Vi indtager rollen som Kyle Crane, der indsættes i Harran som agent for GRE, med opgaven at tilvejebringe en meget følsom og skadelig fil fra en afhoppet agent ved navn Kadir Suleiman. Allerede ved indsættelsen i byen går tingene helt galt, og vi finder os omringet og på hælene overfor en gruppe zombier. Heldigvis kommer en gruppe overlevende os til undsætning og tager os med til deres tilholdssted, et gammelt nedlagt lejlighedskompleks, kaldet The Tower. Ingen hjælp uden forventninger, og det bliver da også ret hurtigt tydeligt, at beboerne i The Tower, forventer at tjenesten bliver gengældt. Udover at skulle overleve imod zombierne, så skal der også kæmpes imod rivaliserende grupper af overlevende, som alle har hver deres dagsorden.
Herfra begynder Dying Light stille og roligt at bygge sig op og tage fart. Opskriften i hovedtræk er ganske forventelig og ikke anderledes end alle andre spil af samme type. En række historiebaserede missioner styrer selve fremskridtene i spillet, og ved siden af disse, bliver en lang række forskellige sidemissioner, hvor man skal gøre tjenester for de spilkarakterer man møder undervejs, tilgængelige. Selve historien i spillet er egentlig ganske udmærket, men også langt hen ad vejen meget forudsigelig. Dying Light er ikke spillet, der med store indviklede overraskelser tager fusen på spilleren når man mindst venter det. Til gengæld er der en meget fin variation i spillets sidemissioner og de opgaver man bliver bedt om at løse. Det er ganske enkelt underholdende at spille gennem spillet, og man sidder sjældent med følelsen af, at alle missioner minder om hinanden, bortset fra indpakningen. Spillets karakterer er interessante, og der er masser af de obligatoriske, skæve eksistenser, som gør det underholdende at udforske og finde nye personer. Desværre sidder jeg samtidig også lidt med følelsen af, at Techland spiller sikkert og aldrig rigtig lader karaktererne komme ud over kanten. De er som nævnt interessante, men de udlever alligevel ikke til fulde det potentiale, der egentlig er til stede.
Dying Light er et sandkassespil, med stor fokus på bevægelse og nærkamp. Vi lærer hurtigt kunsten at udføre parkour, og det skal vise sig at blive nyttigt og meget toneangivende for resten af spillets forløb. For i modsætning til mange andre sandkassespil (Assassin’s Creed er noget lidt andet), så foregår al bevægelse i Dying Light over mure, på tage, og i det hele taget hellere oppe end nede. De fleste af zombierne om dagen kan ikke bevæge sig frit, og derfor finder man hurtigt ud af, at den bedste måde at undgå for store problemer med de til tider massive og ganske uoverskuelige mængder af udøde, det er at holde sig til hustage, lysmaster og andre højt beliggende konstruktioner. Det tager lidt tid at vænne sig til styringen, og derved blive rigtig dygtig til at bruge parkour til sin fordel, men når først man har fået lidt øvelse, så er der tale om et brugervenligt, intuitivt og effektivt kontrolskema, hvor stort set alt styres med højre skulderknap (RB).
Det kræver ikke lang tid med Dying Light mellem hænderne for at genkende elementer fra især Dead Island. Som nævnt er der fokus på nærkamp, og lad os med det samme slå fast for tvivlerne, at der er senere i spillet også mulighed for at bruge skydevåben. Men alle høje lyde tiltrækker særligt aggressive zombier, og ret hurtigt finder man ud af, at det foretrukne våben altid vil være det våben, der laver mindst lyd. På samme måde som i Dead Island og andre spil i samme genre, så er spillet udstyret med et meget dybt og belønnende craftingsystem. Undervejs rundt i Harran er det vigtigt at gå på opdagelse i kister, skabe, døde kroppe og andre steder, hvor man finder et utal af forskellige ting, der kan bruges til blandt andet at bygge våben. Man finder ting som savklinger, snor, kemikalier, benzin, gazebind, søm og meget, meget mere. Med disse ting kan man bygge våben med særlige evner, molotovcocktails, kastestjerner der eksploderer, medkits, fyrværkeri som kan bruges til afledning, samt mange andre gode og brugbare genstande.
Man kan også finde en række forskellige plantegninger, som gør det muligt at lægge ekstra effekter på våbnene, for eksempel ætsende effekt, strømførende effekt eller brændende effekt. På samme måde som vi har set i andre spil, for eksempel Borderlands eller Destiny, så rangerer de våben man finder på en farveskala, der gør det lettere at skelne mellem dårlige og gode våben, almindelige eller sjældne. Alle våben skal repareres når de bliver slidt, og alle våben har kun et begrænset antal reparationer. Herefter er de kun deres løsdele værd i indbytning.
