F1 2015

Anmeldt af: Palle Havshøi-Jensen - 13. juli 2015 - kl. 20:09
Del denne artikel:
2 5

Formel 1 sæsonen nærmer sig halvvejen og når nu Kevin Magnussen ikke har fået et sæde i år, så må du stå for det danske islæt i motorsportens kongeklasse. Vi har anmeldt F1 2015 her.

F1 2015 er det mest urealistiske spil jeg længe har spillet. Forklaringen er, at jeg på et tidspunkt oplevede, at begge McLaren biler gennemførte et løb, noget som ville være nærmest utænkeligt i den virkelige sport her i 2015.



Nå, spøg til side. F1 2015 er det officielle Formel 1 spil og det betyder, at vi her har muligheden for at spille med alle de rigtige teams, alle de rigtige kørere og køre rundt på alle de rigtige baner fra den igangværende 2015 Formel 1 sæson. Som en bonus, er hele 2014 sæsonen rent faktisk også inkluderet, igen med alle de rigtige teams, kørere, biler og baner - så ja, du kan faktisk spille som Kevin Magnussen.

Men der er en elefant i rummet. Der har været meget snak om, at F1 2015 ikke ville indeholde en karrieredel og jeg kan bekræfte, at det er sandt. Det er selvfølgelig ikke godt nok og det trækker en del ned, men det er rent faktisk næsten også det eneste rigtigt negative jeg kan finde på at sige om F1 2015.

F1 2015 indeholder fem spilmuligheder; Championship Season, Pro Season, Quick Race, Time Trial og Online Multiplayer. Det er formentlig i Championship Season og i Pro Season, at man vil bruge det meste af tiden i selskab med F1 2015. I Championship Season vælger man hvilket hold man vil køre for, hvilken af holdets stjerne-chauffører man vil være og så deltager man i en fuld sæson, med træning, kvalifikation og race. Man kan vælge om man vil spille en kort weekend (15 minutters træning, one-shot kvalifikation og 25% løbsdistance), normal weekend (30 minutters træning, kort kvalifikation og 50% løbsdistance) eller en fuld weekend (60 minutters træning, fuld kvalifikation og 100% løbsdistance).



Pro Season er for de mere hardcore spillere. Her spiller man en fuld sæson, helt uden hjælpemidler, i cockpit mode, uden at man kan se omgangstider eller hvilken runde man er ude på, så man er helt afhængig af de informationer ens race engineer kommer med. Modstanderne er på højeste sværhedsgrad og naturligvis spiller man 100% løbsdistance. Dette er virkelig den ultimative Formel 1 oplevelse og jeg kan fortælle, at det er pænt svært. Den mindste fejl og man er ude, præcis som i den virkelige verden.

Online multiplayer er for op til 16 spillere og her kan man deltage i en række løbsserier mod andre spillere, på en lang række af spillets baner. Man kan også skræddersy ens egen løbsserie, hvor man kan vælge hvilke baner man vil køre på og hvor mange runder man skal køre. Multiplayerdelen fungerede fint i de løb jeg deltog i, men Formel 1 er ikke en sport, som fungerer rigtigt godt som multiplayer - med mindre at alle spillere er indstillet på at spille som sporten var tiltænkt. Konsekvensen ved at ramme hinanden i Formel 1 er meget stor, så hvis man spiller sammen med et par tosser, som har sat sig i hovedet at ødelægge det for andre, er det meget nemt for dem. Men hvis du laver din egen lukkede raceserie og inviterer nogle gode venner med ind, kan det være ganske underholdende. Der er ingen co-op i F1 2015, som vi har set det i nogle af de forgående udgaver.



I racerspil er det vigtigste, det som sker på banen - og her er F1 2015 faktisk rigtigt godt. Man kan skræddersy sværhedsgraden helt som man ønsker det, så stort set alle med interesse i sporten, vil kunne få noget ud af det - jeg vil gå så langt til at sige, at vores egen Morten Skou faktisk vil kunne spille det og med stor sandsynlighed også banke mig i det, som han plejer at gøre i bilspil. Styringen er dejlig præcis og bilfysikken er glimrende; man kan tydeligt mærke, om man kører på nye eller på slidte dæk, om man har meget eller lidt brændstof med i bilen eller om ens vinger har taget skade af lidt berøring med en anden bil. Man skal køre med omtanke og strategisk, for hvis man er for ivrig og dummer sig, kan det koste dyrt. Man skal også stadig være forsigtig med speederen på vej ud af et sving, men man kan virkelig mærke bilens greb i vejen i ens joypad og det er en fornøjelse at køre på grænsen på denne måde. Det hele suser af sted med 60 billeder i sekundet, som giver et silkeblødt billede og en fantastisk fartfornemmelse.

