Dark Sector

Anmeldt af: Jesper Thuesen - 20. april 2008 - kl. 14:56
Del denne artikel:
5 0

Så skal vi igen bevæge os ind i third person shooter genren - og denne gang som hårdtslående mutant.

Efter en mindre pause af udgivelser i third-person shooter genren skal vi nu i gang igen – og denne gang som en hårdtslående mutant, som kæmper for at undgå en verdensomspændende epidemi.

Dark Sector blev oprindeligt annonceret til udgivelse i 2004, og blev dengang nævnt som en sci-fi shooter, som skulle være blandt de første spil til at benytte sig af den dengang så mystiske ”next-generation” feature. Sidenhen er der dog sket meget. Next generation er for længst blevet afmystificeret og Dark Sector tager ikke udgangspunkt i en episk sci-fi fortælling, men graver i stedet op i den kolde krig, som åbenbart aldrig bliver et helt udtømt emne for vores kære spiludviklere, som denne gang er Digital Extremes, mens spillet sendes på gaden af D3 Publisher.

I Dark Sector tager du kontrol over Hayden Tenno, en undercover agent, som sendes til Østeuropa for at tage livet af forræderisk agent, Mezner. Der går forlydender om, at Mezner har fået fingre i et biologisk masseødelæggelsesvåben, som forvandler alle inficerede til dræbermaskiner, eller i værste tilfælde, kødædende zombier – og derfor skal han stoppes, koste hvad det vil. Under denne mission bliver Hayden selv taget til fange, og som i sikkert har gættet slipper han ikke fri, før han selv bliver smittet af virussen, og hans højre arm langsomt begynder at mutere.






På overfladen ligner Dark Sector en third person shooter som alle andre og kan bedst sammenlignes med den gamle Capcom klassiker Resident Evil 4. I den første mission, som nærmest fungerer som en optakt til spillet, er man udstyret med en pistol, og skal derefter skyde sig til større og stærkere våben. Aim-systemet er som vi kender det fra andre shooters, og man har muligheden for at søge dækning bag mure, døre og andre forhindringer, som det er set i f.eks. Gears of War. Ergo er der ikke meget revolutionerende at hente her.

Herefter tager spillet sig dog en markant drejning, da Hayden efter en kamp med en alien-lignende fjende bliver overmandet og smittet af den frygtindgydende virus. Denne forplanter sig i Haydens arm og giver ham et nyt og dødbringende våben, Glaive, som mest af alt minder om en knivskarp boomerang. Med Glaiven kan Hayden skære fjender i flere stykker fra længere afstande, og som spillet skrider frem muteres han yderligere, således Glaiven bliver opgraderet til at kunne hente ting over længere afstande, optage kræfter fra ild, frost og elektricitet som kan bruges mod fjender, kaste våbnet med højere fart og dermed give større skade og ikke mindst vil man i løbet af spillet kunne styre Glaiven efter denne er kastet – og findes der noget bedre end at styre sit våben rundt om et hjørne for derefter at skære fjenden over i to? Derudover har man også muligheden for at tage kampen helt up close and personal ved de såkaldte ”finishing moves”, hvor man slår pusten ud af fjenden og ved et tryk på B knappen aktiverer en afslutningssekvens, hvor Hayden tager livet af sin fjende på en mere eller mindre grotesk voldelig måde.






Glaiven giver et anderledes approach, som dog ikke revolutionerer spillet synderligt, for essensen er stadigvæk at man skal løbe, skyde, dukke sig og skyde igen. Udviklerne har dog krydret dette med små puzzles, hvor man primært skal bruge Glaivens egenskaber for at åbne en port, sætte ild til en forhindring eller lignende. Men heller ikke dette er noget der for alvor sætter de små grå på en prøve. Dog vil man blive sat overfor nogle frygtindgydende boss-kampe, som virkeligt er godt sammensat. Alene bare tanken om at bekæmpe en forvokset zombie-blanding af en hund og en abe i en forladt kirke bør kunne få det til at krible i aftrækkerfingeren hos de fleste.

Undervejs får man muligheden for at opgradere eller købe våben via det såkaldte sorte marked. Disse findes under kloakdæksler og pengene til handler kan man finde omkring i banerne mens opgraderinger til våben ligeledes ligger spredt over det hele i sølvgrå kufferter. Igen en ”lånt” feature, da opgraderingsmetoderne samt sælgeren med den noget besynderlige accent sagtens kan lede dine tanker tilbage til Resident Evil 4.

Der er dog en række irritationspunkter. For det første kan gameplayet mange gange virke meget trivielt, da der, udover boss-kampene og de små puzzles, ikke er den store afveksling at hente. Endvidere kan styringen virke en anelse upræcis og specielt melee systemet kan til tider være ualmindeligt frustrerende, da det nogle gange virker som om et slag ikke bliver registreret, hvorefter fjenden blot kan banke løs på dig. Endeligt er historien så forvirrende og hensynsløst dårligt fortalt at den nærmest bliver ligegyldig.