Dying Light er i begyndelsen en uoverskuelig omgang, hvor man føler, at man er på hælene hver gang man møder en gruppe zombier. Det føles med de begrænsede evner man besidder, og de halvdårlige våben man har til rådighed, som om at alle zombier skal rammes uhørt mange gange før de endelig dør. Heldigvis så gør spillet også brug af rollespilselementer i form af tre forskellige grupper af evner, man kan udvikle sig indenfor, nemlig survivor, agility og power. De tre evnetræer udvikles ved henholdsvis at hjælpe indbyggerne og løse opgaver, ved at bevæge sig i byen og ved at kæmpe. Efterhånden som man bliver dygtigere, så bliver den en sand fest at udrydde de mange zombier på så farverig og spektakulær facon som overhovedet muligt.
Rundt omkring i byen kan man rydde små bebyggelser for zombier. Når disse små bebyggelser er ryddet vil de fremover fremgå som såkaldte Safe Zones på ens kort. Dette er områder, hvor man har ”helle”. Disse områder havde været ideelle til et fast travel system, som vi kender det fra mange andre spil. Men der findes ikke muligheden for hurtigrejse i Dying Light, og det er et lille minus til en ellers rigtig solid oplevelse. Udviklerne har muligvis været så glade for deres parkoursystem, at de ønsker at det skal bruges til fulde. Og selvom systemet da også fungerer glimrende og med øvelse gør det muligt at bevæge sig relativt hurtigt på tværs af kortet, så gør udeblivelsen af både køretøjer og et hurtigrejsesystem at det til tider kan føles lidt langhåret at bevæge sig rundt.
I de såkaldte Safe Zones er der ligeledes mulighed for at lægge ting fra sin rygsæk på lager, så man kun bærer rundt på det mest nødvendige, ligesom man kan sove. Søvn fremskyder tiden til enten dag eller nat. Og lige præcis dag og nat er et meget centralt element i Dying Light. Spillet har nemlig en dag/nat cyklus, og det er to helt forskellige spiloplevelser. Om dagen er der mere ro til at udforske, bygge våben, løse missioner og lignende. Om natten bliver det mørkt. Meget mørk. Det bliver faktisk så mørkt, at man næsten kan tro, at der er noget galt med ens farveindstillinger. Og her kommer der særlige typer af zombier frem, ligesom der kommer andre monstre frem. De er mere adrætte og det er mildest talt dødsensfarligt at færdes om natten. Med til at hjælpe en smule har man en UV-lygte, da det ultraviolette lys holder monstrene på afstand. Om natten optjener man dobbelt xp, så der er en gulerod ved at begive sig ud på de mørke timer. Og for at vende kortvarigt tilbage til den manglende mulighed for hurtigrejse, så kan begrundelsen lige præcis måske også findes i vigtigheden af at søge i sikkerhed inden natten kommer. Der er ikke noget mere hektisk end at haste af sted for at nå frem til nærmeste Safe Zone, imens man kan fornemme mørket sænke sig mere og mere. Denne hektiske og til tider næsten paniske følelse havde Techland ikke i samme grad opnået, hvis man bare kunne trykke på en knap for at nå i sikkerhed. Den bedste løsning havde i min bog måske været at lave et hurtigrejsesystem, som automatisk blev deaktiveret når natten nærmede sig. Således kunne man have opnået det bedste fra begge verdener.
Både om dagen og om natten er det virkelig underholdende og brugbart at benytte sig af de mange forskellige fælder, som andre overlevende igennem tiden har bygget i byen. Man har en fjernbetjening, der kan aktivere diverse strømførende fælder, UV-lygter i lysmasterne, bilbomber og meget andet godt. På den mere lavpraktiske skala er det svært at komme i tanke om noget mere tilfredsstillende end at sparke en zombie ind i en olietønde med pigge eller sætte ild til en benzinpøl og betragte sit værk.
Der findes ikke en særskilt multiplayerdel i Dying Light. I stedet er den implementeret i selve spillet. Man kan således hoppe ind og ud af hinandens spil og derved spille op til fire spillere sammen i co-op. Hvis man vil passe sig selv kan det nemt deaktiveres i spillets indstillinger. Det er virkelig underholdende og effektivt at spille sammen, men jeg kan kun anbefale, at man forsøger at gøre det med nogle venner, hvor man kan tale sammen og kommer med nogenlunde samme ønske om, hvordan spillet skal foregå. Ved flere lejligheder oplevede jeg ved spil med fremmede, at de blot rendte rundt og lavede, hvad de selv havde lyst til. Og det kan i høj grad ødelægge oplevelsen, idet alle spillets triggere, altså punkter, hvor missioner og lignende sættes i gang, er indrettet sådan, at de først aktiveres når mindst to spillere ønsker det. Samtidig med, at man samarbejder i spillet, så bliver det med jævne mellemrum også muligt at udfordre hinanden til forskellige konkurrencer undervejs. Vi så lidt af det samme, hvor konkurrenceelementer blev blandet ind i selve co-op delen i den ekstra co-op del, der fulgte med Far Cry 3, for dem der kan huske det. Det kan være svært at finde vej ind i et spil, hvor fremskridt og evner er matchet, og jeg var ved flere lejligheder nødt til at prøve adskillige gange, før jeg overhovedet fik lov at komme ind i et spil. Men når først man er inde, så kører det til gengæld upåklageligt og lagfrit.
