Fallout: Brotherhood of Steel

Fallout er en meget anerkendt serie på PC, hvor det er spil-guruen Warren Spector der står bag. Han har ikke deltaget i skabelsen af dette spil, men formår det stadig at leve op til PC udgavens standarder?
Skyd, og slå dig igennem dette simple, og alt andet end underholdene spil. Ren hack’n slash, med en noget bizar humor.

Gameplay
Fallout:BoS går i grove træk ud på at dræbe alt hvad der rører på sig. Ingen nåde. At det hænger sådan sammen, er der flere grunde til. For det første, den mere åbenlyse grund; spillet er baseret på Hack’n Slash konceptet. For det andet, den mere negative grund; fjenderne er det eneste i spillet, foruden dig, der bevæger sig. Selvfølgelig ikke noget der gør spillet ringere, men bestemt heller ikke med til at gøre det bedre.
Når du starter spillet får du mulighed for at vælge mellem tre forskellige karakterer, hver med deres særlige egenskaber, svagheder, og styrker. Der er den store stærke kriger, med masser af health, men hører ikke til de hurtige.
Der er den svagere, men hurtige, kvindelige karakter. I dette tilfælde har udviklerne bestemt ikke valgt at stå tilbage for brugen af enorme kvindelige former, som Japanske spiludviklere i særdeleshed gør brug af.
Og til sidst, men ikke mindst, den noget mere specielle, ”necromancer”-agtige type. Ikke meget health, eller særligt hurtig, men har mulighed for at lave en ”healing-spell”, så han healer sig selv uden brug af diverse sprøjter, som de andre får brug for. Og det gør de i høj grad.

Undervejs i spillet vil du få mulighed for at snakke med en del personer. Dette er bygget op på samme måde som Star Wars: Knights of the Old Republic. Altså at personen du har henvendt dig til siger noget, og du så får et vidst antal svarmuligheder. Den store forskel på de to spil, er at i Knights of the Old Republic havde hver mulighed et forskelligt resultat, og havde indflydelse på spillets videre gang. Det har det ikke her. Lige meget hvad du siger til personen har ”samtalen” et forudbestemt resultat, så du får egentlig bare fornøjelsen af at svine de til tider meget irriterende, NPC’s til.
Apropos svine NPC’s til, så har dette spil et usædvanligt dårligt sprog. Hvor man i et ordinært spil, ville sige ”Du er dum”, siger man her ”Hey, fuck dig dit svin, du er da en retarderet hamster!”.
Om det er godt eller skidt kan diskuteres, det er en meget subjektiv sag, og jeg vil lade læseren bedømme hvad der skal menes.



Men en mulighed spillet tilbyder, som gør spillet mindre kedeligt, er multiplayer. Det bliver lidt mere underholdene, men det kan siges, at det også kun kunne gå i en retning.
Eneste multiplayer-mulighed er coop. Og dette er ikke over Live.

Historie
Du er ankommet til en lille, faldefærdig, ørkenflække som sprudler lige så meget af liv, som stranden i november. Der er nogen få mennesker hist og her, og du kan snakke med omkring en tredjedel af dem.
Du tilhører en bestemt klan, eller fællesskab, kaldet ”Brotherhood of Steel”. Brotherhood of Steel er, overraskende nok, et fællesskab der kæmper for det gode mod det onde. Dog fandt denne anmelder aldrig ud af hvad ”det onde” egentlig var.
Historien går i grove træk ud på at de medlemmer af The Brotherhood of Steel man havde aftalt at mødes med, i denne gudsforladte ørkenflække, er blevet væk fra dig. Du skal nu rende land og rige rundt for at finde dem. Ikke nogen fængende historie tænker i, og nej det er det heller ikke.

Du starter ud med at skulle snakke med borgmesteren, som lover at fortælle dig hvor broderskabet gik hen, hvis du renser hans varehus for over-dimensionerede skorpioner. Denne mission lyder til at være simpel nok, og hurtigt klaret. Simpel ja, hurtigt klaret, nej. Denne mission varede ca. en times intensivt spil. Dette er dig ikke ensbetydende med at det er noget videre langt spil, men det kommer vi tilbage til senere.
Denne mission er meget sigende for hvordan resten af spillet udarter sig. Meningsløs hack’n slash. Kan være fint nok, men det skal også være lavet ordentligt.
Så historien er ikke lyspunktet i det her spil.





