Dishonored 2 er historien om kejserinden Emily Kaldwin, som hersker over et samfund, hvor en teknologisk industri drevet af hvalolie findes side om side med magi. En rigtig typisk steampunk verden. Det er dog ikke længe at Emily er kejserinde her, for historien starter med et kup, hvor Emily sættes fra magten. Her få man så et valg og kan spille enten som Emily eller som hendes far Corvo, som også var helten i det forrige spil. Det er to forskellige personligheder, og de vil lære forskellige færdigheder undervejs i spillet. Corvos færdigheder er meget mere direkte og dødelige end Emilys, selvom de begge kan være både næsten usynlige og mere direkte. Det er nu op til dig, i rollen som Emily eller Corvo, at skaffe sig tronen tilbage og straffe kupmagerne.
Ret hurtigt i forløbet bliver du stillet over for endnu et valg. En mystisk skabning, Outsider, kontakter dig i dine drømme og tilbyder at hjælpe dig. Ved at modtage hans mærke får du magiske kræfter, som vil gøre din vej tilbage til tronen en hel del nemmere. Vælger du ikke at tage imod hans mærke, får du en gennemspilning helt uden brug af magiske kræfter, og det må siges at være noget af en udfordring. Men det er selvfølgelig et valg, som mange stealth-fans vil kaste sig over med stor fryd. Men uanset om du tager imod hans hjælp eller ej, så vil du konstant blive stillet over for at skulle vælge mellem en dødelig og en ikke-dødelig taktik, og det vil have indflydelse på dine omgivelser og ikke mindst på, hvordan dit imperium ser ud, når du vinder det tilbage.
En detalje ved at foretrække den voldelige løsning frem for at snige sig igennem spillet er, at spillet bliver markant sværere. I forhold til forgængeren er der langt flere vagter, og de er langt mere intelligente. De opdager dig ret nemt og ofte tilkalder de hjælp, inden de kaster sig over dig. Det gør kampene ret svære, og man får hurtigt brug for alle sine voldelige færdigheder for at overleve. I starten har man ikke ret mange af dem, men det kan man anskaffe sig, og så vil det blive lidt nemmere. Lidt nemmere, for jeg har en mistanke om, at antallet af døde fjender og åbne konflikter i starten af spillet har indflydelse på, hvor mange fjender du støder på senere. Det bliver aldrig nemt, så spillet sigter helt klart mod, at man sniger sig igennem, men der er masser af udfordring i at vælge en mere direkte fremgangsmåde, hvis man ønsker det.
Ud over at snige sig frem og myrde vagter, er der masser af ting at lave i Dishonored 2. For at udbygge dine færdigheder skal du finde opgraderinger og modifikationer rundt omkring, og hver bane er stopfyldt med ting at finde. De er også ret fantasifuldt udformet, så der er virkelig meget at udforske. Jeg brugte timer på blot at kravle rundt og finde ting – ikke kun opgraderinger, men også noter, breve, bøger og lignende, der uddybede den verden, jeg befandt mig i. Der er ikke nogen tvivl om, at Arkane Studios har lagt meget arbejde i at skabe en troværdig verden for deres historie, og det skinner klart igennem.
Indtil nu lyder det nok rigtig meget som det forrige spil, og Dishonored 2 er som nævnt i starten også en viderebygning på de ting, der fungerede rigtig godt. Men der er også nyskabelser. Ud over, at de enkelte baner virker større og mere troværdige, så er der enkelte baner, som man nok ikke ville have kunne udforme i samme grad tidligere. Det er baner, som ændrer sig undervejs, faktisk i ret stor grad, og de er en fornøjelse – og en udfordring - at kæmpe sig igennem. Banerne er ikke blot et statisk element der skal forceres, men noget man kan udnytte og bruge som taktisk element. Det har jeg ikke set før, og de er ret underholdende at kæmpe sig igennem.
De færdigheder Corvo og Emily kommer i besiddelse af åbner også op for mange taktiske muligheder, og det er praktisk taget kun ens fantasi der sætter grænser for, hvordan man kommer forbi fjenderne. Fjenderne er langt mere årvågne end jeg tidligere har oplevet i spil af denne type, så det er nødvendigt at tænke sig godt om. De er ikke så gode til at kigge opad, så kan man komme et par meter op over dem, så er meget vundet. Men fordi du er ovenover én vagt, er det ikke ensbetydende med, at du ikke kan opdages af andre vagter. Bliver man opdaget, kan man tage kampen op, men vagternes tendens til at rotte sig sammen gør det ret svært. Ofte kan det godt betale sig at have planlagt en flugtrute på forhånd og så få gemt sig igen, hvis man bliver opdaget. Jeg brugte Quicksave og Quickload knapperne ret ofte, når taktikken fejlede. Det er en konsekvens af sværhedsgraden, men også en konsekvens af, at man har mange muligheder, nogle bedre end andre. Spillet lægger op til at man skal fejle og lære af sine fejl. Ens tålmodighed har måske også noget at sige her, hvor folk der er mere tålmodige end mig bruger mere tid på at observere og planlægge, inden de sætter deres plan i værk.
Der er også nogle ting jeg ikke brød mig så meget om ved Dishonored 2. De cutscenes der bruges til at fortælle historien fandt jeg aldrig rigtigt interessante. Det er egentlig underligt, for historien interesserede mig, men når det kom til cutscenes greb de mig aldrig rigtigt. Måske var det stemmerne jeg ikke kunne lide; de virker ikke helt troværdige på mig, eller også var det bare opbygningen, der gned mig mod hårene. Jeg ved det ikke rigtigt, et eller andet føltes bare lidt forkert ved dem. En anden ting, om end det er en mindre ting, er at selvom banerne føltes store og der er masser af muligheder for at komme igennem dem, så føltes de stadig lidt for planlagte, forstået på den måde, at det aldrig for alvor føltes som om, at du havde helt frie hænder. Hver gang du kom på en genial taktik, så gik det også op for dig, at udviklerne havde tænkt det samme og programmeret lige netop den løsning, og at det lille vindue var der netop kun for at tilføje den løsning. Helt frie tøjler har man aldrig. En sidste ting jeg vil nævne, som undrede mig lidt, er, at der ikke er mulighed for at genspille en enkelt mission. Du kan spille kampagnen igennem, men ikke gå tilbage til tidligere missioner og genspille dem, hvilket jeg finder lidt underligt. Især fordi Dishonored 2 er et spil, der lægger op til mange gennemspilninger med dets mange muligheder.
Dishonored 2 er en god videreudvikling af et stærkt koncept. Sværhedsgraden er høj og det lægger op til, at det er fans af genren der vil få størst fornøjelse af spillet, mens andre nok lige skal tænke sig om en ekstra gang, inden de finder pengepungen frem. Men alt i alt er spillet et kærkomment og underholdende gensyn med Dunwall, der endnu en gang formår at vise stealth-genren fra sin bedste side.
Facebook
Twitter
