Fallout 3

Anmeldt af: Tommy Ågren - 7. november 2008 - kl. 16:25
Del denne artikel:
48 0

Sig farvel til verden, som du kender den, og goddag til atombomben.

Fallout 3 har længe været i den kategori af spil, man aldrig helt troede ville udkomme. Specielt efter de originale udviklere drejede nøglen om, og det daværende Fallout 3 projekt blev droppet. Nu har Bethesda samlet faklen op, og denne gang er Fallout 3 mere end et sagnomspundet projekt.






Fallout 3 tager sin begyndelse i Vault 101. Den har været gemt under jorden i 200 år, mens atomkrigen har hærget og ødelagt jorden, som vi kender den. Livet i Vault 101 er godt, der er masser af vand og mad. Alle har det godt, og ingen krig hærger dernede. Reglerne for beboerne i Vault 101 er ret så simple, du bliver født i Vault 101, og du dør i Vault 101. Sådan er reglerne, og sådan har det altid været. Det var sådan set også planen for dit liv, lige indtil din far stikker af fra alting uden rigtig at fortælle dig hvorfor. Ledelsen af Vault 101 mistænker dig for at have hjulpet ham, og inden længe flygter du ud af dit hjem igennem 19 år i et forsøg på at finde din far og få svar på, hvorfor han forsvandt.

Første gang man træder ud af Vault 101 og ud i den virkelige verden, går der et splitsekund før man trykker frem på analogstikket. Synet af et fuldkommen ødelagt og øde Washington D.C. er intet mindre end fantastisk. Bethesda har gjort ødelæggelse og kaos til en utrolig smuk oplevelse, og man kan let fortabe sig i bare at gå rundt og opleve Fallouts univers. Dog skal man ikke glemme jagten på sin far, som tager en rundt i det ødelagte Washington og har et par overraskelser hist og her. Hovedhistorien om sin far er ganske godt fortalt, og den er ganske engagerende. Dog er det ikke historien, der gør Fallout til en speciel oplevelse, det er personerne og universet, der gør Fallout til en fuldkommen unik oplevelse.






At vandre rundt i Fallouts univers er en oplevelse for sig selv, at se Washington Monumentet fuldkommen ødelagt og se, hvordan menneskeheden hænger i og desperat prøver at overleve. Personerne man møder har alle nogle unikke personligheder, og der er skåret massivt ned på mængden af trivielle mennesker, som ingen navne har. I stedet møder man nu mennesker med navne, baggrunde og følelsen af, at de er mere end fyld for fyldets skyld. Det er desuden sjældent, at man møder personer, hvor man føler, at det er den samme stemme, der går igen på tværs af mange forskellige personer i spillet. Der er dog enkelte steder, hvor det indtræffer, men det er langt fra så hyppigt som i Oblivion.

Sammenligningerne med Oblivion er svære at undgå, når man spiller Fallout. Styringerne ligner tilnærmelsesvis hinanden, man spiller stadig primært fra et førstepersonsperspektiv dog med muligheden for tredjepersonsperspektiv, selvom det ikke ligefrem kan anbefales. Men hvor Oblivion brugte sværd og magi, så åbner Fallout våbenskabet og hiver alt fra miniatombomber til pistoler frem. Kampsystemet er dog blevet ændret en del fra Oblivion. Man har mulighed for at spille det som et almindeligt skydespil i stil med Half Life og Call of Duty, men man har også mulighed for at bruge det, der kaldes V.A.T.S. Dette system gør det muligt at sætte hele spillet på pause, og så kan man vælge, hvilken kropsdel, man vil sigte på. Afhængig af afstand, evner og ens tilstand får man forskellige procentdels chance for at ramme de forskellige kropsdele og forvandle ens fjender til blodige klumper kød.






Systemet med V.A.T.S. er ganske fornøjeligt, og der går ikke længe, før man bruger det som sit primære værktøj i kampene. For hvis man holder op med at bruge V.A.T.S. og udelukkende spiller det som et normalt skydespil, så vil man opdage, at Fallout 3 ikke er bygget som et skydespil, og spillet vil hurtigt falde fra hinanden. At spille Fallout 3 som et skydespil uden V.A.T.S. bringer kampsystemets store svagheder frem rigtig hurtigt. Det er uregerligt og svært at sigte, hvor man vil, og kampene har ikke et ordentligt tempo. Dermed sagt, så løser V.A.T.S. ikke alle disse problemer, men det gør spillet en hel del mere underholdende. Hvis man ser på elementerne, som Fallout er opbygget af, så er ingen af dem exceptionelt veludførte. Men sat sammen danner de rammen for en helt utrolig spiloplevelse og et spil, som kommer til at hive flere uger ud af ens kalender.

Grafisk er Fallout 3 en utrolig flot oplevelse. Følelsen af at vandre ned af en gade, hvor murbrokker og nedfaldne bygninger er at se så langt øjet rækker, er en utrolig oplevelse. Arkitekturen er generelt utrolig flot, og miljøerne er ganske varierede og kreative, når man er på overfladen. Dog ændrer det sig, så snart man bevæger sig ned under jorden. Under jorden opstår der en masse trivialitet i de forskellige miljøer. Der er meget lidt variation i de mange undergrundshuler, og det kan hurtigt blive kedeligt at vandre rundt i dem. Animationerne i spillet er ligeledes meget op og ned. Der er steder i spillet, hvor animationerne fungerer utroligt godt, mens der også er steder, hvor alting falder fra hinanden, og det føles som om man er fanget i et dårligt dukkespil. Den visuelle stil i spillet er dog helt perfekt, der er en fantastisk blanding af 40’erne mikset med moderne krig, og det baner vej for en virkelig superb stemning, som bærer spillet en stor del af vejen.






Stemningen bliver også båret af lydsiden i spillet, hvor soundtracket byder på en masse dejlige 40’er toner og et stemmeskuespil, som er solidt og giver en virkelig god indlevelse i Fallout 3. Dog er der præstationer, der er mere overbevisende end andre. Lydeffekterne er ligeledes rigtig gode med morsomme lyde, som den klassiske mikroovns ”ding” lyd, når en miniatombombe er klar til at blive affyret af ens Fatman, og våbenlydene er generelt ganske gode og har en god følelse af kraft bag sig.

Fans af Oblivion vil hurtigt føle sig hjemme i Fallouts univers. Spillet føles meget som Oblivion efter et par atombomber og nogle pistoler. Fallout retter dog op en del af de fejl, der prægede Oblivion og gør det til en langt mere helstøbt oplevelse. Fans af Oblivion bør ikke tøve med at hoppe ombord i Fallout, og for alle andre venter der en af årets absolut bedste RPG oplevelse. Så længe man ved, hvad man går ind til, nemlig et RPG og ikke en shooter.

Af Mikkel Vinther
Fakta
Fallout 3

Fallout 3

PlatformXbox 360
UdviklerBethesda
UdgiverUbisoft
Spillere1
Udgivelsesdato31-10-2008
Officiel websiteKlik her
PEGI: PEGI 18
Følg Xboxlife her
Xbox Support
Gameplay:9.0
Grafik:8.5
Online:-
Holdbarhed:9.0
Overall 9.5
Log ind og stem
0
Der er endnu ingen der har stemt på denne hvis du kunne lide denne anmeldelse..
Køb spillet - og støt Xboxlife
Del denne artikel:
Kommentarer
Du skal være logget ind for at kunne læse og skrive kommentarer.