Grafik
Grafikken er udmærket, men bestemt ikke noget utroligt.
Den mest præcise beskrivelse af det, ville nok være en blanding at Diablo2 og de ældre GTA spil.
Animationerne minder utroligt meget Diablo2, og kameraet er, som i de gamle GTA spil, placeret foroven. Dog ikke lige over, men hældene til siden.
Men en sammenligning med Diablo2 ville være meget unfair mod spillet. Det er selvfølgelig ikke så kantet, og upoleret, men stilen i animationerne er den samme.

Spillet er fra starten meget mørk i grafikken. Alt for mørk. Det er på grænsen til det irriterende, og det er umuligt at se noget som helst, selv på et meget mørkt værelse. Dette kan der dog hurtigt rettes op på, ved at ændre ved ”Brightness” i options. Dette gør at spillet bliver meget mere behageligt at spille, og giver dig mulighed for rent faktisk at se dine modstandere. Om dette er gjort i forsøget på at lave et dystert spil, eller for at skjule eventuelle grafiske fejl, må stå hen i det uvisse.

Dog bærer banedesignet præg af at være lutter gentagelser. Du ser den samme bil 20 gange i løbet af en bane. Og det samme hus et utal af gange. Meget uinspireret, og kedeligt banedesign.



Lyd
Ved lydsiden er der ikke rigtig noget at komme efter. Pistolerne lyder som de gør i så mange andre spil. Ligeså gør eksplosioner og diverse andre typiske action elementer.

Musikken følger sproget. Det er hårdt og groft. Samtlige musiknumre hører ind under genren ”heavy metal”, og det burde være rigeligt med beskrivelse for læseren, til at forstå hvad jeg mener. De siger dog selv, at Slipknot har leveret nogle sange til spillet, men dette er svært at høre, da musikken kun kommer indimellem, med pæne mellemrum.
For at holde stilen var det jo selvfølgelig det eneste rigtige, da man ikke kan gå rundt og true folk med at slå dem ihjel, mens man lytter til en gang Britney Spears. Det siger sig selv. Det er heller ikke genren der er noget i vejen med.
Musikken virker som om den selv bestemmer hvornår den starter og slutter. For det meste starter den, når man når til en ”boss”, eller en anden stor fare. Andre gange beslutter den sig for at lade være. Hvis den så endelig starter, kan den blive ved i meget lang tid efter. Så lang tid at man begynder at undre sig over hvornår den egentlig stopper.
Det er ikke nogen stor fejl, og er på ingen måde noget irritationsmoment (medmindre man da afskyr Heavy Metal), men det får spillet til at virke uprofessionelt, og amatøragtigt.

Stemmeskuespillet er bestemt ikke noget at prale af. Det virker som om at det bare var en del der skulle overstås, så skuespillerne kunne komme ind og få deres kaffe. Der er et par af dem der fungerer, men langt fra alle.
Hovedpersonen har ikke selv nogen stemme, men det er forståeligt, da det ville være et temmelig stort arbejde, for en skuespiller. Og hvis det ikke var gjort ordentligt, kunne det let gå hen og blive et meget stort problem.

Men alt i alt, er lyden omkring middel. Dette er desværre og noget der gælder for resten af spillet, dog er lyden bedre end så meget andet.

Konklusion
Spillet er kedeligt. Simplere kan det ikke siges.
Som sagt, gentager spillet sig gang på gang i banedesignet, hvilket ikke ligefrem giver en god, eller på nogen måder underholdene oplevelse. Dog gør multiplayer kun gode ting for spillet.
Så alt i alt, er spillet bestemt ikke værd at bruge sine surt optjente sparepenge på. Det er blot et ud af mange middel spil, industrien sætter på markedet. Sådan har det altid været, og sådan vil det bliver ved med at være.