Det nye Driver er et såkaldt sandkassespil, hvor spilleren frit kan køre rundt i et virtuelt San Francisco, og selv vælge om der skal fuldføres endnu en mission eller bruges fem minutter mere på at gøre gader og stræder usikre. I modsætning til tidligere spil i Driver serien, er det slut med at stå ud af bilen og bevæge sig rundt, i hvert fald i konventionel forstand. Udviklerne hos Ubisoft Reflections har i stedet tilføjet en feature kaldet Shift. Denne feature sætter spilleren i stand til at svæve ud af bilen, og fra et fugleperspektiv af byen overtage en hvilken som helst bil ved at besætte føreren af denne anden bil. Indrømmet, det lyder mærkeligt, og det er heller ikke nemt at forklare. Det skal opleves.
Shift fuktionen fungerer forbløffende godt, og flytter et ellers udmærket bilspil langt væk fra resten af flokken af racere, da man som spiller tvinges til at tænke på andre ting end den optimale linie gennem næste kurve, eller hvordan man nemmest kører fra de fire politibiler bagved. Efter en kort tilvænningsperiode begynder man for eksempel i stedet at kigge efter en god tung bil i modsatte kørebane, der kan bruges som våben mod førnævnte politibiler. Alle biler bliver i bedste IKEA ånd reduceret til brug-og-smid-væk (bare uden samleanvisninger). Alligevel sidder man med fornemmelsen af, at der er 100% fokus på, at det skal være sjovt at køre, hvilket forstærkes af det store udvalg af biler, og i endnu højere grad af den unikke føling hver enkelt bil har.
De store baghjulstrukne muskelbiler svajer og slår gevaldigt med bagenden ved ethvert sving, de europæiske sedanmodeller kommer noget nemmere omkring hjørner men taber så på ren saft og kraft ud af de lige strækninger. Uanset hvilken bil man vælger, så er der ikke noget med i bedste Burnout-stil at trykke pedalen i bund og trykke let på bremsen inden et sving. Den slags straffes prompte af stort set alle biler, og belønningen bliver en tur sidelæns ind i nærmeste væg. Ikke at der er tale om en direkte simulation, for Driver San Francisco hører bestemt til i arkade afdelingen, styringen er bare ikke helt så nem som i et fuldblodsarkade-racerspil.
Man behøver ikke at nøjes med de biler man shifter ind i. Der kan undervejs i spillet købes alt fra skraldevogne og minibiler til off-road racere og sportsvogne i topklasse. Personligt savnede jeg lidt at kunne opgradere mine indkøbte køretøjer, men måtte i stedet nøjes med at købe opgraderinger til hovedpersonen John Tanner. Disse kommer blandt andet i form af længere boost og en radar til at finde skjulte filmikoner. Ikonerne bruges til at åbne udfordringer baseret på klassiske biljagter fra Hollywood. Det hele betales med Will Power, der optjenes på baggrund af alt hvad man foretager sig i San Francisco. Gennemfør en mission, vind et løb, kør stærkt eller pløj et busstoppested ned, det genererer alt sammen Will Power, der kan omsættes til biler eller førnævnte opgraderinger.
Historien i Driver er, undskyld udtrykket, ligeud ad landevejen. Forbryderkongen Jericho sender John Tanner i koma ved at ramponere Tanners bil. Resten af spillet foregår i John Tanners koma-drøm, mens han forsøger at afdække Jerichos planer og fange ham i processen. Ikke en historie, der på nogen måde er intellektuelt stimulerende, hvilket faktisk går fint i spænd med spillets tema; de overdrevne biljagter.
Omkring 20 timer skal man forvente at investere i singleplayer-delen af Driver. Dette er udover historiemissionerne også inklusiv en ganske anstændig mængde af sidemissioner, man selvfølgelig selv kan vælge om man vil gennemføre eller ej.
Driver San Francisco bliver aldrig kedeligt eller ensformigt. Der er hele tiden noget at give sig til, og der er en forfriskende afveksling i både historie- og sidemissioner. Det ene øjeblik kører man et forgiftet offer til hospitalet, mens man ved hjælp af stunts skal holde hans puls over 40 slag i minuttet, det næste shifter man ind og ud af biler, der bruges til at totalskade en forbryderbandes biler, mens disse er på jagt efter en pengetransport. Det bedste af det hele, er at frustrations-faktoren næsten er elimineret. Næsten. Nogle af de sidste missioner kræver noget nær perfekt kørsel i 10 minutter i træk, hvilket på en digital legeplads med en høj grad af tilfældige elementer, hurtigt går hen og bliver nogenlunde lige så frustrerende som at installere gulvvarme på Antarktis.