En ekstra mulighed for multiplayer er skabt i spilfunktionen Be the Zombie, som i første omgang desværre kun er tilgængelig for brugere, der har forudbestilt spillet. Forhåbentlig bliver Be the Zombie med tid allemandseje, idet der rent faktisk er tale om en rigtig underholdende spilfunktion. Her kan en spiller vælge at invadere andre spilleres spil i form af en særlig farlig zombieart, kaldet Night Hunter. Når ens spil bliver invaderet stopper alle andre ting i spillet imens kampen står på. Her har man som Night Hunter til opgave at udrydde alle spillerne inden de ødelægger ens reder, hvor man har sit afkom under udklækning. Night Hunteren kan bevæge sig lynhurtigt ved brug af lange tentakler, der kan gribe fat i hustage og andet, ligesom den kan slå mennesker ihjel på brutal og effektiv vis med forskellige evner. Til at beskytte sig har menneskene deres UV-lys, som vil dræne Night Hunteren for energi, hvorefter den kan slås ihjel. Om det er ren tilfældighed, at Techland så tæt på en anden udgivelse, fra et andet spilfirma kommer med en spilfunktion, hvor fire mennesker skal slås imod et monster, det skal være usagt. Men sandt er det i hvert fald, at Be the Zombie er en underholdende og anderledes spilfunktion.
Grafisk svinger Dying Light lidt i kvalitet fra ok til ganske fabelagtig. Det meste af tiden er spillet smukt designet, og lyssætninger, skygger og effekter er helt i top. Figuranimationerne er fint udførte, især når det gælder spillets hovedpersoner. Hele spillet har en dejlig, grynet og apocalyptisk stemning over sig, men ikke forstået som at alt er gråt, brunt og gult. Der er stadig gjort plads til masser af farver, og man sidder bestemt som spiller og kan sagtens forestille sig, at Harran var et smukt og livligt sted at bo inden epidemien brød ud. Om natten bliver der som nævnt bare kulsort, kun oplyst af de sporadisk opsatte UV-lamper og en smule gadebelysning. Teksturer er til tider en smule længe om at blive indlæst, og jeg bemærkede flere gange, at træer og lignende fremstod tågede indtil man var relativt tæt på. Det gjorde egentlig ikke noget for oplevelsen, men for feinschmeckere vil det muligvis blive betragtet som et minus.
På lydsiden er effekterne af både zombier, våben, eksplosioner og blod og indvolde, der smadrer ud over det hele ganske udmærkede. Man sidder ofte og får dårlige nerver bare af lyden af en eller anden hidsig zombie, man kan høre lure i nærheden, uden lige at kunne se hvor præcis den befinder sig, og om den har tænkt sig at komme tættere på. Stemmeskuespillet er godkendt, men også ret klicheagtigt. Soundtrack er der ikke meget af, da det er den samme musik der går igen mere eller mindre hele tiden. Til tider stiger den lidt i tempo og giver en smule stemning når tingene er tilpas hektiske, men det er ikke soundtracket Dying Light vil blive husket for.
Alt i alt er Dying Light en virkelig solid titel og et rigtig godt bud på et zombiespil, såvel som et åbent sandkassespil. Techland har holdt fast i nogle af de gode ting ved Dead Island, men har samtidig i mine øjne bragt spillet op på et højere niveau, hvor det til fulde kan bide skeer med de allerstørste sandkassetitler på markedet. Der er ingen tvivl om, at spillet selvfølgelig primært vil appellere til spillere med hang til zombiespil – og her gør det sig til gengæld også gældende i den absolutte top – men også spillere, der bare er på udkig efter en solid spiloplevelse med 40-50 timer eller måske mere, i vente, kan få noget ud af Dying Light. De gennemførte muligheder for at bygge våben, loote efter værdifulde genstande og gå på opdagelse i en rigtig interessant sammenskruet spilby, er bestemt værd at anbefale som underholdning i den kolde vintertid.
Facebook
Twitter
