For at have en fuldtud og indgående forståelse for hvad det er der foregår i El Shaddai: Ascension of the Metatron, er det vigtigt at man har styr på den ret religiøse historiemæssige baggrund. Hertil kan jeg så sige, at det vil jeg overlade til den enkelte at fremgrave. Jeg vil i stedet foreholde mig til El Shaddai: Ascension of the Metatron som spil og undlade at dykke ned i de sikkert hundredevis af ældgamle skriftruller, der vil kunne retfærdiggøre den obskure og sindssyge handling du bliver kastet ud i, lige fra starten af din færd igennem El Shaddai: Ascension of the Metatron.
Jeg kan ligeså godt med det samme slå fast med syv-tommer søm, at jeg elsker at se noget nyskabende og innovativt i en efter min mening alt for monotom spilbranche. Det er som om, at det er blevet forbudt at skabe noget nyt, og man kan tage ethvert spil i dag og slippe af sted med at fremsætte argumenter om det er en udspringer fra henholdsvis det og dét spil. En passende bekræftigelse til dette kunne være at finde hvilket som helst spil frem fra 90erne, og linke det sammen med et nutidigt spil fra samme genre, og skrive ned hvor mange ligheder der er de to spil imellem. Mit gæt ville være, at der var overvældende mange lighedspunkter. Dette finder du ikke i El Shaddai: Ascension of the Metatron, så på den front er El Shaddai: Ascension of the Metatron, virkelig godt, modigt og innovativt skruet sammen.
Din opgave i El Shaddai: Ascension of the Metatron er, at du som præsten Enoch har til opgave at finde syv faldne engle og dermed redde verden fra dens undergang. Undervejs i spillet bliver du stille og roligt introduceret til nye moves, som stort set spænder over 2-3 knapper. Det er altså ikke rocket-science du skal beskæftige dig med her, men nok mest af alt hjernedøde rytmiske tæsk af din controllers stakkels slå-funktion.
En anden funktion du skal benytte dig meget af er den såkaldte cleanse-knap. Hvorpå du renser dit våben for al ondskab og derved forøger din skade på den onde fjende. Den samme knap bruger du også til at nappe dine faldne fjenders våben med. En funktion der faktisk fungerer virkelig fint, men med et arsenal af 3 våben, må i have mig meget undskyldt for at jeg ikke sidder og klapper i mine små hænder. Jeg tænker det kunne godt have været gjort mere omfattende. Meget mere omfattende.
Det irriterer mig vanvittigt at spillet er så svært. Det er helt øjne-vendende irriterende. Det fuldstændigt fast-fryste kamera er nemlig fuldstændigt uden sund fornuft når du skal hoppe fra platform til platform, med nærmest militærisk præcision for ikke at falde i døden. Det samme problem opstår når du skal overmande dine fjender, med din vilde 2-knaps-hop-og-slå teknik, at man ikke kan få lov bare lige at dreje kameraet lidt.
El Shaddai: Ascension of the Metatron, er et underligt bekendtskab, for du vil på tidspunkter tænke, at det er affæren du ville ønske du aldrig havde haft, mens du på andre tidspunkter stopper op, for at suge alle de spændende farvelader af et syretrip til dig og være glad for at du har fået denne oplevelse. Et andet plus at høste i dit bekendtskab, er den nærmest eufori-lignende tilstand der breder sig i din krop, når du så endeligt og langt om længe har regnet fighten ud. Derefter går tingene så bare desværre lidt for meget som hånd i handske, og din største udfordring er at kunne hoppe præcist fra A til B.
Jeg kommer desværre ikke udenom at El Shaddai: Ascension of the Metatron, hvis du ikke allerede havde gættet det, simpelthen ikke er min kop the. Det er såmænd ikke fordi jeg mere er til kaffe, men hele det her fuldstændig vanvittige koncept, virker som sindssyg galskab bidt af en dværg med legionella, der så har fået barn med din tante Olgas hobit-marsvin, som i forvejen var en krydsning af din liderlige piratfisk som i nattens ly, tiltvang sig omgang med dit stakkels hamster, så er du ved at have en idé om det mareridt El Shaddai: Ascension of the Metatron, udsætter dig for.
Det her spil skal ses, for at kunne forståes. Da det er så visuelt ekstremt.
Jeg forstår simpelthen ikke at et så lækkert produkt ikke spiller på flere facetter, end blot at være mange andre spil, klart visuelt overlegen. Der har virkeligt været noget potentiale at hente her. Desværre snubler El Shaddai: Ascension of the Metatron på det samme ensformige gameplay, høje og faktisk ofte helt urealistiske sværhedsgrad, samt mangel på sådan helt at komme ud over stepperne. Det slår bare ikke igennem.
El Shaddai: Ascension of the Metatron bliver ikke mainstream. Det har måske heller ikke været målet fra start. Det er alt alt for rodet, måske vi kan bruge et gammelt ordsprog med at for mange kokke fordærver maden. Præcist hvor mange kokke der har været inde over det her spil, skal jeg lade være usagt, men ingen nævnt, ingen glemt.
Hvis du er til syretrip, med en historie som du langt hen af vejen selv skal læse dig til for at få brikkerne til at gå op, mens du kæmper en kamp med et spil der kan opleves som sindssygt svært, så synes jeg du skal hoppe ned i din nærmeste spilbiks, for at få din egen skive med hjem.
Jeg er desværre en af dem der bliver skræmt væk af alt det ovenstående. Det synes jeg i sandhed er ærgerligt. El Shaddai: Ascension of the Metatron vil så meget, men det kommer desværre ingen vegne. Skulle det så vise sig at El Shaddai: Ascension of the Metatron, bliver det mest solgte spil i 4000 år, tænker jeg at der må være noget underholdningsværdi i at jeg som anmelder går stik imod hvad alle andre skriver. Jeg vil så til gengæld gerne love at give øl i lufthavnen.
Facebook
Twitter
