Dragon's Dogma

Anmeldt af: Jens Nørup - 1. januar 2008 - kl. 01:00
Del denne artikel:
13 0

Capcom - ærkejapansk spilproducent og seriøst rollespil, nej vel? Hvis din første tanke er endnu en Final Fantasy klon, kan du godt tro om igen.

Capcom lægger ambitiøst ud med deres bud på hvordan et rollespil anno 2012 skal se ud. Vi er milevidt fra den manga inspirerede stil, som kendetegner for eksempel Final Fantasy serien, istedet får vi et spil, der lægger sig meget tæt op ad den tradition spilserier som Elder Scrolls og Dragon Age befinder sig i, uden i øvrigt at sammenligne de to spil.

Historien sparkes i gang med fortællingen om den store drage, der truer med at opsluge hele landet Gransys - i en tempofyldt indledning kastes vi direkte ud i spillets første store kamp, hvor vi skal nedkæmpe en enorm Chimera. Det store dyr er en frygtindgydende fjende, men allerede her viser Dragon's Dogma andre takter end de gængse rollespilskampe, da jeg med et hurtigt spring kommer op på ryggen af uhyret og herfra kan hugge halen af Chimeraen - en stor slange, der hvæser mens den hugger ud efter mine folk.




Efter en veloverstået kamp, der sætter mig i spændt forventning til resten af spillet, går turen videre til opbygningen af min egen figur. Her er det også tydeligt at Capcom går efter den klassiske opbygning; du kan designe udseendet på din figur, ikke i overvældende mange detaljer, men nok til at du kan gøre karakteren til din egen. Du vælger én af de tre klasser, der er tilgængelige ved begyndelsen af spillet og derefter har du et antal point du kan fordele på din figurs evner i kamp. Det fungerer fint, selvom man godt kunne ønske sig en bedre guide igennem de lettere uigennemskuelige menuer.

Efter disse indledende runder, kan historien for alvor begynde. Din figurs liv i en lille fiskerby bliver brat afsluttet, da byen angribes af dragen. Alle går i panik mens dragen raserer alt omkring den og afslutter med af flå hjertet ud af din figur for derefter at sætte det til livs, tilsyneladende med stort velbehag. Som du allerede har regnet ud, slutter det ikke her. På mystisk vis overlever du, uden hjerte, noget der straks får landsbyboerne til at identificere dig som The Arisen, den opstandne.




Herfra begynder dit eventyr og din kamp for at få dit hjerte tilbage, dog svigter Capcom en hel del når det kommer til karaktertegning og opbygning af et egentligt plot. For din figur er aldeles fåmælt, for ikke at sige decideret tavs. Dette giver sig udtryk i at alle samtaler med andre figurer foregår som envejs kommunikation, hvor du blindt accepterer alt hvad der bliver sagt til dig. Hvor nogen vil føler at manglen på dialog-muligheder er en befrielse, synes jeg at hele kernen i et rollespil forsvinder, når ens figur bliver reduceret til en simpel lejesoldat, der uden at stille spørgsmålstegn ved noget, begiver sig ud på en hvilken som helst opgave der tilbydes. Det betyder også at man langt hen i spillet er uforstående over for hovedpersonens motiv til at jagte dragen - den har ganske vist taget dit hjerte, javel, men Capcom holder så meget tilbage i fortællingen at det i lang tid virkelig er svært at bevare interessen.

Jeg har stor respekt for Capcoms ønske om at skabe noget anderledes; at bevæge sig ned ad den vej Elder Scrolls, Baldurs Gate og Dragon Age med flere har banet, kræver at man holder tungen lige i munden. Når man skal anmelde et spil som Dragon's Dogma er det nærliggende at sammenligne med Elder Scrolls V: Skyrim, som Capcom måske, måske ikke har ladet sig inspirere af, men i hvert fald tydeligvis har forsøgt at skabe noget der måske ligner, men alligevel ikke er det samme.

I det hele taget er det svært overhovedet at spille Dragon's Dogma uden at skele til Skyrim. Du finder det samme tema; en særligt udvalgt dragebetvinger, der skal redde verden fra absolut undergang. Dét kan man dog ikke klandre Capcom for, da de fleste spil jo netop handler om at din figur er det eneste der kan redde dagen. Alligevel ser jeg mange lighedspunkter mellem de to spil, eller rettere: Jeg ser en masse punkter hvor Skyrim gør det betydeligt bedre, end Dragon's Dogma formår.




Én ting er hovedhistorien - kigger man i de to udgiveres bagkatalog, er jeg nok ikke den eneste, der mener at Bethesda er væsentligt stærkere historiefortællere end Capcom. I lange perioder af spillet anede jeg simpelthen ikke hvordan jeg skulle komme videre. Det begynder da man ankommer til Gransys største by, Grand Soren. Efter man er ankommet til byen lades jeg alene med en bemærkning om at jeg lige kan lære byen at kende, mens de nødvendige formaliteter for at jeg kan mødes med byens leder kommer på plads. Derefter sker der... intet! Jeg finder hurtigt en masse sidemissioner jeg kan begive mig ud på, men noget overordnet mål eller hovedtema er der intet af i spillets første mange timer.

Nogen vil måske mene at det er et modigt træk at lade hovedhistorien vente på sig, men det giver unægteligt et indtryk af dødvande, når man i store dele af spillet ikke har nogen anelse om hvordan man driver historien videre. Hér kunne Capcom med fordel have lært af Skyrim, som ganske vist er meget traditionel i sin tilgang til historien, men ikke peger fingre ad dig hvis du hellere vil lave alle sidehistorierne først.

