Mit forhold til Crysis serien har ikke været specielt stabilt. Efter at have været godt underhold af seriens første spil, samt udvidelsen dertil, efterlod Crysis 2 mig ganske skuffet. Det mere lineære og simple banedesign var bestemt ikke min kop the, og selvom spillet ganske vidst bød på lidt større åbne områder til tider, som bestemt var underholdende, var mit helhedsindtryk af spillet en vis form for ligegyldighed, trods nogle fine momenter. Derfor var jeg også spændt på, hvad Crytek havde lagt i kakkelovnen med Crysis 3.
En af de største grunde til, at jeg var spændt på Crysis 3 var faktisk på grund af historien. Selvom dette aspekt af serien aldrig har været specielt meget i fokus, så tog seriens seneste udgivelse alligevel nogle ret interessante drejninger med Alcatraz og Prophet i en underlig situation, i og med Prophets sjæl langsomt overtager Alcatraz døde krop inde i den berømte nanodragt. Ja, det lyder mærkeligt, og jeg er stadig ikke helt sikker på jeg forstod hvad der skete, men faktum er, at gode gamle Psycho i begyndelsen af Crysis 3 bringer Prophet tilbage i kampen mod den stygge Cell koncern, samt en anden fjende, der skal besejres endnu engang.
Selve den overordnede historie er ikke specielt stærk, Prophet er nu mere Ceph, den truende alien fra tidligere spil, end han er menneske, desuden er han den eneste tilbageværende person med nanodragt, idet Cell med magt har fjernet dragterne fra Psycho og de andre. Dermed er Prophet den eneste, som kan stoppe en truende invasion fra en anden galakse, ja det er ligesom hørt før. Heldigvis er momenterne ind i mellem denne truende dommedag fyldt med overraskende stærke øjeblikke mellem Prophet og Psycho, overbevisende stemmeskuespil hjælper dette på vej, mens Prophets rejse gennem spillet byder på en ufattelig udvikling, ikke blot hos ham selv, men også hos menneskerne omkring ham, og det hele slutter med en god og passende slutning.
Det står hurtigt klart, at Crysis 3 minder en del om forgængeren. Brugen af Nano-dragten, der forvandler bæreren til en næsten uovervindelig superhelt foregår på præcis samme måde. Det er let at skifte mellem de forskellige funktioner, som stadig er usynlighed og ekstra beskyttelse mod eksplosioner, plama og kugleregn i form af noget smart nano-pansring, noget enhver spiller helt klart kommer til at benytte sig af i rige mængder. Denne simplicitet sørger for, at hele Crysis 3 oplevelsen føles strømlignet som bare pokker. Det er således nemt at tilpasse sig enhver situation, og dermed forme spillet alt efter, hvad man har lyst til. Dem som har tidligere erfaring med eksempelvis Crysis eller Far Cry 3 vil vide præcis hvor fantastisk dette er.
Hvis du har lyst til at snige dig gennem det høje græs, mens du stille og roligt eliminerer, hver eneste fjende i miles omkræs uden nogensinde at trykke på en aftrækker, så er det bestemt en mulighed. Det betyder dog ikke, at man ikke skal give den fuld gas i andre situationer, det er nemlig lige så sjovt at tage en mere eksplosiv tilgang til udryddelse af alt og alle, som står i vejen for missionen. De rige muligheder for selv at vinkle, hvordan et givent møde med fjenderne skal tackles, er klart et af de elementer, som gør Crysis som serie til noget specielt. Meget få spil kan opnå samme spændingsniveau, som når jeg i Crysis let og elegant skifter mellem de forskellige kræfter, løber, hopper og glider rundt om intetanende fjender, vælger mine kampe med omhu, skifter til mit panser for at løbe gennem et inferno af fjendtlig beskydning for til sidst at sparke en udbrændt bil ind i en gruppe af fjender. Det er kort sagt, ganske mageløst. Værre bliver det dog heller ikke af, at våbenfysikken er ganske god. De mere normale våben, som sender tungt bly af sted føles tilpas tunge, og lyder som om de slår hårdt, imens de mere sofistikerede fremtidsvåben har en lignende tilfredsstillende effekt ved hvert enkelt tryk på aftrækkeren.
Gameplayet er ikke radikalt anderledes end det var i den foregående udgave, men det fungerer altså. Desværre skuffer den kunstige intelligens hos fjenderne en smule, da det er nødvendigt at skrue sværhedsgraden helt i top, for at fjenderne for alvor presser spilleren til at skifte strategier, taktik og tænke lidt mere ude af boksen, hvilket er skam, lidt at gassen går af ballonen, når man tror man har tænkt sig vej til det perfekte drab, og det så viser sig at fjenden bare har stået stille og stirret lige ud i luften.
