Vi skruer indledningsvist tiden tilbage til år 2000. PC-ejere verden over får fornøjelsen af at kunne fordybe sig i Deus Ex, et dystert fremtidsrollespil i førstepersonsperspektivet, hvis plot er så dybt forgrenet med konspirationsteorier, at selv de mest indviklede afsnit af tv-serien Strengt Fortroligt får kamp til stregen. Som hovedpersonen JC Denton oplever man alt lige fra at arbejde for antiterrorafdelingen UNATCO, til at tilslutte sig broderen Paul og NSF-oprørerne, opklare Grey Death plagen, samt at ødelægge selveste Area 51-anlægget. Resultatet er et globalt kollaps, som slynger verden ud i depression og krig.
Vi skriver nu år 2004, og Ion Storm har langt om længe lagt sidste hånd på efterfølgeren til Deus Ex. Spillet hedder Deus Ex: Invisible War, og handlingen finder sted 20 år efter det globale sammenbrud i det oprindelige spil. Samfundet kendetegnes primært ved at være delt op i to grupper ved navn WTO og The Order Church.
Drivkraften bag WTO er finansiel fremgang. Deres befolkning indgår under fællesbetegnelsen enclave, og ofte har man konstrueret såkaldte arcologies på vigtige geografiske steder, hvor godkendte borgere bor i indelukkede kuppelsamfund, hvor alle livets nødvendigheder kan findes indenfor gåafstand. Rundt omkring i diverse storbyer har de overbygget de gamle postkollapsbydele med en ny øvre sektion forbeholdt eliten af befolkningen. WTO sidder tungt på verdensøkonomien, en situation de forsøger at fastholde ved at begrænse nybyggeriet og derved holde udlejningspriserne i de lukrative områder på et højt plan, samtidigt med at kun få udvalgte tillades adgang til deres Tarsus-skoler, som er adgangskortet til en levestandard i de højere klasser. Biomodifikation med henblik på at fremme forskellige evner i den menneskelige krop spiller en stor rolle i samfundet i Invisible War og er nu betydeligt mere udbredt end i forgængeren Deus Ex. Disse modifikationer søges også stærkt reguleret af WTO, således at kun ganske få selektivt udvalgte tildeles disse indgreb.
På den anden side af magtspektret finder man The Order Church. Som navnet antyder, drejer det sig her om en meget religiøs gruppering. Den åndelige leder går under navnet Her Holiness og er endnu ikke set i virkeligheden af den brede befolkning, da hun altid adresserer sine tilhængere via holografiske beskeder. Hovedbudskabet her er at finde det spirituelle indre, være i harmoni med naturen og bekæmpe materialistisk tankegang. Flertallet af Order Church-tilhængere finder man, ikke overraskende, blandt den fattigere del af befolkningen, som ikke har kunnet opnå accept hos WTO.
Der findes også en række andre organisationer i Invisible War. Knights Templar er en fraktion indenfor The Order Church, som gerne anvender mere drastiske metoder for at opnå deres mål. Desuden er de også meget åbne omkring deres anti-biomodificerings holdning. En anden interessant gruppe er The Omar, der handler meget på det sorte marked med diverse våben og ulovligt biomodificeringsudstyr. Man kan også tydeligt se på dem, at de selv ynder at få foretaget alskens biomodificeringer på sig selv.
Din rolle i denne historie er som Alex D, en biomodificeret antiterrorist trainee som er blevet opfostret og uddannet siden barndommen af WTO og deres Tarsus Academy. Du skal prøve på at opklare alle detaljer omkring din identitet og skelne venner fra fjender i dit forsøg på at spille en afgørende rolle i fremtidens udvikling.
Gameplay
Ligesom det første spil i serien er der her tale om et rollespil set i førstepersonsperspektiv, dog med lidt first person shooter elementer blandet ind, og både grafik såvel som stemning er ligeså mørk og dyster som i det sidste spil. Invisible War vil føre dig rundt omkring hele kloden, lige fra udgangspunktet i Seattle, til bl.a. Cairo og Trier. Den store styrke i forbindelse med gameplayet er helt klart valgmulighederne. Det starter allerede ved valget af hovedpersonens køn, da Alex D enten kan spilles som mand eller kvinde, med enkelte diskrete handlingsmæssige forskelle de to imellem. Hele vejen igennem hovedplottet vil der være opgaver fra mindst to sider at vælge imellem. I starten vil man oftest kunne løse alle opgaverne, men efterhånden som man kommer videre i spillet vil de mål man skal udføre hyppigere og hyppigere være i konflikt med hinanden, således at det kun vil være muligt at hjælpe den ene side. Dette er et interessant koncept, som dog både er positivt og negativt. På den ene side kan man sagtens følge spiludviklernes hensigt med denne missionsopbygning, da man i starten vil kunne arbejde for alle sider for dermed bedre at kunne danne sig et indtryk af, hvad de forskellige grupper i spillet står for. På den anden side virker det en anelse kunstigt at man gang på gang kan gå bag om ryggen på folk, uden at det får varige konsekvenser. Heldigvis er dette et mindre irritationsmoment, da man i begyndelsen er travlt optaget af at undersøge gruppernes motivationer, og man, som sagt, ikke hele vejen kan gøre, som man lyster, uden at det får konsekvenser for historiens udfald. Selvom nogle få personer og historietræk fra etteren gør sig gældende, især senere hen i spillet, så kan man sagtens være med i Invisible War uden at have spillet det første spil i rækken. Man vil gøre klogt i at læse de bøger, som ligger rundt omkring på banerne i spillet, da der her vil kunne hentes en del baggrundsinformation om både Invisible War og forgængeren Deus Ex.
