Spillet udspiller sig Kyrat, en fiktiv region langt inde i Himalaya-bjergene i Nepal. Man tager rollen som Ajay Ghale, der efter 25 år vender tilbage til Kyrat, for at indfri hans afdøde mors sidste ønske, nemlig om at sprede hendes aske ud over hendes hjemstavn. Ajay når dog ikke længere end til grænsen, hvor han bliver standset af en grænsepatrulje, hvorefter det hele udvikler sig i en uheldig retning og inden han får set sig om, er han fange hos den brutale og tilsyneladende lettere ustabile diktator Pagan Min. Herfra udvikler historien sig i forskellige retninger, alt efter hvilke valg du som spiller foretager dig.
Lad mig allerførst sige, at Far Cry 4 er et af de flotteste spil, jeg nogensinde har haft fornøjelsen af at spille. Måske ikke så meget teknisk, hvor man måske nok kan finde andre spil, som bruger nogle mere avancerede teknikker, men designet og det æstetiske udtryk at virkelig flot. Kyrat er et særdeles smukt sted, med frodige grønne områder, blå søer, smukke gamle templer som er hakket ind i klippevægge og det hele omgives af de enorme Himalaya-bjerge i baggrunden. Jeg har flere gange grebet mig selv i, blot at stå og nyde udsigten og den fabelagtige lyssætning, der kan bade en dal i det smukkeste sollys. Far Cry 4 er det meste af tiden et visuelt sansebombardement - og afstikkerne til andre områder, som jeg ikke vil afsløre her, er bestemt ingen undtagelse.
Kyrat virker som en levende verden, med et frodigt dyreliv, indbyggere der lever deres liv i de små landsbyer og på højsletterne med udsigt til bjergene. Det gode er, at spilverdenen ikke bare virker som en kulisse, hvori spillet udspiller sig, men man er en del af den og flere gange er omgivelserne næsten en lige så stor modstander, som Pagan Mins tropper, med de stejle klipper og det ikke helt ufarlige dyreliv. Som noget nyt kan man nu rappelle op og ned af stejle klipper, som flere gange gør, at man ikke længere skal rende lange omveje for at finde en vej op på toppen af klipper, som ellers var tilfældet i Far Cry 3.
Som i forgængeren, får man også her, stort set fra starten af, adgang til en enorm verden, som man kan udforske, stort set som man har lyst. Foruden hovedmissionerne, er der massevis af sidemissioner og aktiviteter man kan kaste sig ud i; der er de velkendte propaganda-tårne som skal sættes ud af spillet, der er fjendtlige baser som skal overtages og nogle Karma missioner, som pludselig kan dukke op, hvor man for eksempel skal redde uskyldige ud af en gidselsituation. Spilverdenen er spækket med ting at give sig til og det kan være svært, at holde snuden i sporet, da man konstant støder på forskellige aktiviteter man kan kaste sig over.
Undervejs i spillet får man adgang til flere nye våben og egenskaber. Våbnene kan købes ved omrejsende handelsmænd eller på ens baser, mens egenskaberne låses op i et todelt evnetræ. På den ene side, kan man vælge at følge tigerens vej, hvor de egenskaber man kan få er offensive, med for eksempel nye angrebsteknikker, mens man på den anden side kan vælge elefantens vej, hvor egenskaberne kan være, at man bliver mere modstandsdygtig overfor fjenden angreb og man får adgang til at lave boostere, som gør en nærmest udødelig i en kort periode.
Rundt omkring på kortet, er der placeret en lille håndfuld større fæstninger, som tilhører Pagan Mins generaler og hvis man er frisk, kan man forsøge at indtage dem - men det er ikke let, da de er tungt bevogtet. Til at hjælpe sig, kan man tilkalde computerstyrede oprørere, eller man kan lade en anden spiller spille med i co-op, hvor man så skal arbejde godt sammen, for at klare opgaven. Man kan dog ikke spille historie-missionerne i co-op, men man kan sammen udforske den store spilverden, man kan tage sidemissioner og rydde de fjendtlige baser sammen. Det er ganske underholdende og fungerer rigtigt godt.
