Historien i Fable: The Journey finder sted mange år efter begivenhederne i Fable 3. Vi følger den unge Gabriel, som er på rejse gennem Albion som sidste led i en lang handelskaravane. Efter en langsommelig intro, finder vi ud af, at et mystisk naturfænomen truer Albion og efter at være kommet væk fra karavanen er det nu op til Gabriel og hans trofaste hest, Seren at redde dagen.
Som kusk på hestevognen er det din opgave at styre Seren, ved at give et ryk i tømmerne for at få ham til at skridte eller ride i galop og rykke ham til siden når der skal drejes. Det fungerer som sådan udmærket og Lionhead skal have stor ros for at behandle tilgangen til et Kinect spil, på samme måde som et klassisk spil; man sidder ned og spiller.
Fable: The Journey udspilles som et "on-rails" spil - det vil sige du bevæger dig automatisk fremad og har så mulighed for at bestemme farten og korrigere retning en lille smule fra side til side. Det begrænser ens frihed en smule, noget Lionhead har imødekommet ved at lægge små stop ind på din vej, hvor du har mulighed for at stå af vognen og udforske områder, der gemmer på hemmeligheder eller skatte.
Der er dog ikke den samme valgfrihed som vi er vant til fra Fables univers, hvilket kan virke lidt anstrengende i længden. Efter Gabriel har samlet seeren Theresa op, introduceres vi for nogle nye evner det viser sig at Gabriel er udvalgt som den helt, der skal frelse Albion. En beslutning man som spiller har lidt svært ved at tilslutte sig, da Gabriel indtil dette punkt mest af alt har opført sig som en irriterende kujon. Men ok, alle skal jo starte et sted. Gabriel iføres et sæt magiske handsker, der giver ham de evner han har brug for hvis han skal redde Albion.
Han kan skyde energiudladninger af sted mod fjender, flytte objekter og parere angreb og her er det at Fable: The Journey så småt begynder at ligne andre Kinect spil. For mens turen på hestevogn har formet sig rimelig gnidningsløs, er kampsystemet desværre plaget af de klassiske Kinect genvordigheder. Dine energiangreb rammer de forkerte steder, blokeringer for angreb kommer for sent eller slet ikke og Kinect sensoren beder dig konstant om at skifte plads i sofaen, hvis du bliver for ivrig i din gestikuleren.
Desværre er det indtrykket, der fylder mest i min oplevelse af Fable: The Journey - Kinect sensoren og dens mangel på præcision. Der bydes ganske vist på en fin historie, der passer til resten af Albions verden, men efter en lovende begyndelse falder spillet hurtigt tilbage til de kendte Kinect finurligheder og ret hurtigt sidder man og tænker på, hvor godt et spil det havde været med en kontroller i hånden. Det er dejligt at se hvordan et kendt univers som Fable udforsker de muligheder Kinect byder på, men samtidig enormt frustrerende når teknikken ikke står mål med ambitionerne.
Introduktionen og resten af spillet vidner om at Lionhead behandler Fable: The Journey på samme niveau som deres store Fable titler; storladne scenerier, lækre animationer og et stemmeskuespil, der måske ikke sprænger rammerne for hvad vi har set hidtil, men i hvert fald er godkendt. Der bydes på masser af eventyr, men i sidste ende er det svært at se Fable: The Journey som andet end et mellemspil inden Fable 4. Og så må jeg indrømme at jeg ikke føler specielt meget for hele hestevognsdelen af spillet, som må siges at fylde temmelig meget. Turen gennem Albions landskab går for langsomt og jeg er irriteret over den manglende evne til at se mig omkring, som jeg ville have haft hvis jeg havde spillet et klassisk kontrollerbaseret spil.
Endelig vil jeg gerne anfægte samspillet eller mangel på samme, som Fable: The Journey har med Fable: Heroes, der udkom tidligere på året. Ved udgivelsen af dette blev der slået på tromme for at de to udgivelser skulle spille sammen, noget man kan se effekten af nu hvor begge spil er landet. Det kan godt være det er en lille ting, men det er skuffende at se hvor lidt fantasi der er lagt i samspillet mellem de to spil.
Fra begyndelsen i Fable: Heroes var man klar over at ens guld kunne spares sammen og bruges i Fable: The Journey. Det er for så vidt også rigtigt, men begrænses af at du kun kan overføre en meget begrænset mængde samtidig med at du oven i er nødt til at starte Fable: Heroes op hver gang du vil lave denne operation. Det eneste der er at hente udover dette er nogle små dukker du kan bruge til at dekorere din vogn med og sammenkoblingen af de to spil ender med at føles som et ligegyldigt marketingstunt.
Fable serien har en stor fanskare og selvom dette års to udgivelser ikke kan kaldes ubetingede succeser, vidner de trods alt om at Lionhead er i stand til at behandle Fable med den rette ånd uden Peter Molyneux - men jeg er nok ikke den eneste, der synes at den næste udgivelse skal have lidt mere kød på, hvis ikke de skal miste den goodwill de har opbygget indtil nu.
Hvis du er stor fan af Fable universet kan du finde masser af underholdning i Fable: The Journey, der er en fin lille tilføjelse til universet uden dog at føles uundværlig og kan du leve med de beskrevne Kinect problemer, bydes der på en masse eventyr i det kendte univers. For den uindviede, der endnu ikke har stiftet bekendtskab med Fable og Albion, vil jeg dog anbefale at begynde med for eksempel Fable 3 for at få den fulde oplevelse.
Facebook
Twitter
