Conker Live & Reloaded

Anmeldt af: Anders Pedersen (Anastacio) - 7. juli 2005 - kl. 21:52
Del denne artikel:
9 0

Egernet Conker er tilbage i en genudgivelse af Bad Fur Day. Originalen udkom tilbage i 2001 i slutningen af Nintendo64’ens levetid. Grundet den faldne dominans, Sega’s Dreamcast og Sony’s hype omkring Playstation2 fik Conker aldrig sit store gennembrud. Titlen solgte fire gange under forventet, men nu tager Rare chancen igen, denne gang på Xbox.





I denne remake får du Bad Fur Day, en hel ny multiplayer del, den fedeste humor og ikke mindst noget af det flotteste på det grafiske område. Live & Reloaded er et platform blandet med third-person shooter spil, hvor alverdens bandeord, toiletruller og urin er tilføjet for at gøre det hele endnu mere absurd.

Det lyder af en humorfyldt cocktail og det er lige hvad Conker er hele vejen igennem, men vi kommer dog ikke udenom at irriterende fejl og mangler også er en del af genudgivelsen.

Vi præsenteres for en sjov, men delvis også provokerende intro. Conker sidder på kongestolen og kameraet zoomer først ud efter flere sekunders venten. Conker spørger os om, hvem alle disse underlige væsner rundt om ham er - det hele startede i går. Conker har været til nat fest med vennerne og er blevet ordentlig beruset - det er nu dig der skal føre det lille egern hjem til kæresten Berri.





Gameplay
Remaken indeholder to modes, en singleplayer oplevelse (Bad Fur Day) og multiplayer helvede (Live & Reloaded). Kampagnen er blot Nintendo64 udgaven om igen, hvor multiplayer er noget du aldrig har set før i Conker universet. Vi lægger ud med den gakkede og ikke mindst absurde singleplayer del.

Singleplayer
Det der først og fremmest gør denne spiltype morsom er de mange humoristiske sekvenser og karakterer – hvis disse ikke var til stede ville der ikke rigtig være noget at kæmpe for.
Det vigtigste er kontrollen og den er ligeledes perfekt og fungere som enhver anden first-person-shooter. Dog bruges den hvide og sorte knap ikke til noget, kameraet styres med højre analog, men her opstår der et irritations moment. Kameraet styres af spilleren, men det flytter sig så langsomt at det bliver frustrerende, noget endnu mere kritisabelt er at du hverken kan kigge op eller ned. Derfor bruges venstre trigger til at gå i første persons synsvinkel. Kameraet stiller sig på visse tidspunkter også ved dumme steder og du får aldrig muligheden for at se om du lander ordentligt, for dette er simpelthen ikke muligt.

På B tager du våben frem, i store tilfælde dit bat og slår på R skulderknappen, hvilket resultere i matte nærkampe. Kampene er så dårligt udført at du slet ikke gider at slå løs på de ellers humoristiske, men også dumme fjender. Det gælder blot om at gå frem, slå, tilbage og dette gentager du fem gange. Variationen er heller ej den store og fjenderne er ligeledes snot dumme. Faktisk er de forskellige fjender mere eller mindre ens for de vælger blot at lave et defensivt modangreb for derefter at gå videre og have glemt dig.





De forskellige bosser er derimod værd af kæmpe imod, hvor du det ene sted kæmper mod en ovn og i det andet kaster toiletruller ind i munden på den mægtige lort. Her bruges såkaldte Contextually Sensitive action knapper, hvilket dog får det hele til at virke en smule scriptet. Det er B knapper du træder op på, hvorefter en pære lyser op over Conkers hoved – han laver nu et specielt angreb. De er fede, men gør at du ikke rigtig føler at det er dig der er skyld i fjendernes død.

Der er heller ikke de mange nærkamps våben, og det er da også når du får dit første skyde våben det for alvor går løs. Det bedste er at der ikke er det eneste auto-aim til at hjælpe dig, det gør det måske svære, men du får meget mere glæde af at have skudt hovedet af en fjende. Desværre er sigtet yderst langsomt og du har ingen muligheder for at sætte farten op, hvilket kommer dig til stor frustration og er en skuffelse.

Det ville have gavnet titlen, at man polerede nærkampssystemet eller blot indførte skyde våbnene noget tidligere. Skyde delen fylder netop kun den sidste 1/3 del af spillet.