Mens Skyrim scorer point for en bedre historiefortælling, kommer Dragon's Dogma dog igen når det kommer til kampene. De opleves meget anderledes end Skyrims kampe, blandt andet i form af dit følge af Pawns (mere om dem senere). At kravle op på ryggen af et stort monster, for derefter at slå det til jorden er en fed fornemmelse - de gange det virker. Selvom Dragon's Dogma viser gode takter i kampsystemet, plages man dog af alt for mange fejl og uregelmæssigheder i kampene.

Dette kommer til udtryk allerede tidligt i spillet, hvor man finder ud af at dét at rejse fra A til B ofte er forbundet med den visse død i Dragon's Dogma. Er du lidt for kæk i kampene straffes det med en lynhurtig afklapsning, noget der lægger en dæmper på min kampgejst, da Dragon's Dogma både mangler muligheden for at kunne rejse hurtigt til destinationer du allerede har besøgt og samtidig er særdeles lemfældig i sin omgang med autosave funktionen.




Jeg blev ellers stærkt opmuntret over muligheden for at skifte klasse undervejs i spillet, da den wizard jeg havde kreeret til at begynde med simpelthen døde for mange gange. Men min begejstring fortog sig hurtigt da et skift af klasse samtidig betyder at man begynder fra nul og på denne måde står med en figur på begynderniveau, mens fjender i spillet afspejler dét punkt du hidtil er nået i historien. På denne måde bliver en ellers god idé ubrugelig, når man er nået bare et par timer ind i spillet.

Du er ellers ikke alene i din færd - på din vej får du mulighed for at samle op til tre medhjælpere, såkaldte Pawns, der vil følge dig i tykt og tyndt. Den ene er din personlige som du i lighed med din egen figur, selv kan designe og vælge egenskaber til. De to andre er 'basisudgaver', der allerede ligger i spillet, eller du kan logge på en server og vælge Pawns som andre spillere har designet.

Dine Pawns lystrer tre ordrer: Afsted, Kom og Hjælp. Det lyder måske simpelt, men den kunstige intelligens taget i betragtning er der ikke meget mere at komme efter. I praksis opleves det ofte som om at det eneste der udløses ved at afgive en ordre, er et af de tre prædefinerede svar dine Pawns råber tilbage.




Oftest føles det som om du er på udflugt med en flok fireårige, godt ladet op på cola og sukkerknalder. Jeg har ikke tal på hvor mange gange jeg har forsøgt at få mine Pawns til at komme mig til undsætning eller bare falde tilbage så jeg have mulighed for at heale dem, uden at få andet ud af det end at se dem løbe forvirret rundt om fjenderne, mens de ubehjælpsomt råber 'Kill him, Master, kill him!'.

I det hele taget er der mange ting ved Dragon's Dogma, der gør det svært at holde af det. Den langsommelige historie, de dårligt balancerede kampe og de mange tekniske fejl, der giver sig udslag i figurer, som sidder fast i træer, eller går igennem fjenderne, noget der især kommer til udtryk i de store bosskampe eller de voldsomme dyk i frameraten og den udtalte screentearing, der giver store forskydninger i billedet.

Det værste er dog at Dragon's Dogma ikke er sjovt, jeg finder ingen glæde ved at udforske den ellers store verden. Der er masser af flot grafik og imponerende landskaber, men igen kan jeg ikke lade være med at sammenligne med Skyrim, hvor filosofien synes at være at hvis du kan se det kan du også komme derhen - det samme åbne landskab oplever du ikke i landet Gransys.

Grafisk lægges der op til nogle imponerende kampe, de store monstre er et hit og selvom der er tekniske problemer, ser det flot ud når man kæmper mod et flere meter højt uhyre. Anderledes er det med resten af spillet - det vil altid være en udfordring at befolke et singleplayer spil med en levende verden, når alle figurer styres af computeren. Men i Dragon's Dogma føles de mere end almindeligt endimensionelle og samtidig gør fraværet af en egentlig dialog det svært at føle noget tilhørsforhold til den verden man bevæger sig i.




Lydsiden gør ikke meget væsen af sig, et forholdsvist anonymt soundtrack og stemmeskuespil, der ikke hæver sig over gennemsnittet, men stadig er til at holde ud at høre på, uden alt for meget overspil - noget der måske skal betragtes som et kvalitetsstempel, spillets japanske rødder taget i betragtning.

Enden på det hele er, at Dragon's Dogma lover mere end det i sidste ende kan holde. Det kræver en engels tålmodighed at nå til vejs ende, men for de der gerne vil prøve et 'klassisk' rollespil, som skal være noget helt andet end for eksempel Skyrim er der mange timers spil at hente. Handlingen taget i betragtning, ligger det kortene at vi får en toer på et tidspunkt - jeg er ikke i tvivl om at det næste Dragon's Dogma har muligheden for befinde sig i en helt anden liga, men det kræver dog at Capcom får styr på alle børnesygdommene først.
Gameplay:5.0
Grafik:7.0
Online:-
Holdbarhed:6.0
Overall 5.0
Log ind og stem
0
Der er endnu ingen der har stemt på denne hvis du kunne lide denne anmeldelse..
Køb spillet - og støt Xboxlife
Del denne artikel:
Kommentarer
Du skal være logget ind for at kunne læse og skrive kommentarer.