Dark Void

Dark Void er en interessant blanding af et actionspil og et flyspil - men det når aldrig rigtigt at komme i luften. De gode idéer drukner desværre i middelmådigt gameplay.

Dark Void er en blanding af et tredjepersons actionspil, meget lig Gears of War, og et actionpræget flyspil. Det er en fin og oplagt cocktail, og kombinationen fungerer egentlig fint, men desværre udnyttes potentialet i sammensmeltningen af de to genrer og spilmekanikker slet ikke, og hele vejen igennem føles spillet middelmådigt.


Dark Void er det første spil fra amerikanske Airtight Games - firmaet er dog ikke helt nybegyndere, da det er grundlagt af tidligere Vice President hos Microsoft Game Studios, Ed Fries, og en række medarbejdere fra FASA Studios, som stod bag det populære Crimson Skies: High Road to Revenge.

Spillet foregår i 1938, hvor piloten Will Grey og hans følgesvend, kvinden Ava, er så uforsigtige at flyve tværs igennem Bermuda Trekanten i det atlantiske ocean. Deres fragtfly ryster pludselig kraftigt, og inden de får set sig om, er de på vej mod jorden med høj fart. Da de vågner op efter en noget grov landing, begiver de sig ud på opdagelse, og de finder hurtigt ud af, at der er noget galt. De befinder sig i en verden mellem to verdener, et sted kaldet The Void - og de er ikke alene. De støder hurtigt på andre mennesker, der ligesom Will og Ava er fanget mellem to verdener - og disse mennesker har opbygget en form for et simpelt samfund. Det mest iøjnefaldende er, at de tilsyneladende tilbeder en mystisk race, kaldet The Watchers, nærmest som guder, men det viser sig dog snart, at disse Watchers har en ret alvorlig og skjult agenda, som vil påvirke hele Jorden.


Herfra går historien slag i slag som vi kender det, og gameplayet overrasker umiddelbart ikke - i starten minder spillet mest om en light udgave af enten Gears of War eller Uncharted. Man kæmper sig igennem horder af Watchers ved at krybe i skjul bag kasser, store klippestykker og andet, for så at dukke frem og skyde mod fjenden, når man føler, at det er sikkert. Det er okay, at man åbenlyst bliver inspireret af andre spil, men bruger man deres idéer, bør man som minimum udføre dem nogenlunde lige så godt, som de oprindeligt var lavet - det gør Dark Void desværre ikke. F.eks. er det pænt frustrerende, at det kun er udvalgte steder, man kan krybe i skjul, og man kommer alvorligt på glatis, hvis man i kampens hede har udset sig en sten at gemme sig bag, men at spillet så mener, at der bør man ikke gemme sig - så er man godt på den, da sværhedsgraden generelt er ret høj, så man straffes ofte hårdt for den slags fejltagelser.

Dark Void byder dog også på enkelte gode idéer - og en af dem er et nyt såkaldt vertikal-cover system, som gør det muligt at krybe i skjul på samme måde som beskrevet ovenfor, også selv om man er på vej op eller ned af f.eks en klippevæg. Det fungerer således, at kameraet vipper 90 grader forover, hvis man er på vej ned - og 90 grader bagover, hvis man er på vej op. Nu er den tidligere lodrette væg nærmest vandret, dog er tyngdekraften stadig gældende - og nu kan man gemme sig bag den afsats, man står på, hvis man er på vej ned - hvis man er på vej op, kan man gemme sig bag den klippeafsats, man hænger under. Det fungerer overraskende godt, og med et enkelt knaptryk hopper man op eller ned til den næste klippeafsats. Disse sekvenser er der dog ikke ret mange af i løbet af spillet, men de er ganske underholdende, når de endelig er der.


Et lille stykke inde i spillet finder man en gammel jetpack - som er en slags rygsæk med jetmotorer og et par velvoksne maskingeværer. Man kan stadig fortsætte med at bevæge sig på jorden, men man kan nu også kaste sig ud over en klippeafsats, fyre op under jetpack’en og så flyve af sted og tage kampen op mod Watchers i luften. Der er blevet gjort meget ud af denne mulighed i markedsføringen af spillet, og det er da også en fin og flydende overgang mellem to forskellige genrer, men kombinationen bruges ikke ret ofte - enten foregår det i luften eller på jorden - sjældent begge steder.

