Duke Nukem: Manhattan Project

Anmeldt af: Palle Havshøi-Jensen - 4. juli 2010 - kl. 20:51
Del denne artikel:
8 0

En af 90’ernes største og politisk mest ukorrekte spilhelte var Duke Nukem. Mens vi på 13. år venter på Duke Nukem Forever, kan vi muntre os lidt med Manhattan Project.

En af 90’ernes største og politisk mest ukorrekte spilhelte var Duke Nukem. Mens vi på 13. år venter på Duke Nukem Forever, kan vi muntre os lidt med Manhattan Project – problemet er bare, at der ikke er meget at muntre sig over.

Vi kender det nok alle sammen; man husker tilbage på et godt gammelt spil, som man for mange år siden har brugt masser af tid og måske mange penge på – og man går med et billede af spillet som noget fantastisk. Det viser sig dog ofte, at det er minderne om spillet, som er det bedste, for skulle man finde på at finde det gamle spil frem igen, vil mange nok opdage, at spillet ikke er ældet med ynde, selvom man måske ikke har lyst til at indrømme det. Duke Nukem: Manhattan Project fra 2002 er et af de spil.


Der er i alt lavet et utal af Duke Nukem-spil (jeg stoppede med at tælle ved 15) til et utal af forskellige maskiner igennem tiden - mange husker sikkert specielt tilbage på Duke Nukem 3D fra 1996 med et stort smil på læben. Alle spillene har stort set den samme DNA, som betyder heftig action, Duke’s evige one-liners og en masse storbarmede og letpåklædte kvinder. Det er ikke anderledes i Duke Nukem: Manhattan Project, som i en hyldest til det første Duke Nukem spil fra 1991 er et 2D actionspil. Spillet blev udgivet til PC i 2002 og er nu blevet genudgivet i sin oprindelige form på Xbox Live Arcade.

Da Duke Nukem: Manhattan Project i sin tid udkom, var det ingen åbenbaring og blev af mange set som en parentes, lidt tidsfordriv, mens man ventede på Duke Nuken Forever (som vi i øvrigt stadig venter på). Hvorfor nogen så synes, at det var på sin plads at genudgive denne parentes, er lidt svært at forstå, for det er bestemt ikke blevet bedre med tiden.


Historie er der ganske forventeligt ikke specielt meget af i Manhattan Project. En gal videnskabsmand, Mech Morphix, vil forgifte hele New York med en grøn og giftig substans kaldet ”Glopp”, som vil forvandle storbyens rotter, hjemløse og andet kravl til store bevæbnede mutanter – og det kan Duke naturligvis ikke acceptere. Som altid er vores karseklippede helt bevæbnet til tænderne med et ganske godt arsenal af våben og ærmerne fyldt med one-liners. Nu går den vilde jagt gennem den store by, lige fra undergrundsbanen og China Town til mørke natklubber og skyskrabernes tage højt over byens summende gader.

Gameplayet er meget simpelt og lettilgængeligt; skyd alt hvad der bevæger sig, befri de storbarmede trunter der er spændt fast til en bombe, find nøglen og bevæg dig mod udgangen – bekæmp dertil med jævne mellemrum en boss eller to. Gameplayet er udelukkende i 2D, da man bevæger sig enten fra venstre mod højre, fra højre mod venstre, eller op eller ned. Spillet giver dog indtryk af at være i 3D, da man kan bevæge sig ind i skærmen, og kameraet viser af og til spillet fra lidt skrå vinkler, men selve gameplayet foregår kun i to planer.


Denne type lettilgængelige 2D actionspil kan være ganske underholdende, Metal Slug er nok det bedste eksempel på det, men desværre falder Duke Nukem: Manhattan Project noget igennem. Det er nemlig gabende kedeligt og til tider temmelig frustrerende - de 24 baner (fordelt over 8 episoder), føles som hårdt arbejde og ikke som underholdning. Et af de mest tydelige frustrationspunkter er kameraet, som er zoomet alt for tæt ind på Duke, så det er umuligt se fjenderne, før det næsten er for sent – det ærgerlige er dog, at de ikke har noget problem med at se Duke, så man oplever ofte, at man bliver beskudt af fjender, man ikke kan se. Man har dog mulighed for at panorere kameraet en smule (hvis man står stille), hvilket dog ikke hjælper ret meget – utroligt nok har man mulighed for at zoome ind, den sidste ting man har brug for i Manhattan Project.

Duke Nukem: Manhattan Project koster 800 MSP, hvilket et en tand i overkanten for et 8 år gammelt spil. Jeg er selv fan af Duke Nukem, og jeg håbede på, at Manhattan Project ville vække lidt af den gode gamle Duke Nukem glæde, som stadig ligger begravet et sted i ens gamle spillehjerte – men desværre skete det modsatte. Gameplayet er kedeligt og frustrerende, spillet er direkte grimt, og lydsiden lyder som om den er optaget nede i et stort tomt badekar – og Dukes evige ”I go where I please, I please where I go”-one-liners kan ikke redde spillet.


Duke Nukem: Manhattan Project kan ikke anbefales, slet ikke når man kan få så mange andre gode spil til samme pris på Xbox Live Arcade – og vi kan kun endnu engang krydse fingre for, at Duke Nukem Forever engang bliver færdigt og effektivt vækker den ægte Duke Nukem tilbage til live – men mistede man ikke troen på det spil for efterhånden flere år siden?
Gameplay:5.0
Grafik:5.0
Online:-
Holdbarhed:6.5
Overall 5.0
Log ind og stem
0
Der er endnu ingen der har stemt på denne hvis du kunne lide denne anmeldelse..
Køb spillet - og støt Xboxlife
Del denne artikel:
Kommentarer
Du skal være logget ind for at kunne læse og skrive kommentarer.