og efter at have haft hovedet under vandet, opstår der en fed ’blur’ effekt, når man trækker op til overfladen for at få luft.




Rent faktisk er der så mange små perler i den grafiske side af Far Cry Instincts, at det ville tage hele dagen at beskrive dem alle sammen. En ekstra fed detalje ved Far Cry Instincts er, at man ser alt, inklusiv spillets små film, fra Jack Carvers synsvinkel, hvilket giver en kanon indlevelse i rollen.
Alle våbnene er godt designet og flotte at kigge på. Det samme gælder for fjenderne samt de maskiner, man nu måtte benytte fra tid til anden. Det eneste minus ved grafikken er, at teksturerne ikke altid er lige gode, dette må dog siges at være et meget lille minus, da man virkelig skal tæt på diverse objekter for overhovedet at kunne se, at teksturerne fejler en smule. Ellers er der overhovedet ikke noget at pege fingre af, når det kommer til den grafiske præsentation, alt lige fra de enorme eksplosioner, til den fremragende draw distance udgør, at Far Cry Instincts er det flotteste spil til Xbox indtil videre.

Lyd
Ligesom grafikken i spillet er det tydeligt, at der også er blevet brugt langt tid på lydsiden i Far Cry Instincts. Man bliver hele tiden mindet om, at man er på en tropisk ø fyldt med farer. Fuglene skriger, træernes blade knitrer og ens fjender skriger om nåde. Der er fyldt med små detaljer i lydsiden, der får en til at stoppe op blot for at lytte. Soldaterne rundt på øen snakker sammen om de mærkeligste ting, og det er ganske sjovt at smuglytte til deres samtaler. Stemmeskuespillet er sublimt igennem hele spillet, og der er hverken gjort et overdrevet forbrug af bandeord eller latterlige jokes. Alle våbnene, maskinerne, effekterne, ja stort set alt i hele spillet lyder perfekt, og man støder aldrig på en lyd, man ikke kan relatere sig til.

Musikken i spillet er ligeledes fremragende, her bliver man blandt andet mødt af skumle melodier, når man sniger sig igennem en dyster sump eller kravler rundt i en sort mine. Indleder man derimod en større ildkamp, eller bliver man jagtet igennem junglen, vil musikken selvfølgelig skifte til noget mere passende. Musikken virker mest som en hjælper på stemningen i spillet og formår da også at hjælpe stemningen på den rette vej. Dog er det selve lydeffekterne i spillet, der gør, at lydsiden i Far Cry Instincts er så fænomenal.

Xbox Live
Over Xbox Live finder man de typiske spilmodes, som man kunne forvente af en titel som Far Cry Instincts. Heriblandt er der chaos, hvilket er spillets svar på deathmatch, team chaos, og steal the sample, hvilket stort set virker ligesom capture the flag. Dog har Far Cry Instincts også en helt ny, og ganske unik spilmode kaldet predator. Dette går i alt sin enkelthed ud på, at en gruppe af lejesoldater skal krydse en bane for at aktivere en generator, der slår predatoren ihjel. For at gøre det fair overfor predatoren, så har den selvfølgelig alle de dyriske instinkter, som man også finder i singleplayer delen af Far Cry Instincts, plus et ubegrænset antal liv. Lejesoldaterne derimod har ikke andet end de våben, de finder rundt omkring på banerne og et enkelt liv. Teamplay er derfor utrolig vigtigt som lejesoldat, og man kan ikke overleve ene mand. Det er derudover også muligt at lave ens egen figur, hvilket stort set virker som en virtuel barbie-dukke. Mulighederne for, hvad man kan putte på sin figur, er desværre meget begrænset, men uanset så er det alligevel rart at have muligheden for at lave sin egen figur frem for at ligne alle andre online.




Derudover byder Far Cry Instincts også på muligheden for at lave sine egne baner og dele dem med sine kammerater online. Denne ’map maker’ virker faktisk overraskende godt og mulighederne for, hvad man kan lave, er stort set endeløse. Det tager godt og vel en times tid at lære de mange forskellige funktioner at kende, men derefter er det så let som ingenting at skabe sin egen dødsarena. Man får hurtigt følelsen af, at der er lagt meget arbejde i at gøre denne funktion så brugervenlig som overhovedet mulig, da det hele virker ret simpelt og ligetil efter et stykke tid. Skulle man have lyst til at prøve banen eller se et specielt område fra spillerens synsvinkel, skal man blot trykke på en knap, hvorefter man står inde i banen. Denne funktion virker utrolig godt og er vanvittig nyttig, når man skal til at finpudse diverse ting i ens bane.

Banerne, man laver, kan spilles i split-screen over system link eller Xbox Live, hvilket selvfølgelig betyder, at langt størstedelen af de servere, man finder online, udkæmper krige på baner, som spillerne selv har lavet. Dette er umiddelbart ikke noget problem, for banerne kan downloades overraskende hurtigt, og der er tilmed et lille kendetegn for, hvilke servere, der bruger officielle eller uofficielle baner.

Holdbarhed
Singleplayerdelen i Far Cry Instincts kan sagtens holde en beskæftiget i over 15 timer, på nær hvis man vælger at storme igennem hele spillet og snyde sig selv for alle de små lækre detaljer, som singleplayerdelen rent faktisk byder på. Derefter er der stadigvæk Xbox Live, hvor man finder de sædvanlige first-person-shooter spilmodes samt det helt unikke predator mode. Skulle man gå hen og blive træt af online banerne, kan man jo blot lave sine egne eller downloade ens kammeraters! Det må derfor siges, at Far Cry Instincts er et spil, der ikke ligefrem forlader ens Xbox lige med det samme!

Overall
Far Cry Instincts er uden tvivl et af de bedste spil af denne genre til Xbox, ja måske endda dét bedste, hvilket ikke burde sige så lidt, da det bliver mødt af konkurrenter som Halo og Rainbow Six serien! Grafikken er lækker, lydsiden er uovertruffen og holdbarheden i spillet er stor. Så har man før spillet Far Cry til PC, er man fan af genren eller blot til kanon fede spil generelt, så fortjener man virkelig at prøve Far Cry Instincts til Xbox!
Fakta
Far Cry Instincts

Far Cry Instincts

Platformnone
UdviklerCrytek
Udgiver-
Spillere1
UdgivelsesdatoUde nu
Officiel websiteKlik her
PEGI:
Følg Xboxlife her
Xbox Support
Gameplay:9.0
Grafik:10
Online:9.0
Holdbarhed:8.0
Overall 9.2
Log ind og stem
0
Der er endnu ingen der har stemt på denne hvis du kunne lide denne anmeldelse..
Køb spillet - og støt Xboxlife
Del denne artikel:
Kommentarer
Du skal være logget ind for at kunne læse og skrive kommentarer.