Fallout 4

Anmeldt af: Frank Fristed Pedersen - 18. november 2015 - kl. 07:19
Del denne artikel:
8 7

Man skulle ikke tro, at folk så frem til at rende rundt i en ødemark efter en verdensomspændende atomkrig, men det er netop hvad Fallout fans har set frem til, og nu er ventetiden endelig ovre. Fallout 4 er ude i butikkerne.

Da Fallout 4 blev annonceret, for blot nogle få måneder siden, blev det hurtigt til et af årets mest ventede spil. Fans af serien havde intet hørt siden Fallout New Vegas for 5 år siden, men nu var det endelig blevet tid til at vende tilbage til den ødelagte verden, og bygge videre på det åbne rollespils-koncept, som havde gjort serien til en af spilhistoriens mest populære. Dermed også sagt, at der er store forventninger til spillet. Det skal levere samme stemning, frihed, eventyrtrang og hektiske kampe på liv og død som de foregående spil, men samtidig udvikle serien og indfange en ny generation af spillere. Ikke nogen nem opgave og på trods af fine takter, så undgår Fallout 4 ikke at skuffe lidt.




Du starter inden den ødelæggende atomkrig, som er vartegnet for serien. Det første du gør er at tage et godt kig i spejlet og finde ud af hvordan du vil se ud. Det er et ret detaljeret system, Bethesda har lavet her. Alle detaljer kan finpudses, og man kan lave lige det udseende man ønsker. Både mand og kvinde. Der efter skal du udfylde dine attributter, altså styrke, udholdenhed og så videre, som har stor betydning for hvilke færdigheder du kan tage med dig ud i ødemarken. Kort efter at have udfyldt disse oplysninger starter krigen og atombomberne falder. Din familie (far, mor og lille baby) er sikret en plads i Vault 111, og på den måde overlever du. Men nok ikke helt som forventet, for I bliver frosset ned og, efter lidt mere end 200 år, vågner du op og er klar til eventyret. Det er din partner ikke og dit barn er væk og dermed har du en rigtig god grund til at gennemtrevle ødemarken. For babyen skal da selvfølgelig findes igen og din partners mord hævnes.




Det er faktisk en ganske god baggrundshistorie, men desværre bliver den ikke udnyttet til fulde. På trods af at have været frosset ned i mere end 200 år, så undrer du dig ikke så meget over det samfund du er vågnet op til. Befolkningen undrer sig heller ikke så meget over din fremadskredne alder. Det er lidt en skam, at det ikke bliver udnyttet mere, og det viser den første lille sprække i Fallout 4’s opbygning. Hovedhistorien bliver aldrig rigtig fængende.

Jeg tror det skyldtes, at der bliver taget lidt let på tingene. Du bliver hurtigt center for begivenhederne, hvilket jo er essentielt i et rollespil, men det virker kunstigt. For eksempel møder du i starten en repræsentant for The Minute Men; en organisation, der hjælper befolkningen mod de omvandrende bander. De er tæt på udslettelse, men efter at have hjulpet en Minute Man med en enkelt mission, bliver du udnævnt til ”general” og ham som skal genopbygge organisationen. Og sådan er det ofte. Det føles som om Bethesda har sprunget over hvor gærdet er lavest, frem for at fortælle en sammenhængende og troværdig historie. Det gør sig gældende for næsten alt du oplever, og du render fra situation til situation uden rigtig at få fornemmelsen af en troværdig rød tråd.




Der er heldigvis andre ting end hovedhistorien at opleve i den åbne verden, som spillet udfolder sig i. Ganske som forventet er udforskning en central del af spillet. Det er en disciplin, som Bethesda tydeligvis behersker. Der er masser af spændende personer at møde, ruiner at udforske og fjender at bekæmpe. Det gør, at man aldrig helt ved hvad der venter, på trods af en godt fyldt logbog med opgaver og missioner. Hele tiden bliver man distraheret og finder nye steder at udforske. Der er ingen tvivl om, at det er på dette punkt at Fallout 4 virkelig viser sin styrke, og det er da også det element, der har været med til at gøre de tidligere spil så populære. Her får Bethesda opbygget nogle troværdige situationer, og giver man sig tid til at udforske det ordentligt, får man ofte baggrundshistorien med. Hvem der boede der før og hvad der skete med dem. Disse fortællinger er interessante og giver en lyst til at udforske og finde nyt. Så de mindre historier, man finder rundt omkring, er det, der redder Fallout 4, nu hvor hovedhistorien halter lidt.

