DMC Devil May Cry

Anmeldt af: Palle Havshøi-Jensen - 20. januar 2013 - kl. 23:32
Del denne artikel:
6 0

Dante er tilbage og selv om han godt nok ikke helt ligner sig selv, er der ingen tvivl om, at vi her har fat i et spil i Capcoms Devil May Cry serie.

Siden DMC Devil May Cry blev vist frem for første gang, har der været en del klynkeri fra fans; Dante har fået nye frisure, en vestlig udvikler kan ikke lave et Devil May Cry spil og meget andet – nogle ”fans” er endda gået langt over stregen, ved at sende dødstrusler til engelske Ninja Theory, der har udviklet spillet for Capcom.



Lad os lige komme ned på jorden igen. DMC Devil May Cry er en genoplivning af en træt serie – og det er lykkedes udviklerne at puste nyt liv i den, så Capcoms action-serie nu igen er underholdende og sjovt at spille.

Nok ser Dante anderledes ud end før og nok er han blevet lidt mere menneskelig, men alligevel er han ikke så forskellig fra Dante i tidligere Devil May Cry spil, han bliver blot skildret lidt mere moderne end før. Han er stadig den overlegne bad-boy, han er stadig grov i munden, hans one-liners er stadig lige kiksede – og han hader stadig dæmoner langt ind i marv og ben.

Dette nye spil foregår i et parallelt univers i Devil May Cry serien. Dante lever det vilde liv med masser af sprut og damer og en dag, naturligvis med heftige tømmermænd, trækker en dæmon ham ind i Limbo; en verden, som ligger mellem vores og dæmonernes verden. Han finder ud af, at den onde Mundus planlægger at overtage og kontrollere verden – og han er godt på vej, det eneste han lige mangler er, at skaffe Dante af vejen. Dante ender hos undergrundsgruppen The Order, der kæmper mod dæmonerne i Limbo – og gruppen er af pressen (der kontrolleres af Mundus) selvfølgelig blevet stemplet som terrorister. Nu går den vilde dæmonjagt igennem forvredne og kollapsede verdener i Limbo, med det endelige mål at udrydde Mundus.



Kernen i DMC Devil May Cry er meget lig de forrige spil; der skal slagtes massevis af dæmoner og man skal se godt ud mens man gør det. Capcom har haft mere end bare en enkelt finger med i udviklingen af kampsystemet og det kan man godt se og mærke. Fans af de tidligere spil vil ret hurtigt føle sig hjemme og i løbet af kort tid vil man kunne kæde den ene flotte angrebskombination sammen med den anden. Det fungerer rigtigt godt, men i starten skal man lige holde tungen lige i munden, da alle knapperne på ens joypad bliver brugt og flere af knapperne har forskellige funktioner.

Dante får i starten af spillet adgang til en slags gribekroge, der enten kan trække fjender eller løse afsatser tættere på ham, eller trække ham selv tættere på afsatser og fjender. Det giver kampene et nærmest balletagtigt flow og det ser rigtigt lækkert ud – og på samme tid fungerer det fint.

Dante har en god portion våben til rådighed, som han får adgang til i løbet af spillet. Rebellion, hans sværd og hans to pistoler Ebony og Ivory er grundstenene i hans arsenal, men udover disse, får han også adgang til en række engle og dæmon våben, der hver har styrker og svagheder mod forskellige typer af fjender. Nogle er hurtige og langtrækkende, men andre er kraftige og langsomme, helt som vi kender det. Våbnene er ganske opfindsomme og de fungerer for det meste fint og fordi at nogle fjenderne kræver bestemte våben for at kunne besejres, får man ikke lov til blot at vælge ens favoritvåben og så rende rundt og vifte med det hele spillet igennem. Ved bestemte statuer rundt omkring kan man opgradere ens våben og købe nye moves til Dante. Meget traditionelt opgraderings-system, men det virker.



