Der er i alt 7 baner, som altså alle er en del af den førnævnte skattejagt. Banerne er bygget op på den klassiske måde, hvor man først finder en række pengekister, som er spredt rundt omkring på banen, og til sidst finder man den egentlige skat som man selvfølgelig først kan få fingrene i, når man lige har besejret den sidste store fjende, som banen har at byde på. Hver bane startes med en mellemsekvens, der ligesom sparker historien i gang, og der er også forskellige mellemsekvenser, efterhånden som man kommer længere ind i banen.
Efterhånden som man gennemfører en bane, skal man på sin vej indsamle en masse diamanter og hvis man er heldig, så finder man også skattekister, som er gemt rundt omkring i diverse hemmelige rum, der som regel indeholder store diamanter. Der er også en række forskellige fjender, som man enten kan vælge at forsøge at undgå eller ganske enkelt slå ihjel ved at hoppe på dem.
Banedesignet er meget simpelt og de største udfordringer, som jeg stødte på- udover den sidste store fjende i hver bane - var faktisk som regel relateret til den dårlige styring, som til tider var så frustrerende, at jeg var ved at give op. Særligt oplevede jeg problemer, når jeg skulle hoppe fra en hængende kæde til den næste hængende kæde. Her skete det nemlig tit, at den kære von And ikke rigtigt fik grebet fat på kæden med det resultat, at man dør og skal starte forfra fra sidste gang spillet havde gemt.
Selvom spillet rent grafisk naturligvis har fået et enormt løft i forhold til originalen, så er stilen stadigvæk holdt meget simpel. I dialogerne er der ikke gjort så meget ud af animationerne man får indtrykket af, at hver figur har små 5-8 forskellige måder at se ud på, men det virker på mig som om, at dette netop er med til at holde spillet i den rigtige stil vi skal jo huske på, at det er en genudgivelse af et gammelt spil. Lydsiden fungerer egentlig fint nok, men kan godt blive noget ensformig med tiden.
Holdbarheden i spillet afhænger meget af, hvilken sværhedsgrad du spiller spillet på og hvor mange gange du har tålmodighed til at gennemføre det. Spiller man på nemmeste sværhedsgrad, så vil spillet kunne gennemføres på under 3 timer, men derefter er der fortsat behov for at samle flere diamanter, hvis man gerne vil have låst op for alle de forskellige tegninger, karakterer og andre ting, som man kan købe i spillets galleri.
Da jeg lige havde hentet Ducktales: Remastered, var mit indtryk faktisk ikke særlig godt. Hvis man sammenligner Ducktales med nye spil i samme genre, har det nemlig ikke særlig meget at byde på. Spillet er kort og meget simpelt set i forhold til nutidens spil. Men med tankerne på, at der her er tale om en genopfrisket udgave af et originalt spil, der udkom i slut 80erne, så er jeg faktisk endt ud med at være rigtig godt underholdt.
Det eneste som jeg egentlig savner, når jeg ser historien i Ducktales, er sjovt nok, at karakterne skulle have deres danske navne og ligeledes, at de skulle snakke dansk. Det er nemlig lidt underligt, at Joakim von And pludselig hedder Scrooge McDuck, og at Rip, Rap og Rup hedder Huey, Dewey og Louie.
Med det sagt så synes jeg faktisk, at spillet er de lidt over de 100 kroner værd som det koster, og gensynsglæden er nok endnu større, hvis man husker det originale spil fra 1989.
Ducktales: Remastered kan købes på Xbox Games Store for 105 kr.
Facebook
Twitter
