Hvem kender ikke de elskede eventyr om den lille Rødhætte, om Snehvide og om Kejserens nye klæder? Men hvornår har du sidst læst dem? Nej netop - det er ikke ret tit, at man fordyber sig i disse klassiske historier - og det er hovedpersonerne i eventyrerne blevet godt træt af. De vil have deres stjernestatus som eventyrhovedpersoner tilbage og det går ikke stille for sig. Hvad vi ikke ved er nemlig, at både den nøgne kejser (fra Kejserens nye klæder), Snehvide, Lille Rødhætte og Hans (som hedder Jack i spillet) fra Hans og Bønnestagen, er nogle utroligt voldelige eventyrpersoner som vil gøre alt - og vi mener alt, for at vinde deres status tilbage.
Fairytale Fights er en blanding af de klassiske eventyr og hacknslash gameplayet fra f.eks. Castle Crashers. Som enten Lille Rødhætte, Snehvide, den nøgne kejser eller Jack, begiver man sig ud på et voldsorgie af et eventyr. Man starter ud med at vælge en af de fire hovedpersoner i landsbyen Taleville (som fungerer som hub for hele spillet) - det betyder ikke noget om du vælger den ene frem for den anden, da der ikke er nogen forskel på dem - og man kan altid tage tilbage til Taleville og vælge en anden hvis man vil. Jeg spillede det meste af tiden som Lille Rødhætte, for der er da noget komisk i, at Lille Rødhætte render rundt med en enorm blodindsmurt krumsabel og mejer hundredevis af fjender ned.
Spillet indeholder fem historier, som hver indeholder en række kapitler. De fem historier har hvert deres tema, f.eks. forgår de to første historier i en eventyrskov og i et slot lavet af slik. Problemet er dog, at langt de fleste af de i alt 22 kapitler føles fuldstændig ens og efter 15 minutter med spillet, har man rent faktisk set næsten alt hvad det har at byde på. Der er dog nogle få sekvenser senere i spillet, hvor man f.eks. skal finde ud af en labyrint ved at flytte rundt på dele af labyrinten eller skal klatre op af en gigantisk bønnestage, som byder på lidt andet gameplay - men 95 % af tiden går med at slagte kagemænd, skovhuggere, riddere og andre eventyrlige fjender, så blod og afrevne lemmer flyver om ørerne på en og det hele afsluttes med nogle alt for lange og trivielle bossbattles. Banedesignet sidst i spillet er dog ret originalt og godt fundet på, men gameplayet forbliver stort set det samme som i resten af spillet, så det hele bliver meget hurtigt trivielt.
Våben er der nok af i Fairytale Fights - og nogle af dem er endda ganske opfindsomme. Faktisk er der mere end 140 forskellige våben og de varierer lige fra traditionelle sværd, sabler, motorsave, køller og rifler, til halve slikkepinde, river, sammenrullede aviser, store synåle og sværdfisk. Desværre føles langt de fleste våben ens, så det er faktisk ligemeget om man tæver løs på fjenderne med en halv slikkepind eller med en krumsabel - man kan ikke se, høre eller mærke forskel.
Kampsystemet er smule anderledes end hvad vi kender fra lignende spil - alle angreb udføres nemlig med den højre styrepind. Alt efter hvilken retning man bevæger den, udfører man forskellige angreb - det kræver en del tilvænning, men når man først har fået det lært, fungerer det som sådan meget godt. Jeg fandt dog ud af, at hvis man blot bevægede styrepinden i cirkler, så gik det faktisk meget godt, så man behøver ikke gøre sig specielt umage for at lære de mange moves. Man kan samle forskellige potions op, som man enten kan kaste efter fjenderne eller drikke, alt efter hvilken effekt man ønsker. Man har naturligvis også et super-angreb, som kan udføres når en bestemt måler er fyldt op (den fyldes op efterhånden som man slagter fjenderne) - et ganske nyttigt angreb, da man ikke selv kan tage skade mens det udføres.
Ind imellem den evige nedslagtning, bliver man præsenteret for nogle simple platformsekvenser, hvor man i god gammel platformspil-stil, skal hoppe rundt på bevægelig platforme, undgå diverse fælder og andre ting. Men endnu engang er der problemer; styringen er nemlig så løs og upræcis, at disse sekvenser uden tvivl er de sværeste i hele spillet, da man gang på gang hopper forkert. Det er svært at time sine hop og det kan ofte være svært at se hvor man skal hoppe hen - så der er store chancer for, at disse sekvenser vil koste en livet op til flere gange.
Gamemodes er der ikke mange af i Fairytale Fights. Man kan spille igennem historiedelen enten alene eller sammen med tre venner over Xbox Live, eller man kan deltage i Arena kampe sammen med tre venner lokalt. Arena kampene er bare direkte kedelige, mens det er ganske sjovt at spille historiedelen sammen med et par venner - desværre oplevede jeg, at spillet hakkede en del når jeg spillede over nettet og så er det temmelig svært at finde nogen at spille med.
Den klart stærkeste del af spillet er grafikken. Den grafiske stil er helt unik og meget tegneserieagtig. Farverne er klare og flotte og det hele har et meget eventyrligt udseende. Det hele ses fra et fast kamera, som spilleren ikke har nogen kontrol over og det fungerer for det meste fint. Der er dog perioder, hvor kameraet zoomer så langt ud, at det kan være svært at se hvad man laver - og det er et problem, når det hverken er muligt at zoome eller rotere kameraet. Lydsiden fungerer som den skal, med fine lydeffekter og et noget anderledes soundtrack, der bl.a. byder på jazz - måske ikke det mest passende til en voldsorgie som dette.
Fairytale Fights kunne have været et rigtigt sjovt spil - det er en sjov idé, at blande de klassiske eventyr med ultra-tegneserievold, platformspil og massevis af forskellige våben. Den unikke og eventyrlige grafik giver spillet en rigtig god stemning og banedesignet er ganske opfindsomt, men desværre overskygges den af en række problemer, som desværre delvist ødelægger spillet. De største syndere er den løse styring, som er med til at gøre dele af spillet unødigt svære og frustrerende og det utroligt simple gameplay, bliver gentaget igen og igen og igen hele vejen igennem spillet, stort set uden at udvikle sig.
Derudover kan kameraet drille lidt til tider og da det ikke kan justeres, er man tvunget til at foretage hop ud i den blå luft og så håbe på, at man lander sikkert igen og på bestemte steder zoomer kameraet alt for langt væk fra ens figur, så det kan være svært at se hvad der foregår. Det er desuden heller ikke muligt, at konfigurere ens kontroller, så man er tvunget til at spille med den opsætning som udviklerne har valgt. Det er ikke godt nok her på tærsklen til 2010.
Fairytale Fights tager heldigvis ikke sig selv seriøst - og det er da i det mindste befriende. Playlogic kalder selv deres kampsystem for Dynamic Slicing Technology eller Salami Violence og der er en achievement som låses op, hvis man glider rundt i de blodpøler man skaber ved at skære fjenderne i skiver uafbrudt i mere end 3 minutter.
Det er svært at anbefale Fairytale Fights. Det er ganske enkelt for ensformigt og har for mange problemer til, at andre end de mest hardcore hacknslash fans vil kunne få noget ud af det. Hvis det var et Xbox Live Arcade spil (hvilket det sagtens kunne have været), ville det have set en smule anderledes ud - det bliver spillet dog ikke bedre af, men så ville prisen have matchet produktet en smule bedre end den gør nu - man skal nemlig være mere end almindelig glad for denne type spil, før det kan forsvares, at give over 400 kr. for et spil af denne kvalitet.
Facebook
Twitter