Historiedelen består af 20 missioner, der kan gennemføres på 14-16 timer og derefter får man adgang til nye sværhedsgrader, som låses op efterhånden som man gennemfører spillet på den forrige sværhedsgrad. Der er ”Son of Sparda”, hvor fjenderne er stærkere og kommer i andre formationer, ”Dante Must Die!” hvor fjenderne er voldsomt svære, ”Heaven or Hell” hvor både Dante og fjender dør hvis de bliver ramt en enkelt gang og endelig ”Hell and Hell” hvor kun Dante dør af et enkelt slag. Endelig er der 21 hemmelige missioner, som er små challenges, hvor man f.eks. skal udrydde en bestemt portion fjender inden tiden løber ud – disse missioner kan findes og åbnes op for i løbet af historiedelen. Selv om spillet ikke indeholder en multiplayer del, er der faktisk mange timer gemt i spillet, især hvis man jagter achievements.

Hvis man skal opsummere gameplayet må det være, at dette er Devil May Cry som vi kender det, fortolket lidt mere moderne og tilsat lidt nye og velfungerende features, der gør, at det hele føles lidt mere friskt og moderne. Der er mange timers spil og fans af Devil May Cry må ikke droppe spillet på grund af at Dante ser anderledes ud end han plejer – han er stadig lige bad-ass og spillet er stadig lige underholdende at spille.

Jeg kan med ro stemmen sige, at DMC Devil May Cry er årets flotteste spil indtil videre. Det er selvfølgelig fordi, at vi kun er omkring tre uger inde i 2013, men jeg kan også sige, at det også er et af de flotteste spil hvis man sammenligner med alle sidste års spil. Limbo er, modsat hvad man måske skulle tro, et meget farverigt sted. De halvt gotiske og halvt urbane omgivelser er meget detaljeret og flotte og selv om Limbo måske ligner et behageligt sted, så er det det ikke. Verdenen er fjendtlig overfor Dante og den kan pludselig forsvinde foran fødderne på ham, hele rum implodere ind i sig selv med Dante i dem og huse bøjer og skiller sig ad, for at gøre Dantes færd endnu sværere. Meget flot og fantasifuld visuel side – specielt fantasifuld må siges at være opgøret mod studieværten Bob Bargas, som foregår inde i en nyhedskanals nyhedsstrøm.

DMC Devil May Cry gameplay

Lydsiden er også ganske fin, med fint stemmeskuespil og et soundtrack leveret af hollandske Noisia og norske Combichrist. Hvis du kender lidt til disse bands, vil du vide at det er vred elektronisk musik og det passer godt til spillets stil. Musikken er aldrig fremtrædende men lægger sig som et fint baggrundslydtæppe til spillets hæsblæsende action.

DMC Devil May Cry er et rigtigt fint actionspil og en flot genoplivning af Capcoms klassiske spilserie. Ja, der er nogle ting, der har ændret sig, men det har ændret sig til det bedre, så jeg har svært ved at se, hvad Devil May Cry fans ikke skulle kunne lide ved dette spil. Det skal man nok være hardcore DMC fan, for at kunne svare på.

Jeg var i hvert fald godt underholdt, selv om gameplayet kan blive en smule ensformigt mod slutningen. Det er flot, hektisk, historien (der måske ikke er den mest originale i verden) fortælles flot og hele spillet har et filmisk touch, uden at det går ud over hjertet i Devil May Cry; nemlig de actionfyldte og flydende kampscener.
+ Flot design og stil, velfungerende kampsystem, gode våben
Kan blive lidt ensformigt med tiden, boss kampene
Gameplay:8.0
Grafik:8.5
Online:-
Holdbarhed:8.5
Overall 8.5
Log ind og stem
0
Der er endnu ingen der har stemt på denne hvis du kunne lide denne anmeldelse..
Køb spillet - og støt Xboxlife
Del denne artikel:
Kommentarer
Du skal være logget ind for at kunne læse og skrive kommentarer.