Det første syn som vil møde spilleren, når Dust: An Elysian Tails historie tager sin begyndelse, er den udsøgte grafiske stil. Fra spillets første færd til de afsluttende minutter er det en fornøjelse at bevæge sig gennem Falanas smukke og varierede landskaber, som kun bliver smukkere hen imod spillets ende. Hvad enten det er mørke, faretruende grotter, smukke hjemsøgte herregårde eller fortryllende enge fyldt med dyr taget direkte fra Disney-klassikere, så er det altid en farverig fornøjelse at se på skærmen. Men udover at være en smuk oplevelse, hvad byder spillet så ellers på?
Dean Dodrills kreation burde ikke være fremmed for de fleste Xbox ejere, som har hang til arcade spil. Dust: An Elysian Tail er på mange områder en ganske kendt oplevelse. Spillet falder i mange henseender under den såkaldte Metroidvania genre, som er kendt fra den fantastiske klassiker Castlevania: Symphony of The Night, og af nyere udgivelser kan det bundsolide Shadow Complex nævnes. Som begge disse titler, spilles spillet i 2D plan, og der er masser af fokus på hemmeligheder, gemte områder og skattekister fyldt med juveler og andet glimtende godt. Disse er gemt i en stor, og som nævnt varieret verden, der er opdelt i flere forskellige regioner. Indenfor disse regioner er der så en masse af de velkendte firkanter, der repræsenterer hvert lille område, og så er det ellers bare at bruge knolden og gå på jagt efter gemte genstande, og befri nogle af de tolv venner, som gemmer sig rundt omkring. Noget jeg absolut kun kan anbefale at man gør, da et par af spillets bedste momenter involverer disse gamle bekendte.
Spillet er derfor godt fyldt med indhold, og det er allerede inden vi har taget hul på historien, som muligvis vil komme til at overraske en del. Som spiller overtager du styringen af Dust, den lodne protagonist vågner ved spillets start op i en idyllisk skovlysning med hukommelsestab, ja det er hørt før, men bare rolig, det fungerer faktisk. Opvågningen sker brat, da et talende, og tilmed flyvende, sværd kommer ind i billedet, og kort efter denne hændelse dukker Fidget, sværets vogter op. Fidget, der mest af alt ligner en flyvende kat, er på ingen måde hvad man vil kalde for en skræmmende vogter, men loyal nok til at blive hængende idet Dust begiver sig mod øst sammen med sværdet, kaldet Arah, for at opklare hukommelsestabet og finde ud af, hvem Dust virkelig er.
Denne dynamiske trio kommer i deres lange færd ud for en hel del, og der går ikke lang tid før, at sløret så småt bliver løftet for spillets egentlig plot, et plot, som står i stærk kontrast til store dele af spillet. Hvor meget af spillet er lyst og farverigt, og store dele af dialogen mellem Dust og Fidget er enormt sukkersød, nogle gange på grænsen til det kvalmende, så arbejder historien med nogle klart mørkere og mere komplekse koncepter som forræderi, etnisk udrensning, samt moral og identitet. Ses det som en samlet pakke fungere det overraskende godt, og selvom historien til tider er lidt overfladisk og generelt godt kunne bruge en smule mere uddybning, så er det bestemt nogle interessante scenarier, som spillet udforsker og det er værd at følge med.
Dette er nok også området, som vil tabe nogle spillere. Spillet minder stilistisk set om en anime, eller asiatisk udgave af Disney, hvilket betyder at karakterdesignet og specielt forholdet mellem Fidget og Dust, er ufatteligt sukkersødt og til tider ganske plat, noget som man bestemt bør være opmærksom på, da det ikke er alle, der er til talende, menneskelignende dyr.
Selvom historien og den grafiske side af Dust: An Elysian Tail er overordentlig godt skruet sammen, ville det intet betyde, hvis ikke det rent faktisk var sjovt at spille. Heldigvis har Dean Dodrill vidst et eller andet om at kreere et fantastisk sjovt spil. Hele Falana er spækket med monstre, lige fra små goblin-ligende væsner til store golemer og andre kendte fantasyvæsner, hvad de er, er ikke så vigtigt, måden de ekspederes på er til gengæld. Dust: An Elysian Tail kan vel kort sagt beskrives som et barn af hack n slash og den førnævnte metroidvania stil, en kombination, som går rent hjem. Den dynamiske trio bestående af Dust, Fidget og Arah er nemlig noget af en force; Dusts evner med sværdet er enestående og kombineres hans Dust Storm angreb, som består af at svinge sværdet hurtigt rundt i cirkler, med en af Fidgets tre projektil typer, fyldes skærmen hurtigt af et smukt symbiotisk angreb, som resulterer i mangen en fjendes død.
