Dragon's Lair

Anmeldt af: Jens Nørup - 21. maj 2012 - kl. 20:07
Del denne artikel:
5 0

Et gensyn med din barndoms minder, er ikke altid fryd og gammen. Gælder det også for arcade klassikeren Dragon's Lair?

Der er mange ting fra min tidlige ungdom, der har det bedst med at forblive i skuffen med gyldne minder; smagen af Pisang Ambon, LP'en med Rockers By Choice og andre ting af tvivlsom værdi der ikke holder vand idag. Derfor var det også med en vis skepsis, at jeg gik i gang med den seneste aftapning af Dragon's Lair. Et spil, der for mange, inklusive undertegnede, stod som noget af det ypperste et computerspil kunne præstere, dengang i 80'erne.

Hvis ikke du kender historien om Dirk the Daring's eventyr i dragens hule, er en forklaring måske på sin plads: Da Dragon's Lair udkom i 1983, var standarden i computergrafik ikke særlig høj; det meste var særdeles klodset grafik, som ganske vist var underholdende, men ikke videre imponerende. Dragon's Lair var markant anderledes; det lignede en tegnefilm og det bedste af det hele; du kunne selv bestemme handlingen.




Spillet var blevet til i samarbejde med Don Bluth, der var tidligere animator hos Disney. Resultatet var efter tidens standard intet mindre end imponerende og gav et lille kig ind i fremtiden hvor grafisk skønhed i spil for det meste tages for givet. Rent teknisk lod det sig gøre ved at spillet blev afviklet fra en laserdisc, en tidlig forløber for dvd'en - som en slags film hvor dine valg afgjorde hvilken del af filmen du fik lov at se.

Men, men, men skrællede man laget af tegnefilmssekvenser væk, var der ikke meget tilbage, der kunne kaldes computerspil - Dragon's Lair bestod stort set af det vi idag kalder quick-time events, hvor du foretager dine valg ved hjælp af timede knaptryk og som belønning for lov at afspille næste del af "spillet". Allerede dengang var man klar over laserdisc'ens begrænsninger som computerspils-medie. Don Bluth udtalte selv i bogen 'Replay': "Laser (disc) spil gav ikke sand interaktivitet, det var egentlig bare et hukommelsesspil, der handlede om at lære at hive joysticket i den rigtige retning på det rette tidspunkt".

Noget af det, der slår mig efter så mange år, er hvordan spillet direkte er designet til at hive så mange 5- og 10-kroner ud af datidens ungdom, som muligt. Som sagt styrer du ridderen Dirk the Daring igennem en skummelt udseende borg, hvor dit mål er at redde den smukke prinsesse. Der er utallige farer på din vej, som hver især skal klares ved at trykke på en knap på det rigtige tidspunkt. Enten op, ned eller til siderne eller et slag med dit sværd. Ofte har du meget kort tid til at reagere på, hvilket straffes med den, for oldtimere som mig, så velkendte dødsanimation. Du har fem liv når du starter ud, og når de er brugt op op, får du på klassisk vis mulighed for at vælge at fortsætte - noget der i min barndom kostede penge, men som man så idag kan glæde sig over kun koster et tryk på A knappen.




Til tider kan Dragon's Lair være ganske svært, men fraværet af en egentlig straf for at dø gør at man aldrig føler man satser det helt store når man kaster sig ud i en forkert knapkombination. Kinect kompatibiliteten er med til at gøre lidt ekstra ud af udfordringerne, men ændrer ikke meget ved spillets grundlæggende problem; at du stadig bare dirigerer en interaktiv film.

Kinect sensoren kommer ikke på den store prøve her, da du blot kan nøjes med at træde et skridt til siden eller frem og tilbage for at bevæge dig - alligevel virkede det ind i mellem som om sensoren havde lidt svært ved at registrere bevægelsen i rette tid. Udvikleren Digital Leisure skal dog have ros for at inkludere muligheden for at spille med et almindeligt joypad, noget vi ser alt for sjældent på Kinect spil.

Bortset fra Kinect funktionen er der tale om en direkte konvertering af det klassiske spil, på samme måde som vi har set det til PC, iPhone og andre enheder. Derfor må man acceptere at animationerne efter dagens standard virker lidt stive og lydsiden heller ikke er særlig imponerende. Samtidig er spillet forholdsvist kort, hvilket trækker ned på holdbarheden.




Der er dog inkluderet lidt ekstra materiale i denne version af spillet; en film del, hvor du uden at spille kan læne dig tilbage og nyde animationsfilmen i sin fulde længde uden at skulle tænke på at trykke på knapperne, den originale trailer til spillet og et sjovt lille fotoalbum, der bevarer dine eskapader i stuen for eftertiden.

Dragon's Lair fejrer 30 års jubilæum næste år, derfor er det også rimeligt at spørge sig selv om vi har brug for endnu en gang at trække i rustningen for at redde den fagre prinsesse, ovenikøbet i Kinect version?

Det korte svar er, at det afhænger meget af hvilket forhold du har til Dragon's Lair. For mig var det et hyggeligt gensyn og en kærkommen lejlighed til endelig at besejre dragen og få prinsessen, men for yngre spillere, der ikke har den samme nostalgiske tilgang til Dirk The Daring, vil det være en frustrerende oplevelse at kaste sig ud i de drilske knaptryk. Sammenlignet med lignende, mindre heldige konverteringer af ældre spil (Simpsons Arcade for eksempel), får man dog et spil der besidder mere charme end mange nutidige konkurrenter.

Dragon's Lair er ude nu og kan købes for 800 MSP.
Fakta
Dragon's Lair

Dragon's Lair

PlatformXbox 360 Arcade
UdviklerDigital Leisure
UdgiverMicrosoft Studios
Spillere1-2
Udgivelsesdato18-05-2012
Officiel websiteKlik her
PEGI: PEGI 7 Vold
Følg Xboxlife her
Xbox Support
Gameplay:4.0
Grafik:6.0
Online:-
Holdbarhed:3.0
Overall 4.5
Log ind og stem
0
Der er endnu ingen der har stemt på denne hvis du kunne lide denne anmeldelse..
Køb spillet - og støt Xboxlife
Del denne artikel:
Kommentarer
Du skal være logget ind for at kunne læse og skrive kommentarer.