Crash Bandicoot: Mind over Mutant

Anmeldt af: Tommy Ågren - 9. november 2008 - kl. 06:37
Del denne artikel:
15 0

Crash Bandicoot er tilbage i endnu en kamp mod den djævelsk udspekulerede Doktor Neo Cortex.

Med Crash Bandicoot: Mind over Mutant leverer Radical Entertainment og Sierra nu en opfølger til sidste års velmodtagne Crash of the Titans. Lige som det foregående Crash-spil vil Mind over Mutant ganske sikkert gøre lykke hos børnefamilierne, og spillet vil uden tvivl være at finde under juletræet mange steder til stor glæde for de yngre Xbox 360 fans.

Doktor Neo Cortex er i Mind over Mutant klar med en ny djævelsk plan for at overtage verdensherredømmet. Denne gang har han og kumpanen Doktor Nitrus Brio fremstillet en elektronisk personlig assistent, der under dække af at gøre folks liv lettere, overtager kontrollen med deres hjerner. Kun vores helt Crash Bandicoot kan modstå Cortex’ onde opfindelse, og det er op til ham at ødelægge de to skurkes planer.






Manuskriptet i Mind over Mutant er som taget ud af de mange børnetegnefilm, der pryder sendefladen på de landsdækkende tv-kanaler; Crash og hans kammerater er utroligt charmerende, og deres humoristiske eventyr går lige i hjertet på de mindste. De danske stemmer gør den frække punggrævlings oplevelser endnu mere vedkommende, og voksne spillere vil nok også klukke en gang imellem.

Mind over Mutant fortsætter ufortrødent, hvor Crash of the Titans slap. Der er stadigvæk tale om et ærkeklassisk platformspil, der er tilført et par ekstra ingredienser. Har du prøvet sidste års Crash-spil, så er du fuldstændig på hjemmebane i Mind over Mutant.

Igennem jungler, snelandskaber, ørkner og meget andet skal du hjælpe Crash med at forcere dybe afgrunde, undgå flammer, balancere på vippende klippestykker og bekæmpe uanede mængder af Cortex’ håndlangere. Crash har altid været en adræt fyr, der også var god med næverne; han kan nu også klatre på stejle vægge, foretage snurretop-angreb og grave tunneler.






Spillets eksemplariske styring gør et godt indtryk, selvom Mind over Mutant ikke byder på ret megen nytænkning. De åbne områder omkring Wumpaøen er varierede og indbydende. Der er masser af krinkelkroge, der kan udforskes og små valgfrie missioner, der kan afprøves. Ud over det lidt tyndslidte idegrundlag er det eneste større ankepunkt, at spillet benytter de samme ruter og niveauer alt for meget, hvilket bliver kedsommeligt i det lange løb.

Ligesom i sidste års udgivelse besidder Crash evnen til at overtage kontrollen med visse af sine fjender – nærmere betegnet Titanerne. Har en Titan fået tilpas mange kæberaslere, bliver den blid som et lam, og Crash kan derefter bruge den som kombineret ridedyr og kampmaskine. Titanerne besidder forskellige evner, der bruges elegant til at tilføre spillet ekstra puslespilsopgaver og yderligere dybde i banedesign og layout. Som noget nyt kan Crash nu gemme en Titan væk og hive den frem, når situationen kræver det. Samler du nok af de glitrende mojokrystaler, bliver Crash og hans Titanhjælpere stærkere og bedre til at kæmpe.






To spillere kan give sig i kast med Crashs eventyr sammen, hvor tilkomne frit kan hoppe ind og ud af spillet. Det er ganske underholdende og fungerer fortrinligt, når Crash og hans søster Coco gør kort proces med Cortex’ tropper, og man i fællesskab udforsker spillets verden.

Mind over Mutant er, som Crash-titler har for vane, særdeles børnevenligt, og spillets historie og indhold er helt i tråd med PEGI aldersanbefalingen på 7+. Næsten alle opgaver forklares tydeligt, og styringen indlæres hurtigt grundet den gennemførte brug af dansk tale.

Grafisk holdes stilen fra sidste år perfekt, og spillet er fortsat glad og farverigt. Hele spilverdenen skal primært roses på grund af sit gennemførte og meget tillokkende udseende. Rent teknisk udfordres Xbox 360 konsollen slet ikke, selvom vi enkelte steder bydes på flotte refleksioner og partikeleffekter. Crash, Titanerne og alle de sære skabninger i spillet er dygtigt animerede og fuldender spillets tegneserietema perfekt.

Udover det velfungerende danske og engelske stemmeskuespil er Mind over Mutant en skuffelse lydmæssigt. Musikken består næsten udelukkende af kedelige typiske spilsange, der hurtigt bliver trættende, og lydeffekterne er sparsomme og uimponerende.






For yngre spillere er der uden tvivl en herlig mængde sjov at hente ud af Mind over Mutant. Historien er holdt i flot tegneseriestil, og spillet er spækket med simpelt og ligetil indhold. Muligheden for at spille to samtidigt må ikke forglemmes, da den er en fortrinlig kilde til sjov underholdning. Den voksne spiller vil næppe kunne fastholde interessen for Mind over Mutant i længere tid – dertil byder spillet på for få udfordringer, og det føles allerede efter få timer trivielt og lidt tandløst.

Crash Bandicoot: Mind over Mutant kan kun uforbeholdent anbefales til familier med børn. Har du en ustyrlig trang til at opleve endnu et Crash eventyr, kan du måske finde lidt uforpligtende sjov i spillet for en stund, men alle andre bør nøje overveje investeringen, inden der smides kolde kontanter på disken.
Fakta
Crash Bandicoot: Mind over Mutant

Crash Bandicoot: Mind over Mutant

PlatformXbox 360
UdviklerRadical Entertainment
UdgiverSierra
Spillere1-2
Udgivelsesdato31-10-2008
Officiel websiteKlik her
PEGI: PEGI 7
Følg Xboxlife her
Xbox Support
Gameplay:6.5
Grafik:6.0
Online:-
Holdbarhed:7.0
Overall 6.5
Log ind og stem
0
Der er endnu ingen der har stemt på denne hvis du kunne lide denne anmeldelse..
Køb spillet - og støt Xboxlife
Del denne artikel:
Kommentarer
Du skal være logget ind for at kunne læse og skrive kommentarer.