Foruden de primære opgaver i spillet får man også tildelt en række sekundære missioner igennem spillet. Ofte omhandler disse missioner de to rivaliserende kaffebutikskæder Pequod og Queequeg, som konkurrer på henholdsvis syntetiske og ikke syntetiske bønner, og mega popstjernen NG Resonance, som har fået installeret software programmer i holo-boder verden over, hvor hun kommunikerer med sine fans. Løser man de sekundære mål, så venter der som regel nogle ekstra oplysninger omkring historien i Invisible War samt en stak credits, hvilket valutaenhederne kaldes i spillet.
Oplysninger omkring aktive missioner kan altid findes i ens Log Book inde på inventory skærmen, hvor man også kan kigge på level-kort og billeder, man har opsamlet undervejs, foruden at kunne skifte rundt blandt våben, genstande og biomodificeringer. Alt i alt et ret overskueligt inventory-system, som minder mest om en forenklet version af det, man har lavet til Star Wars: Knights of the Old Republic (KOTOR). Ens HUD er også godt designet, så man har hurtig adgang til de vigtigste ting, imens man er i fuld gang med selve spillet. En lækker lille detalje er, at der er blevet inkluderet et kompas, så man altid kan orientere sig i forhold til de level-kort, man har til rådighed. Styringen fungerer også upåklageligt, og dem, som har spillet Rainbow Six 3, vil kunne nikke genkendende til mange af de layouts, der er anvendt til knapperne.Våbenudvalget bør roses, da det er forholdsvist stort i Invisible War. Desuden kan man finde en lang række våbenmodificeringer rundt omkring i spillet, så man kan skræddersy ynglingsvåben lige efter ens behov. Opgraderinger gennem biomodificering er også mulige, enten lovlige eller ulovlige modificeringer. Dog kan man kun vælge et begrænset antal af disse, og tit vil man foretrække de ulovlige biomodificeringer, da de fleste af disse er sjovere og mere anvendelige end de lovlige.
Man må sige, at interfacet og de personlige færdigheder desværre var noget mere udvidede i det oprindelige Deus Ex. Formodentligt skyldes dette, at denne efterfølger først og fremmest er udviklet til konsol og derefter portet til PC. Det er en skam, da spil som KOTOR har vist, at Xbox-ejere gerne spiller mere dybe rollespil.
Noget af det, som adskiller Invisible War fra andre spil, er, at man kan løse problemer på mere end en måde. Oftest vil man skulle beslutte sig for enten at bestikke folk, anvende stealth og snige sig forbi fjender og hacke sikkerhedsforanstaltninger eller vælge den direkte metode og skyde/sprænge sig vej igennem forhindringerne. I praksis er det dog ofte noget lettere at vælge den brutale løsning end den snedige. Resultatet er stort set det samme, uanset hvad man vælger, så dem som vil bruge ekstra tid på at snige sig rundt omkring og dræbe færrest mulige skal udelukkende gøre det for deres egen fornøjelses skyld.
Et af de store svagpunkter i Invisible War er den ringe kunstige intelligens. AIen tillader en frit at stjæle lige foran folk eller rende rundt med våben trukket frem. Når man er i kamp, så kan man også af og til opleve en så elendig path finding hos modstanderne, at de konstant render ind i samme forhindring, indtil man sniger sig forbi dem eller de uskadeliggøres. Det er heller ikke altid at den direkte rute vælges, når de skal bevæge sig et sted hen. Desuden bør de moralske problemstillinger i Invisible War også berøres. Der er ikke nogen decideret rigtig eller forkert fremfangsmåde i spillet, kun den vej man nu engang selv har valgt. Det er selvfølgeligt dejligt befriende, men nogen vil alligevel savne lidt indikation af, hvem der er helte, og hvem skurkene er. Sådan er det ikke i Invisible War, hvor man, på trods af en fængende historie, beskæftiger sig med en række usympatiske folk. Derfor føler man også lidt i sidste ende, at ens endelige valg i spillet er mellem det mindste af to onder. Det vil også være nødvendigt at væbne sig med tålmodighed, når man giver sig i kast med Invisible War. Banerne er nemlig delt op i en række mindre områder, hvoraf mange kræver indlæsningstid på omkring 15-30 sekunder. Der er i princippet ikke noget at udsætte på banernes design, udover at de ikke er kædet sammen af nogen filmsekvenser. Der er kun en intro til spillet og så en række forskellige film klip, alt efter hvordan man gennemfører spillet i sidste ende.
