Cuphead er ren nostalgi, og da Studio MDHR fremviste de første klip fra spillet fik det da også en del opmærksomhed. Det havde nemlig en stil så det fuldstændig lignede en gammel tegnefilm fra 1930’erne, og allerede inden spillet udkom havde det høstet en del roser. Det har selvfølgelig været med til at skrue forventningerne op. Måske også lidt for højt op, som jeg ser det. Cuphead er et godt spil, men ikke et must-have spil, som enhver gamer bør have i sit spilbibliotek.
Der er egentlig to forskellige gameplay-elementer i Cuphead. Størstedelen er boss battles, hvor man på en bane kæmper mod en boss, men der er også nogle få bane der minder om traditionelle platformspil, hvor man skal løbe fra venstre mod højre, hoppe rundt og undgå eller nedkæmpe fjender undervejs. Fælles for begge elementer er, at intet er overladt til tilfældighederne. Begge steder følges et stringent flow, som ikke afviger det mindste, så det gælder om at lære disse flow og tilpasse ens aktioner til det, for at komme igennem banerne. Det betyder, at banerne alle sammen spilles igennem en hel del gange, både fordi nye elementer skal læres, men også fordi ens taktik skal tilpasses og bevægelsesmønstre skal øves og sidde lige i skabet, for sværhedsgraden er høj. Boss battles giver en mulighed for at spille to forskellige sværhedsgrader, men de er begge temmelig svære. Ofte betyder den nemme sværhedsgrad blot, at et af bossens angrebsmønstre bliver udeladt, og kampen dermed bliver lidt kortere. Men de andre elementer er altså ikke nemmere at lære og gennemføre.
Spillet viser ingen nåde, men man kommer støt og roligt længere og længere i banerne. Selvom en bane typisk tager et par minutter at komme igennem, når man endelig gennemfører den, så kan det godt tage 20-30 forsøg inden man når dertil, og dermed har man brugt 15-20 minutter på den samme bane. Det er ikke fordi spillet overrasker én, men mere fordi ens timing og reflekser skal være helt præcise for at komme helskindet igennem. Jeg syntes faktisk, at det er lidt kedeligt. Jeg kan godt lide høj sværhedsgrad og en god udfordring, men udfordringen mangler lidt her. Udfordringen er ikke at udtænke en god strategi, men blot at have tålmodighed til at lave de samme ting igen og igen, indtil det lykkedes helt perfekt og man kommer igennem banen. Det er ikke en type udfordring, som jeg bryder mig om. Men jeg er ikke i tvivl om, at der sidder mange derude som får julelys i øjnene ved tanken om sådan en udfordring, og de vi få deres drøm opfyldt med Cuphead, for lige netop den udfordring mestrer spillet perfekt.
En anden ting Cuphead gør perfekt er stemningen. Det er virkelig lykkedes Studio MDHR at ramme en grafisk stil, som leder tankerne hen på gamle tegnefilm. Jeg vil faktisk vove den påstand, at hvis man gik ind i stuen og så Cuphead på fjernsynsskærmen, så ville de fleste nok tro, at det rent faktisk var en tegnefilm der kørte. Ud over at figurer og baggrunde er bygget op som gamle tegnefilm og ligner på en prik, så er menuerne også bygget sådan op. Når de så samtidig leverer musik og lydeffekter, der passer perfekt dertil, så kan man ikke skelne mellem tegnefilm og spil, og det må siges at være en flot teknisk præstation af Studio MDHR. Der er simpelthen ikke noget tidspunkt, hvor man bliver hevet ud af illusionen om at se på en tegnefilm. Et vigtigt element i et spil som dette, hvor man ofte dør og skal starte forfra, er at man ikke skal vente for lang tid på at få lov at starte forfra, og det klarer Cuphead også til topkarakter. Når du dør vises der en lille statusskærm, der fortæller hvor tæt på (eller langt fra) at gennemføre banen du var, og så trykker du på en knap og to sekunder efter starter du banen forfra.
Skulle man have lyst til at dele udfordringen med en ven, så tilbyder Cuphead også co-op, hvor man kan sidde to og spille sammen. Det gør faktisk spillet en smule sjovere, både fordi det bare er sjovere at dele oplevelser, men også fordi spillet virker lidt nemmere at gennemføre på denne måde. Om det så er tilfældet, eller jeg blot følte det sådan, fordi jeg havde en at dele pinslerne med, er jeg ikke helt sikker på, men co-op er så absolut en god tilføjelse til spillet.
Konklusionen er, at Cuphead er et godt spil, som leverer det udviklerne har villet helt perfekt. Det er dog også et spil med et bestemt publikum for øje, og det kan godt ærgre mig, at et spil som i udtryksform appellerer til stort set alle (i hvert fald alle dem der kan lide tegnefilm) på den måde begrænser sit publikum. Havde de blot givet en reel mulighed for, at man kunne skrue ned for sværhedsgraden, ville mange flere få fornøjelse af spillet. Som det er nu er det kun folk med stor tålmodighed og lyst til at gøre det samme igen og igen, der får fornøjelsen af at gennemføre spillet, og det er synd, for det er faktisk et godt spil.
Facebook
Twitter