Grafisk set er Dark Sector særdeles gennemarbejdet. Flere af miljøerne er fantastisk godt lavet, og når Hayden betræder regnvåde områder, eller en forladt kirkegård, er stemningen virkelig flot og landskaberne er detaljerede. Personanimationerne in-game kan der heller ikke sættes fingre på, men man kan dog til tider opleve at nogle overflader er langsomme om at loade, hvilket resulterer i at en slibrig zombie mest af alt ligner en geleklump med fråde. Der spares ikke på de blodige effekter når arme, ben og hoveder bliver revet af, men selvom det ikke just er realistisk, så går det godt i spænd med den til tider noget makabre fortælling. Også på den grafiske del vil man opleve at Dark Sector til tider minder enormt meget om Gears of War – ikke mindst i valget af miljøer samt udformningen af disse.

Man kan dog ærgre sig over, at miljøerne ikke er mere interaktive. Når nu det hele ser så overbevisende flot ud, så er det altså ærgerligt, at en lampe stadigvæk bliver stående når skyder den og at partikeleffekter generelt ser noget sparsommelige ud. Endvidere reagerer miljøerne ikke som man kunne forvente, når man benytter Glaivens ild-, strøm-, og frostkræfter og det er en lidt tam fornemmelse, når nu alt andet er så gennemarbejdet.

Lydsiden er ligeledes gennemarbejdet til trods for at man kan savne en smule effekt, når f.eks. en kamphelikopter flyver ind over arenaen. Våben lyder som de skal og baggrundsmelodierne sætter en udmærket stemning som er tilpasset miljøerne, mens lydeffekterne primært er begrænset til lyden af våben og fjender der råber op, når deres kammerater falder på stribe. Våbenlydene er ok, hverken mere eller mindre, men man er ikke et sekund i tvivl om at vægten er lagt på at give effekt til lyden af Haydens Glaive, der i slowmotion flænser alt på sin vej. Stemmeskuespillet er middelmådigt og klichéfyldt og absolut ikke noget man falder bagover i stolen over, og dette medvirker til at historien, som nævnt foroven, bliver kørt lidt ud på et sidespor.






Når man har gennemført Dark Sectors ca. 10 timer lange singleplayerdel må man nok erkende, at der desværre ikke er meget at komme efter på Xbox Live. Live-delen består af to forskellige gamemodes som udkæmpes på fem maps. De to gamemodes er henholdsvis Epidemic og Infection. I Epidemic, som mest af alt kan betegnes som en almindelig Team Deathmatch med forskellige objectives, har hvert hold en Hayden, som er fuldt opgraderet med alt hvad det indebærer af Glaive-kræfter – resten løber så rundt som soldater og så er det ellers bare om at tage livet af hinanden eller fuldføre objectives. I Infection er der kun én Hayden, som ligeledes er fuldt opgraderet. Herefter er det opgaven for alle andre at dræbe Hayden, mens målet for den der spiller som Hayden er overlevelse, som dog ikke er det store problem, der da er masser af fordele ved at have Glaive, skjold og ikke mindst midlertidig usynlighed. Den der dræber Hayden får derefter lov til at spille som ham.

Multiplayerdelen er så halvhjertet at det mest af alt minder om noget man bare ville have med fordi det lyder godt at skrive på spilcoveret at der er multiplayer i spillet. Der er næppe mange timer at hente i det og den multiplayerhungrende gamer-skare vil næppe få nogen nævneværdig underholdning ud af denne.






Alt i alt er Dark Sector et udmærket spil, men man kan ikke undgå at tænke, at der mest af alt er tale om gammel vin på nye flasker. Ser man bort fra Glaiven, så er de fleste idéer, såvel gameplaymæssigt som grafisk set, lånt fra spil som Gears of War og Resident Evil 4, hvilket nærmest manifesteres ved spillets sidste boss, som har så utroligt mange lighedspunkter med Salazar fra Resident Evil 4. Lidt ærgerligt, da Dark Sector bestemt ikke er et spil uden potentiale. I det lange løb egner det sig dog mest som et spil man lejer i en weekend da singleplayerdelen, trods sin længde, ikke rigtigt har noget ekstraordinært at byde på i 2. gennemspilning og multiplayerdelen absolut ikke kan holde dig underholdt i længere tid af gangen.

Dark Sector er et af de spil, hvor man bagefter vil ærgre sig på udviklernes vegne – for det kunne være blevet så godt, men i stedet ender det med at blive en over-middel oplevelse som dog sagtens kan give nogle timers underholdning i kraft af den rimeligt solide singleplayerdel.
Gameplay:7.5
Grafik:8.7
Online:6.0
Holdbarhed:6.5
Overall 7.2
Log ind og stem
0
Der er endnu ingen der har stemt på denne hvis du kunne lide denne anmeldelse..
Køb spillet - og støt Xboxlife
Del denne artikel:
Kommentarer
Du skal være logget ind for at kunne læse og skrive kommentarer.