Crimsonland er et såkaldt twin-stick-skydespil. Spillet ses fra fugleperspektiv, du styrer en figur med den ene styrepind, sigter med den anden og så skal der ellers skydes fjender til den store guldmedalje.
Crimsonland består af to forskellige spilmuligheder: Quest og Survival. Quest er 70 missioner fordelt på 7 kapitler, uden en egentlig historie eller videre sammenhæng. De går alle sammen ud på at dræbe alle fjenderne i banen, så man kan låse op for et nyt våben eller en ny evne, og så ellers videre til næste bane. Det er ikke videre sindsoprivende, heller ikke som missionerne bliver sværere og sværere, og den egentlig motivation til at spille Quest missionerne er mest af alt, at man skal bruge de ting man låser op for, når man spiller Survival.
Der er ikke særlig stor variation i fjendegalleriet, som består af aliens, edderkopper og reptiler - den eneste forskel er egentlig, at de forskellige typer af fjender bevæger forskelligt. Det havde fungeret bedre, hvis reptilerne for eksempel ikke tiltrak varmesøgende missiler, eller at edderkopperne havde en anden type angreb. Bossmissionerne er klart Quest-delens styrke, hvor man blandt andet sættes op mod edderkopper, der bliver til to mindre edderkopper, når man skyder dem og fjender der kan skyde efter en. Selv med disse underholdende baner føles Quest dog aldrig som mere end en form for opvarmning til Survival.
Survival er twin-stick-skydespil i sin mest basale form. Der kommer fjender indtil du dør, og så gælder det ellers om at få så mange points som muligt ved at skyde dem. Nye våben kommer tilfældigt på banen, nogle fjender bliver til power-ups når de dør og alle dræbte fjender giver XP, som giver adgang til nye egenskaber. Selvom at Survival utvivlsomt er spillets styrke, så har det også flere store skavanker. Det er i stor grad præget af tilfældighed, da der er meget stor forskel på, hvor stærke våbnene er - at få et svagt våben i starten giver nærmest en lyst til bare at starte forfra, mens et stærkt våben nærmest automatisk giver en stor mængde points.
Dette kommer særligt til syne i den alternative Survival-mulighed Weapon Picker, hvor man ikke kan lade, når først man har brugt alle skuddene i ens våben, men i stedet er tvunget til at samle et nyt op, eller finde et power-up, der automatisk lader våbnet. Her er mange våben ubrugelige, mens andre er uovervindelige. I flere af de forskellige Survival-muligheder føles held og tilfældigheder vigtigere end ens evner, hvilket må siges at være ærgerligt, når formålet med spilmuligheden er at jagte højere scores end dem, man har sat tidligere. Tilfældighedselementet elimineres dog i spilmuligheden Rush, hvor man kun har sit trofaste maskingevær mod horder af fjender fra alle sider - ingen power-ups, ingen egenskaber, ingen nye våben - særdeles morsomt, specielt når man er flere.
Våbenudvalget kunne sagtens have været en stærk side i Crimsonland, men de forskellige variationer af våbnene ligger overraskende tæt op ad hinanden. I sidste ende føles det ligegyldigt om man bruger et oversavet jagtgevær eller et almindeligt, da det kun er styrken og effektiviten på afstand, der ændres. Selv plasma-geværet af samme type ændrer egentlig ikke det store på, hvordan spillet spilles. Selvom visse våbentyper skiller sig ud, såsom Gauss-våbnene, hvor skuddene fortsætter efter at have ramt en fjende, eller de flere forskellige variationer af flammekastere, så kunne man godt savne mere kreativitet, fremfor flere forskellige former for maskingeværer og rifler. En dosis humor, mindre højtidelighed og en mere kreativ tilgang til designet af våbenudvalget, havde gjort godt i Crimsonland.
Både Quest og Survival understøtter op til flere spillere - dog kun lokalt - og særligt Surival bliver eksponentielt sjovere, jo flere man er. Hvis man ikke har noget imod at kæmpe sig gennem missionerne for at låse op for våben og egenskaber, så er der mange timers sjov at hente i Survival, hvis man elsker at jagte highscores eller gerne vil have et simpelt kooperativt spil, til når man er flere hjemme i sofaen. Spillets sværhedsgrad justeres også, i takt med at flere spillere tilføjes, så missionerne bliver ikke automatisk nemmere med fire spillere, da det også giver fire gange så mange fjender - det bliver dog markant mere underholdende.
Ligesom resten af præsentationen er grafikken i Crimsonland meget simpel. Det virker til at være ud fra en filosofi om, at så længe det virker, er det okay. Det er ikke kønt at se på, men det har heller aldrig været meningen. Man kan se forskel på de forskellige våben, man kan se fjenderne og den maling-lignende røde plamage de eksploderer ud i, når man skyder dem. Folkene bag formår dog at få ret meget ud af forskellige farver og størrelser, og det er nemt at kende forskel på forskellige variationer af fjender, ud fra fra farver og former.
Mens Crimsonland ikke er et decideret dårligt spil, så er spillets høje pris et stort problem. Med en pris på 107 kr. er Crimsonland for dyrt, i forhold til hvad det byder på - en genudgivelse af et tolv år gammelt indholdslet twin-stick-skydespil. Når man bevidst har lavet et spil, som i både funktion og præsentation er simpelt og skåret ind til benet, så bør man kunne gøre det samme med prisen. Man kan dog prøve en gratis demo, hvis man har lyst til det og i den første uge efter udgivelsen, kan spillet fås til en lidt nedsat pris, på 91 kr.
Crimsonland er middelmådigt, men dog med en underholdende Survival-mulighed, særligt når man er flere spillere. På trods af positive punkter kan Crimsonland ikke overleve at blive holdt op mod andre spil i samme genre, hvor det falder bagud, både når det kommer til underholdningsværdi og særligt pris. Crimsonland er langt fra en genistreg eller et fantastisk indslag i genren, men kan ikke desto mindre anbefales til high-score-jægere eller til en aften med et simpelt spil på sofaen sammen med vennerne, men prisen bør halveres, før spillet fortjener et køb.
Facebook
Twitter