Skulle man synes, at ens maskingeværer på jetpack’en er lidt for svage i forhold til fjendens UFO’er, kan man blot kapre en af disse i luften. Hvis man når indenfor en bestemt afstand til en UFO, trykker man på B, og man lander helt automatisk på UFO’en. Nu skal man via et lille minispil undgå UFO’ens våben, sørge for at holde fast, når piloten laver nogle halsbrækkende manøvrer og endelig få vristet cockpittet op, så man kan flå den prisgivet Watcher ud - og nu har man altså fået sin egen UFO. Det er da meget flabet, at man kan kapre en UFO i luften - det holder altså.

Dark Void indeholder en god håndfuld våben. De er alle mere eller mindre fremtidsversioner af velkendte våbentyper, som f.eks. Liberator (maskinpistol), Disintegrator (shotgun) og Reclaimer (sniper riffel). Alle våben - også dem på jetpack’en - kan opgraderes med de tech-points, som man indsamler i løbet af spillet. En typisk opgradering kan f.eks. være kraftigere ammunition, reducering af rekyl eller andre ting. Desværre synes de fleste våben at savne noget vægt og punch - de føles som plastikvåben, og man føler ikke rigtigt, at de er effektfulde - hvilket nogle få af dem dog er, i hvert fald når de er fuldt opgraderet.


Det er sekvenserne i luften, som fungerer langt bedst. Her kan man godt mærke, at en lang række af folkene bag Dark Void har rødder tilbage i Crimson Skies: High Road to Revenge. Desværre foregår et stykke over halvdelen af spillet på jorden, og det er bestemt ikke her spillet har sine styrker. Der er kun en lille håndfuld forskellige fjender (krydret med en enkelt simpel boss-kamp i ny og næ), og de opfører sig alle ens; nemlig dumt. De skal have mange skud, før de dør, men de bliver ved med at rende rundt i de samme mønstre hele tiden, så det er bare at være tålmodig og pumpe dem fulde med bly, så skal det nok gå alt sammen. Gameplayet varierer ikke ret meget, og når det hele er overstået efter 7-8 timer, har man fået nok.

Visuelt er Dark Void ikke imponerende - grafikken er ikke direkte grim, men den ligner noget fra et 2-3 år gammelt spil. Lyseffekter og detaljer i grafikken er der ikke mange af, og omgivelserne er for det meste fantasiforladte. Faktisk er spillet flottest i starten, men derfra går det desværre støt ned af bakke. Det bliver så ikke bedre af, at der er de klassiske grafiske fejl, hvor ens figur af og til står og svæver et stykke ud over en klippeafsats eller lignende, og enkelte steder gik grafikken nærmest i stå eller hakkede voldsomt - og den eneste måde jeg kunne få den i gang igen, var ved at hoppe ud af spillet og starte fra sidste savepunkt. Grafikken er godkendt, men så heller ikke mere.


Lydsiden er en smule bedre. Musikken er komponeret af Bear McCreary, der tidligere har komponeret musik til Battlestar Galactica - og han får dermed sin spilmusikdebut. Soundtracket er ganske fint og passer godt til spillets tema. Will’s stemme leveres af Nolan North, som vi også kender som Nathan Drake i Uncharted, Desmond Miles i Assassins Creed 2 og Jason Flemming i Shadow Complex - og han gør det som altid fint. Lydeffekterne bemærker man ikke rigtigt bortset fra, at man som nævnt tidligere savner noget tyngde til våbnene, noget som nogle effektfulde lydeffekter kunne have været med til at give.

Dark Void byder på et par gode idéer, men de bliver desværre overskygget af et trivielt og generelt ikke særlig spændende gameplay. Det er ikke noget direkte dårligt spil, det er bare heller ikke særlig godt - det er på alle måder et middelmådigt actionspil, som dog i korte momenter glimter med et par gode idéer, som desværre alt for hurtigt forsvinder i middelmådighedens tåger igen.