D4 - Dark Dreams Don't Die

Anmeldt af: Palle Havshøi-Jensen - 24. september 2014 - kl. 21:06
Del denne artikel:
0 0

D4 - Dark Dreams Don't Die er et eventyr fra den japanske spildesigner Swery - og det er garanti for en anderledes spiloplevelse. Hop med ombord på et af de mest underlige eventyrspil i lang tid.

Jeg elsker spil, som kan give mig det uforudsigelige og anderledes. Derfor er jeg vild med spillene fra japanske Goichi "Suda 51" Suda, der med blandt andet Shadow of the Damned, Lollipop Chainsaw og Killer is Dead, byder på noget af det mest kreative og unikke (rent stilmæssigt i hvert fald), som den pressede japanske spilindustri har at byde på.



En anden unik spiludvikler fra det japanske er Hidetaka "Swery" Suehiro, som nok er bedst kendt for det psykologiske gyserspil Deadly Premonition. Nu er han tilbage med D4 - Dark Dreams Don't Die, som bedst kan beskrives som en kombination af et detektiv-drama, et eventyrspil og en komedie. D4 udgives over flere episoder og denne første udgivelse indeholder en prolog og de to første episoder.

I D4 spiller man privatdetektiven David Young, som tidligere har været ansat hos narkotika-afdelingen hos Boston PD. For to år siden blev hans kone dræbt og han er besat af at finde hendes morder. Hendes sidste ord til David var "Led efter D", en sætning, som kører i hans hoved igen og igen. David har en evne til at dykke tilbage i tiden, ved at bruge såkaldte "mementos", som er objekter med en speciel egenskab - og denne evne bruger han til at finde ud af, hvad der skete med hans kone og hvem der stod bag ugerningen.

Når David dykker tilbage i tiden, skal man som i et almindeligt "point and click" eventyr, undersøge områder og tale med forskellige personer, for at finde ud af hvad der er sket - og det hele spædes op med en række sekvenser, hvor man skal trykke på de rigtige knapper, på de rigtige tidspunkter. Det lyder som noget, der kunne komme fra Telltale Games, men i D4's tilfælde, er det meget anderledes skruet sammen.



Det er det af tre årsager; for det første er det hele ekstremt japansk og underligt, spillet kan (og bør) spilles med Kinect og knap-tryk sekvenserne er noget anderledes end hvad vi har set tidligere. Lad os tage det fra en ende af. Som nævnt, er det meget japansk og det er svært at sætte en finger på, præcis hvad det vil sige. Men i hvilke andre spil, end spil fra Japan, ser man sin hovedperson bo i lejlighed med en pige, der tror hun er en kat, arbejder sammen med en fyr, der spiser 10 hotdogs på 30 sekunder og hvor man spiller baseball med et mannequin-ben om bord på et passagerfly - og endda ender med at skyde modstanderens glasøje ud med bolden? Man kommer ud for så mange absurde ting, at man dårligt tror sine egne øjne - om det er godt for spillet, er jeg lidt i tvivl om.

Det andet var Kinect integrationen. D4 kan spilles med både et joypad og med Kinect - og det fungerer faktisk rigtigt fint med Kinect. Man kan spille mens man sidder ned. Man bruger sin ene hånd til at markere områder man vil undersøge og ved at knytte hånden tager man fat objekterne. Man kan også strække armen frem mod fjernsynet, for at skubbe til objekterne - det kan nogle gange være nødvendigt, for at vælte ting ned, som afslører andre ting omme bagved. I dialogerne med spillets forskellige karakterer, vælger man svarmulighed ved at sige dele af dialogen, som der står på skærmen ud for de tre svarmuligheder man som oftest har.

