Diablo III

Anmeldt af: Alan Vittarp Rasmussen - 19. september 2013 - kl. 16:12
Del denne artikel:
8 0

New Tristram er atter under belejring. Diablo III har taget hoppet fra PC til vores trofaste konsol, og sørme om ikke en del af dets krøller er strøget væk.

Da spændingen endelig blev udløst i 2012, og Blizzard tilføjede et tredje kapitel til deres Diablo serie, var modtagelsen noget blandet. Under de ellers nogenlunde fine anmeldelser gemte der sig en masse utilfredshed. Først og fremmest med spillets Always online koncept, der lagde serverne ned ved udgivelsen, og sørgede for at massevis af fans sad uforløst foran deres skærme og fik fejlmeddelelser. Efterfølgende fortsatte kritikken mod Auktionskonceptet, der fuldstændigt udvandede hele formålet med at samle udstyr selv. Dertil kunne man så lægge en mildest talt gennemsnitlig historie, og slutresultatet var bare ikke det man havde hungret efter.

Tiden læger mange sår, og her halvandet år senere lister Blizzard så Diablo III ud til konsollerne. Det sker uden de samme fanfarer, men heldigvis er det alligevel tydeligt at udviklerne har adresseret en del af de problemstillinger, som deres fans har raset over. Først og fremmest er både kravet til at man er online, samt auktionshuset blevet skåret fuldstændigt bort. I stedet står vi tilbage med en helt ren oplevelse, som – forunderligt nok, for på overfladen er det altså samme spil – formår at løfte sig over sit fædrene ophav.


Fra start blændes der op med en af de filmsekvenser, som altid har været Blizzards varemærke. Et lys flænger himlen, og styrter direkte ned i en katedral. Derved understreges den dystre profeti, der netop er blevet fremsagt selvsamme sted. De døde rejser sig fra deres grave, og spillets epicenter er endnu engang stakkels Tristram. Herefter skal man skabe sin digitale følgesvend, som skal følge dig i vejen frem mod helvedes dæmoner. Fem skabeloner er tilgængelige og yderpunkterne er repræsenteret via troldmand og barbar. Imellem disse befinder dæmonjæger, heksedoktor og munk sig. Man har umiddelbart ikke de store muligheder for at ændre på så meget. Her er ikke en masse evner som skal fyldes point på, ansigtstyper at vælge imellem og uendelige mængder af andre kosmetiske justeringer. Linjerne er holdt helt rene: Du får hvad du får. Når avataren er udstyret med et navn hopper man direkte ned i begivenhederne.

Allerede fra første sekund stavrer de udøde mod dig, og man får muligheden for at teste hvordan kontrollen er overført fra mus og keyboard til joypad. Heldigvis er styringen virkelig god. I løbet af kort tid har man testet sin figurs kampevner. Det føles helt naturligt at bevæge sig frem mod en given fjende/mængde af fjender og tordne løs på knapperne. Samtidig assisteres man ganske fint af et autolock system, som sørger for at man ikke konstant rammer ved siden af. Dybest set kan hjernen altså lægges på hylden imens helvedes yngel returneres til deres retmæssige sted. En ny tilføjelse er yderligere, at man nu kan springe til siderne via den ene styrepind. Det er måske ikke noget man bruger så meget i starten, men senere – især mod de grumme bosser – viser det sig som en stor hjælp.


Spillets skal er løftet direkte over fra PC, og det medfører så også at historien er uændret. Der var et tidspunkt, hvor Blizzard stod som ganske habile historiefortællere, og det er egentlig ikke fordi kvaliteten af denne som sådan er faldet voldsomt. Udfordringen ligger mest af alt i, at kvaliteten af samme i omkringliggende titler er steget. Vi falder ikke mere i svime over filmsekvenserne, og gennemskuer hurtigere at det er en klichefyldt gang eventyr vi skal slæbes igennem. Det giver desværre noget distance til både ens hovedperson og de figurer, der befolker den verden man traver rundt i.

