Defiance

Anmeldt af: Jakob Helms Andreasen - 23. april 2013 - kl. 15:39
Del denne artikel:
4 0

Et MMO og samtidig et tredjepersons-skydespil – og så på en konsol. Uden tvivl en farlig cocktail – men er den velblandet? Læs vores anmeldelse af Defiance her.

Defiance bevæger sig ud på et territorium, som næsten er uudforsket på Xbox 360 – det er nemlig et såkaldt Massive Multiplayer Online-spil, hvor at man simpelthen er et ekstremt antal spillere samlet på en stor server. Samtidig er det også et traditionelt tredjepersons-skydespil, hvilket giver en noget spøjs blanding, da MMO’er som regel er noget man forbinder med rollespil.






Defiance foregår i en nær fremtid, hvor Jorden som vi kender den er blevet totalskadet af en konflikt mellem menneskerne og alien-racen Votan. Et uheld med såkaldt Arktech, avanceret teknologi, resulterede i, at al civilisation på Jorden er mere eller mindre blevet udslettet – der er altså kun et post-apokalyptisk landskab tilbage, beboet af få kolonister, anarkister, store insekter og lignende.

Som spiller er man hyret af Karl Von Bach, en rig industrileder, som en såkaldt ”Ark Hunter”, som skal hjælpe ham med at finde værdifuld Arktech i Bay-området omkring San Francisco. Uheldigvis går turen derhen ikke helt glat, og man er nødt til at foretage en evakuering fra et eksploderende rumskib. Pludselig er man sat ind i en stor, åben verden, sammen med et utal af andre spillere. Karl Von Bach er dog forsvundet, og det er nu op til en selv at finde både ham og det Arktech han havde på sig – inden det er for sent.






Langt det meste af spillet fungerer i en åben verden, hvilket fungerer utroligt godt. Når man spiller igennem historie-delen, risikerer man tit at finde andre, som er i gang med samme mission, og inden man ved af det er man et hold af fire i heftig ildkamp mod en gruppe mutanter. Desværre er stemmeskuespillet og selve historien ikke helt oppe på samme niveau som selve gameplayet.

Ud over historien, er der i den store vide verden adgang til et hav af forskellige sidemissioner, samt dynamiske ’events’, herunder en af spillets rigtig gode punkter, nemlig Arkfalls. Under et Arkfall falder en rest Arktech fra krigen, ned gennem atmosfæren, og sådan et nedfaldent stykke værdifuldt teknologi tiltrækker naturligvis en gruppe spillere – og en endnu større gruppe fjender. Det ses ofte under et Arkfall, at op mod 100 spillere ender med at stå og kæmpe med en stor gruppe kæmpeinsekter eller én stor dræberrobot. Defiance formår fint at skabe en fællesskabs-følelse som man bare ikke oplever i andre spil, fordi at de som regel ikke når op på det her antal spillere og begivenheder af denne her størrelse. Det er anderledes, og vigtigst af alt, så er det utroligt underholdende.






En af de allervigtigste ting i sådan et spil her, er selvfølgelig også at der er noget at lave i verdenen, og her formår Defiance ikke at score topkarakter. Der er såkaldte ”emergencies”, som man passerer på vejen, men nogle af dem er meget korte og føles egentlig ikke specielt sjove, mens andre er ret gode. Uheldigvis fremkommer nogle mere sjældent end andre, og det er oftest de sjove, man ikke ser så tit, mens der er enkelte man ser alt, alt for tit.

Derudover indeholder spillet daglige og ugentlige challenges, som man kan gennemføre, som oftest kræver at man tager hen til et specielt sted og dræber et vist antal fjender. Det er ikke fantastisk, men det er faktisk underholdende og ikke mindst, så er det en af de ting, som gør Defiance utroligt svært at slippe – det føles som om der altid er noget at lave.

Ethvert tredjepersons-skydespil har naturligvis en spilmode, hvor man spiller mod hinanden. Pt. har Defiance dog ikke specielt meget indhold på den front – der er to baner, tilegnet hhv. 6-mod-6 og 8-mod-8 spillers Team Deathmatch. Trods det alt for lave baneantal kan man trøste sig med, at banerne faktisk er ret fint designet, om end at både de og hele denne del af spillet mest af alt byder op til nærkamp, hvormed kampene hurtigt føles uvarierede, fordi det kommer til at handle om at undgå at dø, mens man forsøger at ramme en anden person med sin shotgun.






Til gengæld bliver der gjort bod på dette i Shadow Wars, som er en af de mest imponerende multiplayer-modes længe. Det er en form for Domination, som vi kender det fra f.eks. Call of Duty – bare med 64 spillere på hvert hold, og så foregår det ikke på én bane, men simpelthen på en del af verden. Dermed kan uskyldige også vandre ind på kamppladsen, hvor der stadigvæk render fjender rundt og der sker alt, hvad der ellers plejer at ske på det område. Man får rent faktisk en følelse af, at det er en spontan krig som bryder ud, og det bliver selvfølgelig kun bedre af, at man er så mange spillere.

Egentlig er Defiance en lidt blandet oplevelse, for der ikke noget punkt hvor det er helt fantastisk. Til gengæld er det ret godt på langt de fleste punkter, og der er noget for enhver smag, uanset om man er til en okay historie-oplevelse, godt sammensatte co-op missioner, et dejligt sci-fi-univers man kan køre rundt i eller krigsførelse på stor skala.






Defiance er ikke et stort AAA-produkt med et stort budget – det er et fint forsøg på at lave en spøjs genreblanding, som faktisk er blevet helt fint i sidste ende. Jovist, det er ikke specielt kønt, og det kunne godt trænge til en polering i en del af kanterne, men det er stærkt underholdende og virkelig, virkelig svært at give slip på, fordi der altid er noget nyt at give sig i kast med – og det er jo egentlig det der tæller.
+ Spændende univers, bredt udvalg af aktiviteter, fedt med store kampe mod store monstre og andre spillere
Ikke specielt kønt, visse dele kunne virkelig trænge til en kærlig hånd.
Gameplay:7.0
Grafik:5.0
Online:7.0
Holdbarhed:9.0
Overall 7.0
Log ind og stem
0
Der er endnu ingen der har stemt på denne hvis du kunne lide denne anmeldelse..
Køb spillet - og støt Xboxlife
Del denne artikel:
Kommentarer
Du skal være logget ind for at kunne læse og skrive kommentarer.