Det fører os videre til knap-tryk sekvenserne, hvor man skal trykke på de rigtige knapper på det rigtige tidspunkter - eller i det her tilfælde, udføre de rigtige bevægelser på de rigtige tidspunkter. Det fungerer overraskende godt og D4 er et godt eksempel på, at Kinect kan bruges til noget rigtigt sjovt, hvis bare udviklerne gider bruge lidt tid på det. Spillet fungerer også rigtigt godt med et joypad, hvor man i knaptryk-sekvenserne skal bruge både styrepindene, knapperne og triggerne på samme tid, for at udføre kombinationerne. I starten kan styringen virke lidt indviklet, fordi den er så anderledes end hvad vi kender fra andre spil, men når man får sat sig ind i den, er den spændende og virkelig godt implementeret.



Undervejs igennem spillet, skal man holde godt øje med Davids helbred. Man skal specielt holde godt øje med hans udholdenhed. En lille måler falder hver gang han foretager sig noget - lige meget om det er at åbne en bog, et skab eller noget andet, så mister han udholdenhed - løber denne måler tom, besvimer han. Det betyder desværre, at det hurtigt bliver en afvejning af, om man har lyst til at åbne det her skab eller rode i den her kasse - om det er værd at bruge styrke på det. Det sætter en stopper for lysten til at udforske områderne, noget som ikke er godt for et eventyrspil. Måleren kan fyldes op ved at spise mad, som man finder i omgivelserne eller ved at købe snacks af for eksempel kattepigen i ens lejlighed. Sat lidt på spidsen kan det siges, at det hele ender med at blive en jagt efter mad, mere end en jagt på ens kones morder.

Grafikken i D4 er har en ganske speciel stil, men er ikke specielt køn. Den fungerer som den skal og der er ikke nogen alvorlige tekniske problemer - det er bare ikke specielt pænt. Farverne passer ikke ret godt sammen og spillet har ikke nogen gennemgående tråd rent visuelt. Lydsiden er meget japansk, med skingre stemmer men dog ret overbevisende stemmeskuespil de fleste steder. Så både grafik og lyd er bestemt godkendt, det vil bare ikke imponere ret mange.

D4 - Dark Dream Don't Die er en besværlig størrelse at vurdere. Som jeg startede med at sige, elsker jeg skæve japanske spil, bare de ikke bliver skæve for skævhedens skyld. Det sker ikke med Suda 51's spil, hvor skævheden ikke virker påtaget og den giver rent faktisk mening i spillet. Det er lidt noget andet med D4. Her bliver tingene så underlige, at det hele virker lidt påtaget. Hvorfor skal ens partner være et mad-øre og spise tre hotdogs på tre sekunder i to mundfulde? Det er bare underligt og tilfører ikke spillet noget - og det virker ærlig talt lidt plat.

D4 - Dark Dreams Don't Die trailer - se i HD her

Hvis du har lyst til at prøve et anderledes eventyrspil, med en sjælden god Kinect integration, bør du tage et kig på D4, som bestemt ikke er som spil er flest - og er heller ikke for alle. Hvis du ikke har noget specielt ønske om at opleve en pige som tror hun er kat, en modedesigner som har et halv-erotisk forhold til en mannequindukke og en neurotisk kvinde med flyskræk og en lang række andre neuroser, så er det ikke D4 du skal spille, for det er fyldt med disse personer og mange andre, virkelige mærkelige, ting. Den gode brug af Kinect og forsøget på at lave et anderledes spil trækker op, men for mig blev det hele lidt for underligt og jeg var ikke synderligt underholdt i de 5 timer, som prologen og de første to afsnit af denne serie, tog mig at gennemføre.

D4 - Dark Dream Don't Die kan købes nu på Xbox Games Store for 115 kr.
+ God styring med både Kinect og joypad, en anderledes spiloplevelse
Udholdenheds-måleren, lidt rodet grafik
Gameplay:7.5
Grafik:6.5
Online:-
Holdbarhed:6.0
Overall 7.0
Log ind og stem
0
Der er endnu ingen der har stemt på denne hvis du kunne lide denne anmeldelse..
Køb spillet - og støt Xboxlife
Del denne artikel:
Kommentarer
Du skal være logget ind for at kunne læse og skrive kommentarer.