Nu sagde jeg i begyndelsen, at den manglende karrieredel nok var nogenlunde det eneste dårlige jeg kunne sige om F1 2015 - der er dog lidt andet også. En ting er den kunstige intelligens hos ens konkurrenter - det virker ikke altid som om, at de bemærker at man er på banen og andre gange laver de fantastiske undvigemanøvre, som man kun kan forvente af en Formel 1 kører. På samme tid kører ens holdkammerat lige så aggressivt som alle de andre hold og kan finde på at køre en af banen - det var nok ikke gået i virkelighedens sport. Der ud over er der ikke Safety Car i alle gamemodes og de typer af kvalifikation som man får i kort- og normal løbsweekend, har ikke det samme format som i Formel 1 sporten. Det er selvfølgelig ærgerligt, at det officielle Formel 1 spil ikke holder sig 100% til reglerne - igen, hvis man vil have den fulde F1 oplevelse med alt hvad sporten indeholder, så foregår det i Pro Season, hvor alt er som det skal være.



Grafisk er F1 2015 ikke nogen revolution, men nærmere den naturlige udvikling af at serien er kommet over på Xbox One. Omgivelserne ser ganske fine ud, mens bilerne ser fremragende ud og er meget detaljeret. Der er masser af detaljer i pitten og på de folk som render rundt om ens bil, når de sætter dækvarmere på ens hjul og andet. Uheld ser dramatiske ud, med biler som snurrer rundt på banen og kulfiberdele, der flyver over alt, men skadesmodellen på bilerne kunne godt være en smule bedre, men jeg kunne forestille mig, at det måske er de forskellige F1 teams, som ikke tillader, at man kan smadre deres biler til ukendelighed - den slags har vi jo set tidligere med forskellige bilfabrikanter i andre bilspil. Som sagt kører det hele med 60 billeder i sekundet - også i regnvejr. Der er dog tilfælde af screen tearing (hvor det ser ud som om, at billedet bliver revet over og de to dele bliver forskudt fra hinanden), men det var nu ikke noget som generede mig - men det er der. Alt i alt, så får man generelt en rigtig god og flydende raceroplevelse.

Lydsiden er fin, med realistiske motorlyde og jubel fra publikum når man kører ned af langsiden. Man kunne dog godt have ønsket sig, at ens race engineer, som faktisk kommer med ret nyttig information i løbet af et race, var noget tydeligere, for han kan ofte være lidt svær at høre - med mindre at man spiller med et headset, så kan man nemmere høre ham. Som en fin lille detalje, kan man faktisk tale med ens race engineer hvis man har Kinect sensoren sat til ens Xbox One. Ved at trykke på den venstre bumper, får man en lille liste frem over hvad man kan sige, hvis man for eksempel vil vide hvordan det går med ens holdkammerat i kvalifikationen, hvordan man skal kompensere for en understyring eller andet. Man kan også give besked til pitten om, at man vil have justeret frontvingen, hvilke type dæk man vil have på ved næste pitstop og indstille hvilket brændstofprogram bilen skal køre på. Dette er med til, at gøre gameplayet ganske strategisk.



F1 2015 er et glimrende Formel 1 spil og det er bedst på de vigtigste punkter, nemlig ude på banen. Her forkæles man med en præcis styring, en god bilfysik, en fantastisk fartfornemmelse og generelt en god gengivelse af Formel 1 sporten. Problemerne med den kunstige intelligens og ting som manglende Safety Car og underlige kvalifikationsformer, slår dog skår i glæden og det vil den manglende karrieredel også gøre for mange - men jeg vil sige, at jeg savnede den faktisk ikke. Der kan ikke være nogen tvivl om, at det er en mangel, at den ikke er der, men når den så nu ikke er der, så får man en god portion Formel 1 race i de spilmuligheder, som der nu er i spillet.

Det virker som om, at Codemasters har fokuseret på det vigtigste, nemlig racerløbet - i stedet for mange gamemodes og features og rent køremæssigt er F1 2015 et af de bedste Formel 1 i lang tid. Derfor er det ekstra ærgerligt, at karrieredelen glimrer ved sit fravær, som desværre nok vil være en deal breaker for mange - selv om jeg ikke kan anbefale at man dropper spillet på den baggrund, da Championship Season giver fint F1 racerløb til stort set alle, mens Pro Season er for de virkeligt hardcore spillere og F1 fans.

Jeg ser allerede nu frem til F1 2016, da Codemasters har fat i noget af det helt rigtige med F1 2015, så lad os håbe, at vi får den fulde pakke til næste år.
Fakta
F1 2015

F1 2015

PlatformXbox One
UdviklerCodemasters
UdgiverCodemasters
Spillere1-16
Udgivelsesdato10-07-2015
Officiel websiteKlik her
PEGI: PEGI 3
Følg Xboxlife her
Xbox Support
+ Fremragende styring, god fartfornemmelse, sværhedsgrader til de fleste
Ujævn kunstig intelligens, ingen karrieredel, den fulde F1 oplevelse kun i Pro Season
Gameplay:8.0
Grafik:7.5
Online:7.5
Holdbarhed:7.0
Overall 7.5
Log ind og stem
5
Der er 5 brugere som med til at gøre Xboxlife et bedre sted, ved at vurdere vores indhold.
Køb spillet - og støt Xboxlife
Del denne artikel:
Kommentarer
Du skal være logget ind for at kunne læse og skrive kommentarer.