Facebreaker

Anmeldt af: Morten Skou - 29. september 2008 - kl. 15:36
Del denne artikel:
6 0

Har du altid drømt om at gennembanke Peter Moore, Michael Jackson, Borat eller Dr. Phil, så har du nu chancen i det seneste kampspil fra Electronic Arts.

Har du altid drømt om at gennembanke Peter Moore, Michael Jackson, Borat eller Dr. Phil, så har du nu chancen i det seneste kampspil fra Electronic Arts.

Med tankerne placeret på det seneste kampspil fra Electronic Arts, Fight Night Round 3, er mine forventninger til denne lidt gakkede udgave af et bokse/kampspil ganske høje. Det virker da også umiddelbart som en enormt god ide, at jeg nu endelig, uden at få juridiske problemer, kan banke løs på Peter Moore i timevis.

Spillet byder på de mere eller mindre klassiske spillemodes, nemlig en mulighed for bare at kæmpe en enkelt kamp og så muligheden for at kæmpe flere kampe i det, man typisk ville kalde for history mode – dog er der ingen historie i Facebreaker blot en række kampe imod forskellige modstandere, hvor sværhedsgraden stiger i takt med, at man banker dem i gulvet. Selve kampene går ud på, at man ved at tæske løs på modstanderen skal få denne banket i gulvet tre gange inden tiden løber ud – når tiden at løbet ud, ryger man over i en ”sudden death” runde, hvor den første i gulvet taber. Når man kæmper, vil man have en indikator i det nederste hjørne af sin skærm, denne indikerer, hvor mange slag, man har fået ind, og når den er oppe på rød, kan man ved at fyre et specielt slag af ende kampen her og nu ved at smadre modstanderens ansigt – deraf også navnet Facebreaker! Hver karakter har sin egen måde at trykke modstanderens ansigt ud i kanvassen på.






Der er naturligvis også en mulighed for at spille imod andre over Xbox Live. Med muligheden for at lave ligaer med plads til op til 32 spillere er der lagt op til en masse online sjov – desværre lader det ikke til, at denne del er specielt populær, for under testen var det ikke muligt at finde en eneste liga, som man kunne deltage i. Til gengæld fungerer onlinedelen generelt godt. Når man kæmper online, kan man vælge, om man vil kæmpe med en af de normale karakterer fra spillet, om man vil bruge en af sine egne eller en af dem, man har hentet. Den sidste spillemulighed er den såkaldte ”Couch Royale”, et navn som egentlig bare dækker over lokal multiplayer for op til 8 personer. Man spiller en mod en, og det gælder så om at opsamle flest sejre.

Et af de vigtige elementer i kampspil er naturligvis styringen og muligheden for at lave kombinationer. Facebreaker har en rimelig simpel styring, hvor hver knap på controlleren resulterer i et enkelt slag eller parade. Netop paraderne er super vigtige i Facebreaker, man kan parere enten høje eller lave slag og skal selvfølgelig forsøge at blokerer der, hvor modstanderen slår. Gør man det, vil man få en mulighed for at få vendt modstanderens angreb til sin egen fordel. Desværre føles det som om, at det meste af tiden går med at fyre forskellige parader af for at undgå bygerne af slag fra modstanderne, det ville have været rart, hvis der var nemmere måder at bryde angrebene på end den måde, som det er lavet på i Facebreaker. På stående fod kan jeg ikke komme i tanke om at have prøvet et kampspil, hvor paraderne har en lige så stor indflydelse som i det her spil – de har naturligvis altid haft sin berettigelse i kampspil, men det er som om, at det har taget overhånd i Facebreaker.






Som tidligere nævnt er der rig mulighed for at banke løs på kendisser i Facebreaker, dog er der som udgangspunkt ingen med i spillet, men derimod kan man hente utallige brugerskabte karakterer ganske gratis ind i spillet. Der er nærmest ingen grænser for, hvilke kendte personer brugerne har formået at lave ret gode kopier af; alt lige fra Michael Jackson til Chuck Norris. Det er naturligvis også muligt at lave sine egne karakterer og uploade dem online, så andre kan hente dem ned. Dette fungerer via den indbyggede generator, hvor man blandt andet ved at tilslutte et Xbox Live Vision kamera eller uploade sit foto på Electronic Arts hjemmeside, kan scanne sit eget ansigt ind og sætte det på en karakter i spillet. Desværre er Xbox Live Vision kameraet eller softwaren, som laver ansigtsoverførslen ikke særlig god – det lykkedes ikke for undertegnede, trods gentagne forsøg, at få mit eget ansigt ind på en figur, så det bare lignende nogenlunde.

Til sidst må det konkluderes, at Facebreaker på ingen måde lever op til de forventninger, som man måtte have til et spil i denne genre. Spillet er hverken et godt boksespil eller en god fighter, og falder igennem på disse områder, for i stedet at blive en button-masher uden hoved og hale. Dette bliver selvsagt trivielt efter meget kort tid, så hvis EA skulle overveje at sende en facebreaker 2 på markedet, så kræver det altså, at der gameplaymæssigt foretages nogle enorme forandringer, således at der rent faktisk kommer noget struktur over kampene, frem for at det bliver en konkurrence i, hvem der kan trykke på flest knapper hurtigst.
Gameplay:4.0
Grafik:8.5
Online:-
Holdbarhed:4.0
Overall 5.0
Log ind og stem
0
Der er endnu ingen der har stemt på denne hvis du kunne lide denne anmeldelse..
Køb spillet - og støt Xboxlife
Del denne artikel:
Kommentarer
Du skal være logget ind for at kunne læse og skrive kommentarer.