Mellemsekvenserne bliver hurtigt et lidt irriterende afbræk fra det, som virkeligt betyder noget: Nemlig at samle nyt udstyr. Udover at man ikke mere har auktionshuset til at udvande værdien af alt det udstyr man samler, så har Blizzard også efterhånden ramt det rigtige tempo for tilgang af nyt spændende udstyr. Man overlæses ikke konstant af ligegyldige ærgerligheder som bare fylder op, og man har derfor ikke så meget ligegyldig spiltid, som man – især i starten – havde på PC. Dertil er fordelingen mellem de forskellige typer udstyr også forbedret, så der er mere unikt og sågar også lidt legendarisk at finde. Endelig kan figurerne også bære mere, så man får nedtonet lidt af den irriterende backtracking til butikker. Med andre ord fungerer hele ”loot” konceptet efterhånden som det bør, og eftersom det altid har været en hjørnesten i serien er det selvsagt med til at hive oplevelsen op.


Man kan selvfølgelig vælge at tage gennem spillet alene. Der er fem sværhedsgrader, hvor de to sværeste er låst fra start. Positivt så medfører de nye sværhedsgrader ikke bare flere hårdere fjender, det medfører også ændret taktik hos eksisterende fjender og tilføjer helt nye, unikke fjender. Det giver altså et incitament fra at springe fra niveau 3 (hard) til 4 (nightmare). Dertil kommer naturligvis det yderligere incitament fra, at udstyret man får fra de dræbte fjender er bedre på de højere sværhedsgrader.

Alternativt kan man tage af sted sammen med op til tre andre. Det kan gøres via Xbox Live, hvor et fint matchsystem sender en i retning af passende makkere. Som noget nyt er det nu også muligt at spille flere lokalt på samme system. Igen kan man være op til fire. Begge dele er med til at løfte spillet yderligere. Det er ganske enkelt sjovere med menneskelige makkere. Lokalt bliver skærmen noget overfyldt hvis man er fire, men er man eksempelvis to, fungerer det absolut glimrende.


Teknisk er hoppet fra PC ikke sket uden ofre. Teksturkvaliteten er faldet tydeligt, og mange af effekterne er ydermere tonet ganske gevaldigt ned. Det til trods, så kan hastigheden godt halte, når der virkeligt er gang i et stort slag på skærmen. Med det sagt er stemningen og variationen i baggrundene til stede, og når man først er fanget i en dødsrus falder opmærksomheden på alt andet. Dertil er det hele stadig meget funktionelt, og man har ikke noget problem med at finde ud af hvad der foregår. Lydsiden er ligeledes virkelig god og for nostalgikere er Tristram temaet naturligvis dybt inspireret af originalen.

Diablo III er en hæderlig konvertering, som ikke bare ukritisk er løftet fra den ene platform til en anden. I stedet har man taget fat om en del af de ting, som gjorde PC versionen ærgerlig, og forsøgt at udglatte dem. Styringen fungerer virkeligt godt, og hele ”loot” konceptet har endelig ramt et niveau, hvor timerne vil fosse ud i et forsøg på lige at få den næste uundværlige genstand. Det hæmmes dog stadigvæk lidt af en svag historie, og man kunne godt ønske sig muligheden for at gøre ens figurer mere personlige.

+ Utroligt fængede og ikke mindst fængslende, masser af stemning, virkelig god styring
Svag historie, ikke mulighed for at give sine figurer personlighed, ikke fantastisk grafik
Gameplay:8.5
Grafik:7.0
Online:9.0
Holdbarhed:9.0
Overall 8.5
Log ind og stem
0
Der er endnu ingen der har stemt på denne hvis du kunne lide denne anmeldelse..
Køb spillet - og støt Xboxlife
Del denne artikel:
Kommentarer
Du skal være logget ind for at kunne læse og skrive kommentarer.