Deadfall Adventures

Anmeldt af: Søren Davidsen - 26. november 2013 - kl. 22:53
Del denne artikel:
0 0

Deadfall: Adventures er bygget op som en first-person shooter, kombineret med gådeløsning og er baseret på Quatermains novellerne. Det lyder jo nærmest som ren Indiana Jones og en god cocktail.

Du spiller som James Lee Quatermain, en garvet eventyrer, som altid er på jagt efter den næste store skat, og hvad der dertil hører. I spillet er han blevet sat til at udforske det antikke Egypten, for at finde en gammel skat. Alt dette går naturligvis ikke stille for sig, da hans eventyr byder på både romantik, nazister og unaturlige væsner. Hele plottet er en kende for tyndt, og stemmeskuespillet er ikke overbevisende nok til at man lever sig ind i historien. Igennem hele spillet følte jeg ikke at jeg var en del af historien, og som Quatermain er du arrogant og ikke tilstede i spillet.

Hele spillet starter meget forvirrende, og du bliver straks smidt ind i spillet uden at vide meget andet, end at du er en eventyrer og at du har en mission. Allerede i tredje bane, bliver man nødt til at krumme tæer over det dårlige stemmeskuespil og de ringe animationer som spillet byder på.




Som sagt så er Deadfall: Adventures et skydespil kombineret med gådeløsninger. I hovedmenuen var der mulighed for at sætte sværhedsgraden på begge af disse dele - fin detalje. Skydeaspektet er middelmådigt, og du føler lidt at dine skud ikke altid rammer der hvor de skulle, selv på kort afstand. Desuden er auto-aim mere en hindring end en hjælp, da den er alt for voldsom og åbenlys overfor spilleren. Styringen er som standard helt i orden, og ligner dem man kender fra andre skydespil i samme genre. En god detalje er, at man i starten af spillet får en lommelygte, som viser sig at være rigtig brugbar. Lyser du på dine fjender med lygten, så svækkes de og du kan nemmere få bugt med dem. Det er rigtig fint balanceret og gør at spillet ikke så er peg-og-skyd agtigt, men gør at du kan variere dine drab.

Gådeløsningsdelen er spillets højdepunkt - opgaverne er originale og godt gennemtænkt. Du kommer igennem flere forskellige opgaver og de variere meget i måden som de skal løses på. Desværre er der gåder hvor der skal læses symboler, og disse symboler var meget udtværet, hvilket gjorde det ekstra svært at løse dem. Til at løse gåderne har du også din forfaders dagbog, som du kan bruge til hjælp i den givne situation. Det var her jeg rigtig følte mig som Dr. Jones.

Det skal lige nævnes, at jeg var nødsaget til at installere spillet på min harddisk før jeg kunne komme i gang efter hovedmenuen. Ventetiden var meget lang, hvis man kørte spillet fra skiven, så en klar anbefaling herfra, er at installeret spillet.




Grafikken er ikke udpræget god, men udviklerne har alligevel formået at skabe et fængende miljø med flere små detaljer som de skal have ros for. Du starter din historie i Egypten, og allerede fra starten er man lidt betaget af hvor godt de har genskabt verdenen. Igen leder det hurtigt tankerne over på Indiana Jones og Mellemøstens mystik. Derfor er det også en skam at spillet lider under dårlige overflader, og som tidligere nævnt, så er det især et problem når man skal løse gåderne og opgaverne. Men set ud fra det brede synspunkt, så gør spillet det godt grafisk ud fra et overordnet synspunkt. Teksturer og animationer kunne dog godt have klaret et par dage mere hos udvikleren til at blive finpudset.

Lydsiden i Deadfall: Adventures er i orden, men også kun lige. Hele stemmeskuespillet er ufatteligt dårligt udført - man mangler dybde i stemmerne og personlighed ikke mindst. Bonuspoint skal udviklerne dog have for at bruge rigtig tyske skuespillere til nazisterne, det var en positiv overraskelse at høre. Jeg er dog sikker på, at hvis udviklerne havde lagt mere i stemmeskuespillerbudgettet, så havde spillet også meget mere fat i mig som spiller. Selve baggrundslyden er god, og den passer godt til grafikken og den verden man spiller i.

Det skal lige her til sidst nævnes, at vi ikke har haft mulighed for at prøve co-op eller multiplayer, på grund af manglede online spillere.




Deadfall: Adventures er en god idé, som er middelmådigt udført. Historien har sine øjeblikke, hvor man elsker at spille den, men ligeledes har den også store huller som man hurtigt falder igennem. Historien tager heller ikke rigtig fart på noget tidspunkt, og er faktisk ret flad hele vejen igennem. Jeg ville gerne kunne lide dette spil mere end jeg gjorde og derfor håber jeg også på at nogen vil tage ideen til sig, og udføre den på den helt rigtige måde næste gang.
+ Godt koncept, overordnet flot miljø både grafisk og lydmæssigt
Ringe udført, dårligt stemmeskuespil
Gameplay:5.0
Grafik:6.5
Online:-
Holdbarhed:4.0
Overall 4.5
Log ind og stem
0
Der er endnu ingen der har stemt på denne hvis du kunne lide denne anmeldelse..
Køb spillet - og støt Xboxlife
Del denne artikel:
Kommentarer
Du skal være logget ind for at kunne læse og skrive kommentarer.