Doom 3 BFG Edition

Anmeldt af: Jakob Tofte - 30. oktober 2012 - kl. 20:25
Del denne artikel:
2 0

id Software og Bethesda er aktuelle med Doom 3: BFG Edition, som er lidt af en godtepose af forskellige spil og udvidelsespakker. Men kan de gamle spil stadig levere varen?

Doom 3 udkom på PC i 2004 og året efter på konsolmarkedet, og var dengang en markant ændring i forhold til 90’ernes tidløse klassikere, Doom og Doom II. I de to første spil tog spillerne turen mod helvede på meget åbne baner, i et univers, hvor gameplay var hurtigt, masser af bly blev lagt ud og horder af dæmoniske væsner blev besejret på de til tider store, åbne spilområder.

Doom 3 blev en satsning, hvor man lagde mere vægt på gys og uhygge, og mindre vægt på den hurtige spiloplevelse. Recepten når det kom til variationen i monstre, våbenarsenal og diverse ammunitions- og helbredspakker forblev stort set den samme, men gameplayet var langsommere og foregik ofte på små, klaustrofobiske spilområder, hvor chokeffekter og bagholdsangreb næsten konstant var i højsædet. Nytænkningen var kærkommen og generelt en succes, men virkeligheden blev dog, at Doom 3, af især brugerne, fik en blandet velkomst. Det var ikke opskriften, som fans af de første spil havde håbet på, selvom mange også var glade for gensynet med serien.




Otte år senere udgiver Bethesda nu Doom 3 igen i en BFG Edition, som udover en finpudset og redefineret version af Doom 3 også byder på udvidelsen Ressurection of Evil samt hidtil aldrig udgivne baner under navnet The Lost Mission. Derudover får spillerne også adgang til Doom og Doom II i uredigeret form.

Udover at være blevet redefineret rent grafisk og lydmæssigt, er Doom 3 også blevet ændret en smule for at forbedre den overordnede spiloplevelse. Gameplayet er gjort hurtigere, der er mere ammunition til rådighed og vigtigst af alt, så har id software gjort det muligt at benytte både våben og lommelygte samtidig. Det oprindelige spils begrænsning, hvor man skulle skifte imellem våben og lygte, blev allerede fra dag ét kritiseret på det groveste som et klodset element, der ofte decideret ødelagde spiloplevelsen.

Det redefinerede Doom 3 nyder tydeligt godt af de tekniske muligheder, de sidste otte år har ført med sig. Det er et slidt og gammelt spil bag facaden, og det ses ofte tydeligt. Især spillets karakterer er ofte virkelig dårligt lavet. Selve spilmiljøerne har dog fået et tydeligt løft, og en forbedret brug af skygger og lys giver spillet nyt liv.




De industrielle banemiljøer er til tider direkte flotte, og de konstante chokeffekter og lydeffekter som dæmoniske kaldende stemmer og grædende børn, er alt sammen med til at gøre Doom 3 til en virkelig nervepirrende oplevelse fra tid til anden. Desværre sætter tidens tand også sit negative præg. Banerne mangler variation, og ofte byttes det ene lille rum blot ud med et nyt rum. I alle rum bliver man som regel mødt af to til tre monstre, som enten spawner direkte ned foran en eller kommer krybende bagfra. Fjendernes adfærdsmønstre og den manglende variation i banemiljøer gør desværre, at spillet bliver lidt kedeligt. Samtidig mindes man om, hvor meget der er sket på otte år når det kommer til kontrol i gameplay. Ofte finder man til stor frustration sig selv trængt op i en krog, hvor en uhensigtsmæssigt placeret kasse eller trappe gør det så godt som umuligt at komme væk fra en angribende fjende. Og det er en skam, for der findes ikke mange ting i spilverdenen, som er mere frustrerende end at dø på grund af et spils begrænsninger og ikke ens egne manglende evner. Overordnet set fungerer spillets kontrol dog acceptabelt, og gensynet med Doom 3 nydes fint i 60 frames pr. sekund.

Der er som noget nyt implementeret checkpoints, hvor spillets fremskridt gemmes. Dette er bestemt en kærkommen tilføjelse. Dog er der al for stor forskel på, hvor langt der er mellem disse checkpoints. Nogle gange kommer de som perler på en snor, og andre gange er der stadig lige lovlig langt imellem. Et andet stort minus er både indlæsnings- og gemmetiderne, som er rædsomt lange, faktisk nogle af de længste jeg har oplevet i et spil i mange år.




Undervejs i spillet finder man en masse videoklip og pda-filer, og det er selvfølgelig valgfrit om man gider bruge tid på at finde disse og samle dem op. Det kan dog klart anbefales, idet de alle er med til at give lidt mere dybde til historien samt baggrundsviden om hændelserne forud for spillets begivenheder. Desuden røber mange af pda-filerne vigtige koder til låste skabe, som indeholder gode ting såsom granater, helbredspakker og våben, blandt andet også den famøse BFG, som efterhånden er blevet et nærmest legendarisk synonym med Doom-serien.

Ressurection of Evil og The Lost Mission tilbyder nogle ekstra timer i Doom 3 universet, og er fine små tilføjelser på et par timer hver. De giver en i forvejen halvlang kampagne ekstra indhold, og tilbyder samtidig lidt mere varierede baner end i selve Doom 3.

Doom og Doom II er tidsløse klassikere, der som nævnt følger med spillet. Man får samtidig også udvidelsen til Doom II, No Rest for the Living, som for nyligt blev gjort tilgængelig på Xbox Live Markedspladsen. De er ikke lavet om, og er egentlig bare en adgang til de allerede udgivne arkadetitler. Der vil for de fleste nok ikke være den store værdi i at spille de første to spil, idet de virkelig føles gamle og uinteressante, efter at man som spiller har vænnet sig til nutidens standarder indenfor gameplay, kunstig intelligens og ikke mindst grafik. Men for inkarnerede Doom-fans vil et gensyn med én af FPS’ernes Godfather helt sikkert være nogle timer værd. Der er også mulighed for konkurrencepræget onlinespil for op til fire spillere, men denne er altså ikke rigtig værd at nævne. Selvom den fungerer upåklageligt og kører uden problemer med lag og matchmaking, så er det desværre en relativt uinteressant onlinedel efter min mening.




Alt i alt er der altså pakket rigtig meget godt indhold ned i en samlet titel, og Doom 3 BFG Edition er god værdi for pengene, da spillet på samme tid sælges til en relativt lav markedspris på ca. 250-300 kroner. Vi taler ikke helt samme værdi som The Orange Box, der også markerede sig ved at stoppe en masse titler ned i samme spil, men vi er lidt derhen af. id software og Bethesda skal i hvert fald ikke anklages for at snyde sine kunder.
Fakta
Doom 3 BFG Edition

Doom 3 BFG Edition

PlatformXbox 360
Udviklerid Software
UdgiverBethesda
Spillere1-4
UdgivelsesdatoUde nu
Officiel websiteKlik her
PEGI: PEGI 18 Stærkt sprog Vold
Følg Xboxlife her
Xbox Support
+ Forbedret gameplay, god værdi for pengene, vækker minderne til live
Dræbende loadtider, slidt spilmotor, kedelige banedesigns
Gameplay:7.0
Grafik:6.5
Online:6.0
Holdbarhed:7.0
Overall 6.5
Log ind og stem
0
Der er endnu ingen der har stemt på denne hvis du kunne lide denne anmeldelse..
Køb spillet - og støt Xboxlife
Del denne artikel:
Kommentarer
Du skal være logget ind for at kunne læse og skrive kommentarer.