Det er selvfølgelig ikke uden fare at rende rundt i ødemarken. Der er masser af fjender, og en meget stor del at spillet går ud på at overleve. Til det kan man finde masser af våben, som man så kan modificere på forskellige måder. Det giver variation i kampene, hvor din taktik ofte er bestemt af hvilket udstyr du har til rådighed. Desværre er der så mange kampe, at variation absolut også er en nødvendighed, hvis ikke kedsomheden skal sætte ind. Det virker som om der er mere vold i dette spil end de forrige. Der er ikke så mange situationer, som du kan løse på andre måder end med våben, og det gjorde at jeg ofte følte jeg sad og spillede et skydespil og ikke et rollespil.




Samtidig er systemet omkring ens færdigheder også noget forsimplet i forhold til tidligere. Hver gang du stiger i level får du et point til at bruge på Perks, som er forskellige færdigheder. Men i det lange løb virker det ikke til at have den store betydning, hvordan man fordeler sine point. I Fallout 3 sad jeg ofte længe og spekulerede på hvordan point skulle fordeles, når jeg steg i level, men det gør jeg ikke her. Det virker ikke til at gøre den helt store forskel.

Ud over at modificere sine våben, rustning og Power Armor, så kan man også bygge baser. Det er faktisk et ret omstændeligt system, hvor man kan bygge nogle imponerende konstruktioner. Der er baser at udbygge fordelt over hele kortet, og det giver en god fornemmelse at se en godt udbygget base tiltrække nye mennesker. Du sørger for senge, mad, vand, elektricitet og sikkerhed og så vokser basen langsomt. Hvordan det hele hænger sammen er ikke ret godt beskrevet i spillet, og det tager lidt tid at regne ud. Samtidig bliver det heller ikke helt gjort klart hvad man egentlig får ud af at udbygge baserne. Altså, ud over følelsen af at have gjort noget godt for andre. Men det gør, at man sagtens kan ignorere denne del af spillet, hvis man ønsker det. Om det er godt eller skidt, har jeg lidt svært ved at beslutte mig for. Det er et fint system, som der tydeligvis er brugt mange kræfter på, men så længe det ikke har nogen indflydelse på spillets historie, så kunne man måske have brugt kræfterne på noget andet? En stor fordel ved systemet er, at man nu rent faktisk har brug for at udforske og finde gammelt ragelse, da det bliver brugt til at bygge baserne. Så nu er det ikke spildtid at bruge halve eller hele timer på at udforske hver en krog af et gammelt supermarked i håb om at finde en sjælden tegneserie (som giver Perks), da man altid får indsamlet en masse godt, brugbart ragelse imens.




På din færd støder du også på forskellige rejsekammerater. Dem kan du frit bytte ud efter behov (hvis du altså kan finde dem) og de giver god afveksling. De opfører sig ganske intelligent, bortset fra når de står i vejen i døråbninger og på trapper, og de kan slæbe masser af ragelse med tilbage til baserne. De har også deres egen historie og agenda, og vil reagere på de ting du gør, og de beslutninger du tager. Det er lidt simpelt, men det fungerer. Gør du dig populær nok hos en rejsekammerat, så er der sågar romantik i luften. Et godt råd vil dog være, ikke at give dem granater, atombomber eller lignende slagkraftige våben, for de bruger dem ved første lejlighed får - uanset om det er i en lille dagligstue og de udrydder alle (inklusiv dem selv og dig) inden for en betragtelig radius.