En af grundende til, at Crysis 3 formår at være så underholdende, er banedesignet. Som nævnt tidligere, var et af mine problemer med forgængeren banedesignet, friheden var lidt for ofte ret begrænset, og selvom Crysis 2 gav muligheder for at tænke selv og bevæge sig i små sandkasseområder, så var det ikke rigtigt nok for undertegnede. Crysis 3 starter ud med en masse korridorskydning, men så snart man kommer ind og ser ruinerne af New York, så åbnes spillet for alvor. Områderne er i denne omgang større, specielt imod slutningen af spillet, ufatteligt smukke og ganske varierede. Kombineres alle evnerne med New Yorks ruiner, overgroede gader, tomme kloakrør og andet ødelagt geometri, så er Crysis 3 en kæmpe legeplads. Vi taler ikke åbenhed i stil med originalen, for Crysis 3 er stadig en mere fokuseret og standardiseret oplevelse, men kombinationen af Crysis 1 og 2 i forhold til frihed er næsten perfekt. Når jeg nævner fokuseret så er det denne gang ikke for at sige det er lineært, men en pæn måde at sige, at Crysis 3 ikke er et langt spil. Den gennemsnitlige spiller vil ikke bruge mere end en fem-seks timer på at gennemføre single player delen, og selv med de nuværende standarder, så er det bestemt ikke lang tid. Jeg var godt underholdt i de fem en halv time spillet tog for mig, men jeg kunne godt have brugt en time eller to mere i New Yorks ruinjungle.
Crysis 3 er, ikke specielt overraskende, en fryd for øjet der er ikke mange spil på disse aldrende konsoller, som kan hamle op med denne visuelle perle. Det nedbrudte New York, destruktionen omkring området, de blaffende græsstrå og trætoppe, de små søer, dyrelivet, og sollyset, der bryder ind gennem alt dette, er ufatteligt betagende, og det er svært at holde sig fra at stoppe op engang i mellem og beundre de overdådige syn. Crytek har altid haft talent for at skabe et grafisk mesterværk, og selvom den tekniske kvalitet er ufattelig høj, så har designet fortjent lige megen omtale. Desværre har denne billedskønne kvalitet en bagside, i nogle af de større actionsekvenser og lignende hektiske momenter, kan billedfrekvensen tage nogle uheldige dyk, og det samme problem er gældende online. Det er ikke et kæmpe problem, men det er nok til at de fleste vil bemærke det, og kombineret med nogle irriterende lydproblemer, som dog skulle blive fikset snarest, er der nogle små tekniske problemer, som desværre trækker helhedsindtrykket ned.
Idet Crysis 3 er et skydespil i år 2013 er der naturligvis også en multiplayer funktion, der lader op til 12 spillere duellere i en kamp til døden. Multiplayerdelen er ganske velfungerende, og det er overraskende sjovt. Det er efterhånden et par år siden jeg sidst har været for alvor grebet af multiplayerdelen i et førstepersons skydespil, men Crysis 3 gør bare mange ting godt. Ligesom i singleplayer delen, så er banerne virkelig godt designet, ikke mange andre spil har den samme form for bevægelsesmuligheder horisontalt og vertikalt, som Crysis 3 har. Et af de vigtigste aspekter er, hvordan du bevæger dig rundt og balancerer brugen af usynlighed og panseret, dette er ikke et spil, der blot handler om hvem der er bedst med et våben i hænderne, hvilket er forfriskende. Jeg har dog oplevet en del kampe, hvor forbindelse var et problem, jeg skal ikke kunne sige om det er matchmaking eller det relativt lave spillertal, der er synderen her. Desværre er multiplayer delen lidt for standardiseret, for at åbne for nye våben og perks skal der tjenes en masse XP i spiltyper, der virker alt for bekendte. Den eneste spiltype, som er en kende anderledes er Hunter, hvor to spillere i bedste predator stil skal jage de andre, og hver eneste dræbte bliver selv til denne usynlige jæger, hvilket er god underholdning.
Crysis 3 er et virkelig, virkelig solidt spil. Crytek har formået at kombinere de fleste af forgængernes styrker, og har skabt et af de bedste skydespil jeg har spillet i et godt stykke tid. Selvom der ikke er mange overraskelser at hente i hverken singleplayer eller multiplayer, så betyder det ikke, at Crysis 3 ikke har været voldsomt underholdene. Det gode banedesign, det alsidige gameplay, den overraskende gode onlinedel samt den mageløse grafik er for mig nok til næsten at overse de tekniske problemer og den korte spilletid. Jeg var allerede efter gennemførelsen klar til endnu engang at tage rejsen til det nedbrudte New York for at jage intetanende fjender med bue og pil. Crysis 3 er simpelthen rendyrket sjov.
Facebook
Twitter