Så er der spillets multiplayer del, som hedder Chronicles, som er PvP online kampe for op til 10 spillere - fem på hvert hold. Her er der tre forskellige spiltyper; Outpost, Demon Mask og Propaganda. Disse smarte navne dækker dog over afarter af mere velkendte spiltyper som for eksempel Capture the Flag, men det lækre ved denne multiplayer del er, at den er asymmetrisk. Det vil sige, at de to hold spilles meget forskelligt, og kræver hver deres taktik hvis man skal have succes.
På den ene side har vi Rakshasa-holdet. Dette er Pagan Min's spirituelle eliteenhed, som har adgang til buer og pile, som jo ikke umiddelbart lyder særligt skræmmende, men deres virkelige styrke ligger i, at de kan tilkalde hjælp fra ørne, tigere og bjørne. Ørnen skaber kaos blandt fjenden, som kigger op og på den måde kan Rakshasa få nogle velplaceret pile plantet i kroppen på dem. Tigeren kan gøre det af med en god portion fjender inden den må bukke under og det samme kan bjørnen, som dog er noget mere hårdfør end tigeren. På det andet hold er The Golden Path (som er en frihedsgruppe, stiftet af Ajays forældre) - de er mere traditionelle, med adgang til køretøjer og maskingeværer og når det kommer til militær power, er de klart stærkere end Rakshasa. Hvert spil har to runder, så man får mulighed for at prøve begge sider og det er ganske sjovt i kortere perioder. Jeg ser hovedsagligt Far Cry 4 som et single player spil og det er i historiedelen, at jeg lagde langt de fleste timer.
Endelig er der en bane editor, hvor man kan lave ens egne baner. Man kan lave fire typer af baner; Assault, Hunt, Outpost og Extraction. Man kan vælge at starte med et foruddefineret landskab eller med et helt blankt lærred, hvis man foretrækker at lave det hele selv. Som med alle bane editorer i konsolspil, skal man have en god portion tålmodighed med ens joypad, hvis man vil lave sin egen bane, men det kan bestemt lade sig gøre hvis man ønsker det og man kan definerer stort set alt. Når man er færdig med ens bane, kan man uploade den og dele den med andre spillere og man kan naturligvis også selv gå på opdagelse i andre spilleres baner - og der ligger allerede pænt mange virkelig gode baner derude, så her kan man også komme til at slå en god portion timer ihjel hvis man vil.
Rent teknisk fungerer Far Cry 4 fint (ja, vi kigger på dig Assassin's Creed: Unity) og den smukke grafik kører flydende og flot. Der er en lille smule pop-in af og til, men det er bestemt ikke noget problem. Multiplayer og co-op kørte uden problemer de gange vi prøvede det og endnu engang virker det som om, at Far Cry teamet hos Ubisoft, har fået strikket et meget gennemarbejdet produkt sammen. Spillet er i øvrigt udviklet af hele fem Ubisoft studier (Shanghai, Toronto, Ukraine og Red Storm), med Ubisoft Montreal i spidsen.
Jeg har været inde på den grafiske side, men den kan ganske enkelt ikke roses nok. Det er smukt, fyldt med detaljer og imponerende udsigter - specielt æstetisk og designmæssigt, er Far Cry 4 virkelig en oplevelse. Lydsiden er ligeledes god, med gode og tunge lyde fra ens våben, stemmeskuespillerne gør det overbevisende og soundtracket er passende og ligger fint i baggrunden. Spillet indeholder i øvrigt danske undertekster, hvis din Xbox One er indstillet til dansk.
Er der slet ikke noget egentligt negativt at sige om Far Cry 4? Det er svært at komme i tanke om noget, som ikke fungerer, ikke virker eller irriterer. Det er et meget gennemarbejdet spil, der bare virker som det skal og det er underholdende at spille. Skal jeg pege på noget, må det være, at det måske ligner Far Cry 3 lidt for meget. Godt nok er der nye tiltag, nye missionstyper og nye ting i multiplayer delen, som adskiller det positivt fra Far Cry 3, men man kan alligevel ikke helt undgå at sidde med følelsen af deja-vu, når man spiller Far Cry 4. For mig er det ikke noget problem, for jeg var glad for Far Cry 3 - og Ubisoft slipper af sted med det denne gang, men den går ikke til en potentiel Far Cry 5, der vil vi gerne se lidt mere nytænkning, end det er tilfældet med Far Cry 4.
Facebook
Twitter