Grafisk er der ikke sket så meget siden Fallout New Vegas. Desværre. Fallout 4 er ikke et særlig pænt spil. Det kan være pænt og se imponerende ud, især når man kigger ud over det ødelagte landskab, men lige så ofte det sker, lige så ofte sidder man og krummer tæer over hvor grimt andre dele af spillet er. Især karakterernes animationer og ansigter kunne bruge forbedring. Men også lyseffekterne giver ofte noget underligt lys, som slet ikke virker naturligt. Læg det sammen med nogle udvaskede teksturer, og så får man et spil, som ikke lever op til konkurrenterne rent grafisk. Lydmæssigt lever spillet til gengæld op til forventningerne. Gode lydeffekter som skaber stemning og masser af lydspor i de forskellige radiostationer man kan finde. Al dialog er indtalt, hvilket fører til nogle noget simplere dialoger end de lidt teksttunge forgængere, men det syntes jeg egentlig ikke gør så meget. Det skaber god stemning, også selv om det ikke lige er alle indtalinger, der virker lige overbevisende.




Jeg ville så gerne give høje karakterer til Fallout 4, men faktum er, at det ikke rigtig har flyttet sig siden Fallout 3. Gameplayet virker lidt forsimplet, hvor rollespilselementerne er nedtonet til fordel for mere action. Samtidig er der også skåret lidt for mange hjørner hvad angår historien, som gør at den ikke bliver så troværdig som ønsket. Udforskning er heldigvis stadigvæk hjørnestenen i spillet, og det redder alligevel spillet. Det vidtåbne landskab og dens beboere er stjernerne i Fallout serien, og det som gør, at man lige skal spille 10 minutter mere og det fungerer heldigvis stadigvæk. Det er bare rigtig god underholdning. Så skidt med at historien halter lidt og grafikken ikke imponerer. Men jeg kan ikke helt slippe følelsen af, at Bethesda har sprunget over hvor gærdet er lavest for at kunne levere Fallout 4 nu.

En følelse, der bliver forstærket af de mange fejl man oplever i spillet. Undertekster der mangler, fjender der sidder fast i væggene, personer der snakker i munden på hinanden med vigtige oplysninger, et kamera der viser en væg i stedet for den person, der taler og så videre. En masse småfejl, som enhver QA afdeling (og dermed også Bethedas) ville fange, og alligevel har de besluttet ikke at fikse dem, men sendt spillet ud. Det er ikke sjusk, men en bevidst beslutning om, at det må være godt nok. Det er altså ikke i orden. Jeg oplevede ikke fejl, der fik spillet til at brage ned, men sidder alligevel og frygter en eller anden fejl, som vil sætte en stopper for mit spil. For det er fyldt med fejl, og hvorfor skulle én af dem ikke være alvorlig?




Så Fallout 4 skuffer lidt, men det er stadig rigtig god underholdning. Det kan blot ikke leve op til de store forventninger. Det er svært at sætte fingre på ét element, som trækker ned. Måske er det blot, at i en tid hvor forventninger til et topspil er rigtig høje, så har Bethesda selv slækket på kravene. Og det der var genialt i 2010 bliver ikke genialt i 2015 fordi man blot smækker lidt ekstra gameplay med base-bygning på. Men god underholdning er det nu alligevel.
Fakta
Fallout 4

Fallout 4

PlatformXbox One
UdviklerBethesda Game Studios
UdgiverBethesda Softworks
Spillere1
Udgivelsesdato10-11-2015
Officiel websiteKlik her
PEGI: PEGI 18 Stærkt sprog Vold
Følg Xboxlife her
Xbox Support
+ En spændende verden at udforske, masser småhistorier, god action
Ikke videre pænt, mange småfejl, mere action end rollespil
Gameplay:8.0
Grafik:7.0
Online:-
Holdbarhed:9.5
Overall 8.5
Log ind og stem
7
Der er 7 brugere som med til at gøre Xboxlife et bedre sted, ved at vurdere vores indhold.
Køb spillet - og støt Xboxlife
Del denne artikel:
Kommentarer
Du skal være logget ind for at kunne læse og skrive kommentarer.