Dynasty Warriors Gundam

Anmeldt af: Dennis Haagensen - 21. januar 2008 - kl. 16:42
Del denne artikel:
4 0

Den ærefulde japanske slagmark er skiftet ud med det ydre rum, katanaen med et energisværd og samuraien med en lille knægt i en robot. Dynasty Warriors Gundam er ankommet.

Den ærefulde japanske slagmark er skiftet ud med det ydre rum, katanaen med et energisværd og samuraien med en lille knægt i en robot. Dynasty Warriors Gundam er ankommet.

Koei Corporation har længe domineret Hack'n'Slash-genren med deres Dynasty Warriorsspil, der inden længe når til nummer 6 i rækken. Men først skal vi en tur i fusionskøkkenet og kokkerere en lille ret bestående af lige dele Dynasty Warriors og lige dele animefilm ved navn Mobile Suit Gundam. Et bizart sammensurium af enorme Transformerslignende robotter, japansk kampteknik og indforståede handlinger.






Lad os starte med at slå én ting fast: Hvis du har spillet et af Dynasty Warriorsspillene, så har du også spillet Gundam. Spillet er et klassisk Hack'n'Slash, som kun Koei kan lave dem. Endeløse horder af modstandere sværmer omkring dig i neglebidende forhåbning om at være den næste, der falder for dit sværd. Spillet er primært opdelt i to forskellige spillemodes, nemlig Official Mode og Original Mode. Official Mode følger tidslinien fra animationsfilmene og indeholder mechs fra Mobile Suit Gundam, Mobile Suit Zeta Gundam og Mobile Suit Gundam ZZ-serierne. Original Mode følger derimod en fuldstændig original historie om en mystisk planet på kollisionskurs med Jorden. Heri møder vi mechs fra Mobile Fighter G Gundam, Mobile Suit Gundam Wing og Turn A Gundam.

I det store hele er spillet rimeligt lige ud af landevejen. De fleste missioner starter på en slagmark opdelt i sektioner, der enten er under venlig eller fjendtlig kontrol. Det er så din opgave, udstyret med dit energisværd, at kæmpe dig igennem hundredevis af fjender for at få kontrol med de fjendtlige sektioner. Undervejs vil du blive sendt ud for at nedkæmpe specifikke fjender eller beskytte strategisk vigtige positioner. Men først og fremmest skal du nedlægge et bjerg af fjender, store som små.






Til din hjælp har du selvfølgelig din enorme robot, der kan udstyres både med sværd og skydevåben samt hvad du nu kan slå løs fra dine fjender. Derudover optjenes skills, som burde hjælpe i kampens hede. Det virker dog ikke som om, at det gør den store forskel, når først slaget er i gang.

Den kunstige intelligens, og jeg bruger ordet intelligens meget løst, lader meget tilbage at ønske. Modstanderne flokkes i din retning med blod på tanden for derefter blot at stille sig op omkring dig og vente på at blive flået midt over. Det sker en sjælden gang, at en enkelt fjende eller to beslutter sig for at skyde på dig eller snitte lidt med sit sværd, men det er kun, når de er helt sikre på, at du ikke kigger. Dine allieredes intelligens er ligeledes på niveau med en vis opvasker der syntes, at det er uhyggeligt, når den lille pige græder. De virker ikke specielt interesserede i at hjælpe dig i kampen, men står blot benovede og ser dig uddele tæv på samlebånd. De kommanderende mechs på slagmarken kan dog godt finde ud af at slå fra sig, men har til gengæld lige så meget strategisk sans som en blind ludospiller. De lader dig gerne løbe alene ind i en ny sektion, mens de kæmper med at finde en fjende i det område, du lige har ryddet.







Fra et grafisk udgangspunkt er Dynasty Warriors Gundam middelmådigt. Animationerne er gennemførte og flydende og lyseffekterne fabelagtige, specielt når du svinger dit energisværd igennem en sværm af fjender, der falder fra hinanden i små stykker. Men banedesignet er et kapitel for sig. Kolde, øde landskaber giver en fornemmelse af en planet, der egentligt ikke er værd at kæmpe for, og detaljerne er nærmest ikke eksisterende. For en afvekslings skyld foregår nogle af banerne i det ydre rum, men også her halter oplevelsen. I stedet for en tredimensionel slagmark bliver man mødt af et usynligt gulv, som man kan rende rundt på, igen med samme sektionsopdeling. Selv når man bliver slået omkuld, falder man ikke længere end en meters penge ned under gulvet og rejser sig derefter op igen.

Lydsiden af spillet er japansk så det batter. Stemmeskuespillet er godt men ikke på Oscar-niveau, og de indbyrdes samtaler mellem spillets karakterer bærer præg af en fortid, som man kun kan kende, hvis man har set animationsfilmene. Lydeffekterne er dog gennemførte og giver en god baggrund i kampene. Men fra tid til anden skal man afbrydes af ens egen karakter, der pludselig vil udbryde, at nu er han altså sur!. Godt så! Alle missionsbriefinger er lavet med stillestående billeder og tekst lagt hen over, så man kan se, hvem der snakker og hvad de siger. Ikke at historien egentligt er værd af følge med i.






For fans af enten Dynasty Warriors- eller Gundamserien er der guf for skillingerne. Specielt i den meget manga-inspirerede udformning af menuer og interaktion er der meget at komme efter. Men for alle dem, der ikke er blevet bidt af disse japanske udgivelser, står Dynasty Warriors tilbage som en lejetitel eller et spil, der hives op af tilbudskassen hos din lokale spilpusher. Perfekt til de aftener, hvor man blot ønsker hjerneløs underholdning og endeløs trykken på knapper.
Fakta
Dynasty Warriors Gundam

Dynasty Warriors Gundam

PlatformXbox 360
UdviklerKoei Corporation
UdgiverBandai Namco
Spillere1-2
Udgivelsesdato09-11-2008
Officiel websiteKlik her
PEGI: PEGI 12 Stærkt sprog Vold
Følg Xboxlife her
Xbox Support
Gameplay:7.5
Grafik:6.6
Online:-
Holdbarhed:7.7
Overall 7.1
Log ind og stem
0
Der er endnu ingen der har stemt på denne hvis du kunne lide denne anmeldelse..
Køb spillet - og støt Xboxlife
Del denne artikel:
Kommentarer
Du skal være logget ind for at kunne læse og skrive kommentarer.