Kampsystemet er lettilgængeligt og simpelt at sætte sig ind i, men byder alligevel på nok dybde til, at det aldrig bliver ensformigt. Med den store mængde af fjender, tilbyder spillet også rige muligheder for at strikke lange kombinationskæder sammen, blandt andet er der en achievement for at ramme med tusinde slag i træk uden selv at tage skade, hvilket i starten synes ganske umuligt, men når man senere hen uden problemer kan strikke kombinationer af tohundrede til firehundrede slag sammen, så er det en leg at nå de tusinde. Det gør det dog ikke mindre sjovt, at se Dust blæse rundt på skærmen, mens han udfører det ene sindssyge angreb efter det andet.
At nå disse høje comboer er ikke blot for syns skyld, de har også en praktisk anvendelse, idet længere comboer resulterer i endnu flere erfaringspoint, hvilket gør det lettere at stige i level, og dermed gøre Dust stærkere. Selve rollespilselementet er ikke specielt dybt, idet der kun er fire kategorier at smide point efter, men det betyder ikke, at det ikke fungere godt, for det gør det. Der findes dog også andre måder, at gøre Dust stærkere på; sværdet kan forstærkes, der findes armor, ringe og smykker, som giver mere liv eller forøger styrken af angreb osv. Disse ting kan enten findes efter nedslagtningen af diverse monstre, eller de kan laves ved hjælp af spillets crafting system, der igen ikke er specielt dybt, men det tilføjer alligevel det ekstra. Udover at droppe almindelige ting, så afgiver monstrene ofte materialer, der så kan bruges til selv at fremstille diverse genstande såfremt man er i besiddelse af en arbejdstegning, der viser, hvilke materialer, som skal bruges. Dette giver også større incitament til at lede efter alle de skjulte genstande og skattekister, da der kan være materialer, eller endnu vigtigere penge, som kan bruges til køb af disse materialer, hvilket på de høje sværhedsgrader er en nødvendighed.
Vil man finde alt i spillet, skal man væbne sig med tålmodighed, idet alt ikke kan findes med det samme, i undergenrens natur er det nødvendigt at vende tilbage når Dust har tillært sig nye evner, hvilket åbner for tidligere låste steder. På vejen vil det også være muligt at støde på omkring en håndfuld arenaer, som vil teste dine evner, ikke blot indenfor kampene men også præcision og hurtighed, hvilket tilføjer lidt ekstra krydderi til den samlede pakke og efter gennemførelsen af disse arenaer, venter der altid spilleren en lille ekstra gevinst.
Som de fleste nok har regnet ud på dette tidspunkt, så er Dust: An Elysian Tail et meget indholdsrigt spil, ikke bare indholdsrigt for et arkade spil, men der er faktisk mere at lave i denne ene mands kreation, end der er i mange fuldpris spil udviklet af store studier, hvilket igen er imponerende i sig selv. Det tog mig omkring tolv timer at gennemføre spillet på den normale sværhedsgrad, samt alle sidemissioner, hvoraf der er mere end 15, og jeg manglede da stadig at finde mange af de gemte genstande, befri to-tredjedele af de fangede venner, samt udfylde hele kortet, og jeg prøvede ellers ihærdigt at finde så meget så muligt. Dedikerede spillere kan forventes at runde de 15 timer, hvilket igen er ret godt.
Det er dog ikke kun lutter lagkage, da spillet har et par problemer. Et af problemerne er spillets bosskampe, som skuffer på næsten alle mulige måder, og er aldeles undervældende. Med undtagelse af den sidste kamp, så varer boss kampene ufatteligt kort tid og sværhedsgraden er minimal, faktisk er der støre sandsynlighed for at komme i problemer mod standardfjenderne, end det er imod de få bosser Dust støder på, hvilket bestemt er en skam, da der kunne være gjort meget mere ud af dem. En anden lille skønhedsfejl er, at det nogle gange kan være lidt svært at bedømme, hvor man egentligt kan hoppe hen og da spillet til tider ikke tillader at lande yderst på diverse platforme, så kan det være en kende besværligt at navigere med præcision, her er vi dog ude i småtingsafdelingen.
Dust: An Elysian Tail er et fremragende spil, og udkommer på det helt rigtige tidspunkt, da Summer of Arcade i år ellers har været totalt uinteressant for undertegnede. Spillet formår som nævnt tidligere at ramme den perfekte balance mellem simplicitet, sjov og nok dybde til, at det stadig er sjovt efter de første mange timers spil. Læg dertil et mageløst, stemningsfyldt soundtrack, samt overraskende kompetent stemmeskuespil, og man vil have en næsten komplet pakke. Spillets småproblemer er som sagt, små, og ikke nok til at trække det overordnede indtryk ned. Kan du se forbi den til tider honningsøde dialog og figurdesignet, så er Dust: An Elysian Tail en oplevelse du ikke må gå glip af. Det er spækket med fantastiske, flydende og animerede kampe, og en indbydende verden, der bare skriger på at blive udforsket. Det spil Dean Dodrill har leveret, står på nuværende tidspunkt som en af årets stærkeste titler og kan købes på Xbox Live Marketplace for 1200 MSP.
Facebook
Twitter
