Costume Quest

Anmeldt af: Palle Havshøi-Jensen - 31. oktober 2010 - kl. 09:42
Del denne artikel:
6 0

Costume Quest er et simpelt, men ganske underholdende, rollespil, komplet med Halloween monstre, masser af gratis slik og fantasifulde udklædninger. Læs med her.

Costume Quest kommer fra Double Fine, som nok er bedst kendt for det fantastiske Psychonauts og senest for Brütal Legend. Spillet er et resultat af, hvad Double Fine kalder ”Amnesia Fortnights”, nogle sceancer hvor man delte firmaet op i fire mindre hold, som hver skulle arbejde på en spilprototype til et potentielt fremtidigt spil og derefter præsentere deres arbejde for resten af firmaet. Costume Quest prototypen, skabt af bl.a. Double Fines lead animator og tidligere Pixar designer, Tasha Harris, blev det første spil, som blev ført ud i livet og det er et lille lettilgængeligt rollespil for det meste af familien.


Det er Halloween og de to tvillinger, Wren og Reynold har glædt sig til denne aften i meget lang tid. Den står på sjov og ballade i gaderne og forhåbentligt masser af gratis slik, når de går fra dør til dør og råber ”trick or treat”. De to børn når dog ikke ret langt, før de finder ud af, at der er noget galt. Nabolaget er blevet indtaget af monstre, som er ude på at tømme området for slik, som de tager med hjem til monsterland.

Det ender da også med, at den ene af tvillinger bliver kidnappet (den du har valgt ikke at spille med), da et dumt monster tror, at han/hun er en stor talende klump slik. Herfra begiver den tilbageværende tvilling sig, sammen med et par venner, ud på en farefuld rejse igennem tre forskellige verdener (ens hyggelige nabolag, et shopping center fyldt med monstre og et mystisk omrejsende tivoli), for at finde sin forsvunde søster eller bror og få de slikelskende monstre ned med nakken, én gang for alle.

Man behøver langt fra, at være rollspilsekspert for at spille Costume Quest, det er nemlig meget let at gå til og ikke særlig tungt i forhold til andre rollespil. Man render rundt og snakker med andre børn, trick-or-treater ved huse, butikker og andre steder, for at optjene slik, som er spillets valuta. I løbet af spillet finder man dele til nye kostumer, som er en meget vigtig del af spillet, da de giver spilleren forskellige egenskaber i både kampsituationer og når man render rundt og undersøger omgivelserne.


Kampsekvenserne er turbaseret, som vi kender det fra mange andre rollespil. Forskellen er her, at angreb sættes ind ved hjælp af nogle simple ”tryk på den rigtige knap på det rigtige tidspunkt” sekvenser, som giver en lag af ”sucess/fiasko” til ens angreb, selv om ens angreb dog stadig rammer hvis man fejler, de bliver blot ikke så kraftige. Det samme system gælder når fjenden angriber, her skal man også trykke på en knap i tide, for at minimere de skader angrebet gør.

Alt efter hvilke kamp-evner (kaldet Battle Stamps) man har anskaffet sig og hvilket kostume man havde på da kampen startede, har man forskellige egenskaber i kampen. De 24 forskellige Battle Stamps kan købes for det slik man optjener rundt omkring og derefter tilknyttes disse til de forskellige figurer. Et Battle Stamp kan f.eks. give muligheden for at lave et automatisk modangreb hvis man blokerer en fjendes angreb, give ekstra energi efter hver kamprunde eller give spilleren mulighed for at lamme fjenden i en kort periode.


Selv om børnenes kostumer er simple (f.eks. er robotkostumet lavet af en blå papkasse), bliver disse kostumer, som i de fleste børns livlige fantasi, til virkeligt fede dragter når der skal kæmpes. Den blå paprobot, bliver f.eks. til en futuristisk android med effektive energi-skjolde og ION-styrede missiler og pommes frites kostumen bliver til et seksbenet edderkoppe-lignende frituremonster. Kostumerne er ganske opfindsomme og sjove, og de spænder lige fra astronauter og enhjørninge til riddere, ninjaer, frihedsgudinden og naturligvis græskarmonstre.

Overordnet er gameplayet ganske fint og let at gå til. Man behøver som sagt ikke være rollespilsekspert for at kunne spille Costume Quest og de små minispil samt sidemissionerne er ganske underholdende, selv om de ikke er særlig varieret. Spillet kan gennemføre på 4-6 timer, men vil man finde alle de gemte ting og klare alle sidemissionerne, så kan man godt lægge et par timer eller mere oveni spilletiden.


Grafikken i Costume Quest er ganske nydelig og tegneserieagtig. Omgivelserne i de tre verdener er flotte og ganske detaljeret, mens figurerne er lidt simple og designet af dem er lidt underligt i forhold til resten af grafikken. Men den grafiske side virker fint, selv om kameraet kan drille lidt ind imellem. Lydsiden er ligeledes god og velfungerende og passer fint til spillets stil. Alle samtaler i spillet foregår via talebobler uden stemmer, hvilket der i pricippet ikke er noget galt med, men nogle af taleboblerne forsvinder for hurtigt, så man ikke altid når at læse hvad der står i dem.

Costume Quest er et hyggeligt lille rollespil med en god portion humor, som vi kender det fra Double Fine. Gameplayet er let tilgængeligt og hele spillets lette og hyggelige stil gør, at det er et spil som det meste af familien kan være sammen om at spille. Man kunne dog godt have ønsket sig lidt mere variation og lidt længere spilletid, men man er for det meste godt underholdt, så længe det varer. Costume Quest kan nu købes på Xbox Live Marketplace for 1200 MSP.
Fakta
Costume Quest

Costume Quest

PlatformXbox 360 Arcade
UdviklerDouble Fine
UdgiverTHQ
Spillere1
Udgivelsesdato20-10-2010
Officiel websiteKlik her
PEGI: PEGI 7
Følg Xboxlife her
Xbox Support
Gameplay:7.5
Grafik:7.5
Online:-
Holdbarhed:6.0
Overall 7.5
Log ind og stem
0
Der er endnu ingen der har stemt på denne hvis du kunne lide denne anmeldelse..
Køb spillet - og støt Xboxlife
Del denne artikel:
Kommentarer
Du skal være logget ind for at kunne læse og skrive kommentarer.