Man indtager rollen som Corvo Attano, der fra starten er dronningens livvagt. Den korte indledning sætter temaet, og vi finder hurtigt ud af, at det ikke går alt for godt for det lille kongerige Dunwall. En rottebåret pest hærger nemlig, og dødstallet vokser eksponentielt. Man er selv lige kommet tilbage fra en mission efter hjælp, og i en transportsekvens ser vi de dystre omgivelser, og stifter bekendtskab med de første dampbårne maskiner, som universet jo er kendt for.
Inden længe er ens verden dog vendt om, og man er efter såvel fængsel som tortur på flugt fra en tronraner. Et mord af dronningen og en kidnapning af dennes datter er på ens skuldre, og nu skal man forsøge at bevise sin uskyld og få de rette misdædere bag lås og slå. Her åbner spillet sig først rigtigt, imens man fra et første persons perspektiv omfavner den magt snigmorderen har, og samtidig indånder det spændende univers, der langsomt omgiver én.
De mange inspirationskilder slår igennem fra starten: Forvent en sindrig blanding af Thief, Hitman og ikke mindst Bioshock. Oven i dette kan man så lægge, at en af hovedmændene bag den grafiske facade tidligere har arbejdet på Halflife 2 hvilket er noget man sagtens kan se i stilen. Det er jo så bestemt heller ikke ringe navne at læne sig op af. Det som er ganske fascinerende her er, at man har valgt at lade spilstilen og dermed også inspirationskilden - afhænge meget af spilleren selv.
Thief ser vi i spillets hovedperson; snigmorderen, der kryber af sted, holder sig til skyggerne og så vidt muligt undgår at kaste sig ud i kamp. Hitman genkender man i de åbne miljøer, hvor mulighederne for at eliminere sine modstandere er utroligt vidtåbne. Bioshock er der i den dystre baggrundshistorie, som fint er vævet ind i baggrunden, men hvor man selv aktivt skal gå og finde brudstykker for at udfylde hullerne.
Det er tydeligt, at Arkane Studios har haft ønsket om at skabe en sandkasse, hvor der ikke bliver talt ned til spilleren. I stedet for at tvinge folk ind i en genremæssig boks, sørger man i stedet for blot at give værktøjet og ellers overlade indgangsvinklen til deltageren selv. Samtidig har man designet nogle rigtigt interessante scenarier, hvor man blandt andet er deltager til en gallafest eller skal infiltrere et bordel, hvor to sadistiske brødre gemmer sig. Ni missioner er der i alt, hvor førnævnte er fine højdepunkter. Der er også mere jævne baner, hvor man eksempelvis blot skal bane sig vej gennem kloakker. Fælles for samtlige er dog, at alle steder inviterer til opfindsomhed.
Langsomt som man kommer længere i spillet vil man også udvikle sine evner. Disse kan så igen målrettes mod den måde man ønsker at spille. Vil man helst snige sig, så kunne det være en idé at få evnen til at kigge gennem vægge og udnytte evnen til lynhurtigt samt helt lydløst at flytte sig fra det ene sted til det næste. Alternativt kan man vælge at blive bedre til at skyde med sin armbrøst og sørge for at man kan bære mere ammunition hertil. Prisværdigt har man valgt at prioritere færre men mere betydende forbedringer, så man ikke vader i et hav af våben og mærkværdige evner. I stedet er der et fint split mellem det okkulte og det industrielle, som samtidig understreger spillets verden.
Selv om mange af elementerne, der er smidt efter historien er interessante, og kunne skabe et medrivende drama er fortællingen dog en anelse tung. Tempoet er ikke fantastisk, og slutningen lader lidt tilbage at ønske. Samtidig er der for mange karikerede personer, hvor hovedskurken eksempelvis er tydelig lige fra første gang man møder ham. Det ville være rart, hvis det hele var plasket lidt mere ind i det gråmudrede morads, som grafikken ellers indbyder til. Men heldigvis er historien langt mere end den underliggende strøm, faktisk er det alt det du oplever i sandkassen undervejs.
Dishonored inviterer nemlig til at du oplever og former selv. Mens man eksperimenterer med sine evner, genloader og forsøger samme situation fra en anden vinkel, bliver underholdningen stimuleret. Det er de små øjeblikke når en plan hænger sammen eller endnu bedre når ens planer får en helt utilsigtet og genial konsekvens. Dine evner er rigtigt fede, og man udvikler sig nærmest helt perfekt. Den kunstige intelligens spiller nogenlunde op til dans, men har dog sine huller, hvilket selvfølgelig hakker i illusionen. Jeg oplevede eksempelvis at kaste en vagt direkte ind i glasmontre efter at have uskadeliggjort ham (ja, det var et uheld) og vagten på den anden side reagerede overhovedet ikke. Overordnet set holder enkeltdelene dog rigtigt godt vand, og man har konstant lyst til at opleve mere.
Grafikken i Dishonered er både teknisk som designmæssigt glimrende. Dunwall er utroligt spændende sted, og du vil lynhurtigt finde dig hjemme i det faldefærdige univers. Figurerne er samtidig tegneserieagtige på en herlig overdreven måde det minder mig faktisk lidt om figurerne fra Timesplitters universet. Alligevel er alvoren hele tiden til stede, og man mærker tydeligt at det ikke er for børn. Lyden er med til at understrege oplevelsen, og byder på såvel passende toner samt glimrende stemmer.
Dishonored er en utroligt velskabt oplevelse, der ikke prøver at tiltale pøblen, men derimod fremstår som en seriøs oplevelse for kernespillere. Det kræver såvel tid som indlevelse, hvis man vil have det hele med, men til gengæld belønnes man så også med eksempelvis nogle rigtigt gode sidemissioner, spændende baggrundsviden samt håndgribelige belønninger. Der er en sjat tekniske fejl, historiens tempo og højdepunkter er ikke konsekvente og den kunstige intelligens har sine mangler. Alligevel slår de mange fremragende enkeltdele igennem, og man må bøje sig de gyldne øjeblikke der skinner igennem.
Facebook
Twitter