Grafisk leverer Driver også en masse godt, og en lille smule skidt. San Francisco er flot og farverigt gengivet. Man kan se imponerende langt ud i horisonten, især når man i Shift svæver så højt oppe, at man kan se stort set hele byen på én gang. Det hele afvikles uden behov for irriterende indlæsninger af nye områder mens man bevæger sig rundt i byen.
Bilerne er godt detaljerede og de ser rigtigt godt ud. Skader fra store ridser i lakken, krøllede kølerhjelme og dinglende sidespejle gengives i pinefulde detaljer, når man på skrigende dæk sender sin favoritbil rundt i et 90 graders sving. Desværre har denne detaljegrad en pris. Under de mere intense biljagter, hvor man har tre eller flere biler efter sig, mærkes et tydeligt fald i billedfrekvensen. Ikke så voldsomt at spillet ligefrem hakker, men det flimrer og det er tydeligt at spillet her ikke rigtigt kan følge med.
Har man sagt grafik, må man også side lyd. Som resten af spillet er den generelt god, men lider også under enkelte mangler. Musikken er helt klart på den funky side, og især under biljagter er dette med til at forstærke den nostalgiske stemning af klassisk Hollywood biljagt. Lydeffekter fra gadebilledet ligger også lige præcis der hvor de skal. Ikke for fremtrædende, men høje og varierede nok til at forstærke fornemmelsen af, at man kører rundt i en moderne storby. Rigtigt godt implementeret. Desværre kan det samme ikke siges om hovedpersonernes dialoger. John Tanner har gennem hele spillet både dialoger med sin partner og monologer. De virker stort set alle lidt kunstige eller direkte overspillede. Lidt mærkeligt, når alle replikker leveret af passagerer i de biler man shifter ind i, sidder lige i skabet. De er måske ikke ligefrem til at grine af, men ved flere lejligheder trak jeg da på smilebåndet.
Med en god implementation af Shift funktionen i onlinedelen, tegner dette til at blive et underholdende bekendtskab. Der er 11 spilletyper at vælge i mellem (den officielle hjemmeside siger godt nok kun 9, men jeg talte 11 i multiplayer menuen), hvoraf de fleste understøtter Shift. Her kan man for eksempel tage en omgang fangeleg, hvor det gælder om ikke at blive rørt af nogle af modstanderne. Udfordringen, og den del der virkelig gør det interessant, er at alle andre end den der skal "fanges", kan Shifte som de lyster, hvilke betyder at man aldrig er i sikkerhed og hurtigt kommer til at race afsted med hjertet helt oppe i halsen. For dem der leder efter en raceroplevelse, hvor kun den der kører bedst og hurtigst vinder, er der også et par spilletyper at dykke ned i. For både racerløb og de mere legeprægede spiltyper findes der holdversioner, det vil sige man kan spille sammen som hold. Et eksempel åp dette er capture the flag, som ellers mest er kendt fra første persons skydespil.
Når man starter multiplayerdelen, starter man i en privat lobby som er hele San Francisco. Herfra kan man shifte ud af Tanners bil og over i en hvilken som helst bil, og så ellers give den gas. Bogstavligt talt. Ingen missioner, ingen tidsbegrænsninger men med mulighed for at invitere vennerne ind til sjov med hestekræfter. Skulle man få lyst til at spille en af de 11 online spiltyper, shifter man tilbage til Tanners bil, hvorfra den ønskede spiltype kan vælges. Ubisoft Reflections har med multiplayerdelen forsøgt at gøre alle tilfredse, og det er de faktisk sluppet rigtigt godt fra.
Alt i alt er Driver San Francisco en positiv oplevelse, der på trods af nogle mindre fejl, både kan anbefales til fans af bilspil og alle de andre, der bare er på udkig efter en underholdende titel, der også kan nydes med vennerne.
Facebook
Twitter