Sværhedsgraden vil som udgangspunkt være alt for nem for dem, som har spillet first person shooters og rollespil før. Nybegyndere bør også overveje at gå en tand op inden start. Den samlede spilletid for en komplet gennemgang af spillet ligger på omtrent 20 timer, hvilket må siges at være acceptabelt for et singleplayer dedikeret spil, omend det heller ikke er alt for prangende. Hvis man ikke udforsker alle områder, lader være med at snakke med alle personer og kun gennemfører de mest nødvendige missioner, så kan spillet naturligvis gennemføres væsentligt hurtigere. Det vil dog være synd og skam, da spillet først og fremmest brillierer med sin historie og derfor ikke vil friste mange til at gennemføre hele spillet mere end en gang.
Grafik
Invisible War trækker på mange af de grafiske muskler Xbox har at gøre med. Særligt lys- og skyggeeffekterne er ekstremt flotte og må betegnes som vellykkede. Ligesom i Tom Clancys Splinter Cell og Rainbow Six 3, så spiller de en særdeles aktiv rolle i spillets baner og bidrager til at løfte atmosfæren betydeligt op. Teksturerne rundt omkring i spillet når ikke helt op i samme særklasse, men formår alligevel at skabe et overbevisende indtryk. Det samme gør sig også gældende for personerne i spillet. Det eneste virkelige svagpunkt ved figurerne er deres overdrevne armbevægelser, som godt kan være ret distraherende, eftersom karaktererne laver dem uanset hvad de siger. Invisible War gør desuden brug af en unik fysik. Herudover har spillets framerate har en beklagelig tendens til at dykke nogle steder. Heldigvis går det dog aldrig ud over selve gameplayet, selvom det naturligvis ikke just fremmer det æstetiske indtryk. Du kan næsten flytte rundt på alle genstande i spillet, og folk har generelt nogle meget bevægelige led. Bevidstløse og døde mennesker falder sammen i slaskedukke effekten, som man bl.a. kan opleve i Unreal Championship, når døde folk vælter ned fra større højder. Er man en smule sadistisk anlagt, vil man derfor af og til kunne more sig over personernes akavede fald, når de kastes ind i diverse ting og sager. Desværre er fysikken ikke altid lige realistisk og det er lidt uheldigt at vægt ikke har nogen særlig indflydelse på, hvor nemt man kan flytte rundt på ting og sager. Alligevel er det dog forfriskende at være del af et så interaktivt miljø.
Lyd
Kvaliteten af lydsporet ligger på nogenlunde samme niveau som grafikken. Spillets voice acting er generelt godt og flydende, lige så vel som de forskellige våben og omgivelser alle sammen er fulgt op med troværdige lydeffekter. Musikken er lavet specielt til Invisible War og kører diskret i baggrunden, hvor den aldrig virker dominerende eller malplaceret. Har man mulighed for 5.1 Dolby Digital lyd udgang, så venter der en endnu mere opslugende oplevelse, hvor alle lydsidens kvaliteter fremhæves yderligere. Uheldigvis er der lidt synkroniseringsproblemer i spillet. Selvom der er lagt et stort stykke arbejde i lave mundbevægelser til spillets enorme mængde tale, så er der konstant en smule forsinkelse mellem stemmerne og animationerne af læberne.
Konklusion
Set i det store perspektiv så er Deus Ex: Invisible War et spil, som kun plages af enkelte fejl og mangler. Både grafikken og lyden befinder sig generelt på et højt plan. Den ringe kunstige intelligens tager dog en del af spændingen ud af spillet, især first person shooter elementet, samtidig med at de figurer man møder rundt omkring i spillet typisk ikke er særligt sympatiske og giver en ubegrænset spillerum i store dele af spillet, så man skifter alliance på må og få. Rollespilsdelen er desværre ikke helt så udbygget, som man kender det fra etteren, og selvom det er genialt med flere løsningsmuligheder til problemer, så er voldsmetoden ofte den suverænt nemmeste fremgangsmåde. Til gengæld gør Invisible War sig positivt gældende på alle andre områder. Historien er kompleks og generelt meget uforudsigelig, foruden at dem, som ikke har spillet forgængeren, sagtens vil kunne følge med. Desuden er både styring og interface dejligt intuitive, og der er et solidt udvalg af våben at muntre sig med. Konklusionen må derfor blive, at selvom Invisible War ikke helt fylder det første spils enorme fodspor ud, så er det alligevel et fremragende spil, som man ikke bør gå af vejen for, hvis man er på udkig efter en god og engagerende singleplayer-oplevelse.
Facebook
Twitter