En ting der er skyld i, at spillet kan tage op mod de 13 timer at gennemføre er den lille hjælp du får. På intet tidspunkt får du at vide hvad du nu skal, og må hver gang løbe hele verdenen rundt, hvilket vi finder underligt. Du har ikke engang en liste med klare objektiver og ingen fortæller dig, hvad du skal næste gang, hvilket må være et af de største minuser.





Multiplayer.
Vi lægger blødt ud med offline delen. Først skal du oprette en profil, hvor du har mulighed for at vælge ét ud af få avatars. Det er også i din profil du kan låse op for bandeord og mange andre avatar pakker. Når profilen er valgt har du muligheden for at spille system-link, Live multiplayer eller blot Dumbots, hvis du trænger til lidt træning. I Dumbots kan du spille Solo eller med venner i coop, versus eller det specielle ”Kapitel X”. Coop og Versus fungere basikalt på samme måde som over Live. Du vælger en ud af de otte multiplayer baner og går ellers løs med at skyde mod bots sammen med din ven. I Versus spiller I imod hinanden, og bots er desværre ikke en del af dette – til trods for at Versus mode lægger under Dumbots.





Det mere interessante starter først i Kapitel X – her har du tre missioner navngivet henholdsvis Worm, Vanilla og Einstein. Under hver af disse lægger der en række undermissioner, som godt kan tage lidt tid at gennemføre. Kapitel X er en form for en sekundær kampagne, som også indeholder sekvenser og en udviklende historie. Kort sagt er det blot multiplayer med en baggrundshistorie. Botsne er til dels tilfredsstillende og reagere som mennesker ville have gjort det. Du har også muligheden for at navngive disse. Det er synd, at splitscreen ikke udfylder hele skærmen for der er sorte tykke streger at finde i højre og venstre side.

Det er dog over Live, multiplayer delen kommer til sin ret, og bag al den syrede morskab lægger sig et taktisk holdarbejde. Krigen forsætter over nettet mellem Squirrel High Command og Tediz, ingen af holdene har fordele, men har samme klasser. Her har du seks klasser til rådighed – Demolisher, Long Ranger, Sky Jockey, Grunt, Thermophile og en Sneeker. Disse er enormt varierede, hvor den ene har en bazooka, en anden et ninja sværd og en helt tredje en sniper. Hver klasse er interessant og du kommer til at skifte klasse flere gange under en kamp. Det virker måske fuldkommen ubalanceret i starten, men multiplayer delen kræver at du sætter dig ind i det. Den har en høj indlæringskurve for du skal blandt andet lære hver klasses svagheder.





Hvor de seks klasser tilfredsstiller kan man se sig noget begrænset på antallet af kort. Her er der blot otte baner, og der vil ikke komme fremtidige downloads af levels, våben eller noget andet. Og det er et stort problem fordi de forskellige maps hurtigt bliver kedelige at løbe rundt i. Desværre er der også en del glitches og cheatere på systemet.

Hvor antallet af banerne er delvist begrænsede og forholdsvis små er antallet af modes endnu værre. Her finder du blot to forskellige i form af Deathmatch og Team. Disse to modes virker basisk på samme måde.

Noget af det mest tiltrækkende er systemet, hvor du kan bestille kanoner og køretøjer. Desværre er de forskellige baner alt for små til køretøjerne, som ellers er sjove at køre/flyve rundt i. Det virker i princippet, men bliver nærmest ikke fuldført og føles ikke så gennemtænkt.

Våben er der heller ikke mange af, hvor hver klasse naturligvis er begrænset til sit specielle. Dog er der mulighed for opgraderinger, som mange gange inkludere et ekstra våben. Alternativer findes også i form af spray dåser til markering af fjendtligt territorium. Specifikke klasser vil også kunne give sig selv liv eller gøre sig usynlig.

En anden feature er titlens Battle Career, som indeholder highscore lister og din historie. Denne historie fortæller dig, hvor mange du har dræbt i alt, hvor mange selvmord du har begået osv. I highscore listen finder du syv forskellige blandt andet overall listen og deadeyes.

HUD’et er sat nogenlunde godt op, men kunne have været bedre. Du kan nemt se, hvem der dræber hvem, scoren, radaren og ens liv og våben.

Det er dog singleplayer der har det sjoveste gameplay, hvor multiplayer mere er skyd og krig til solen går ned, dog med et vis taktisk gameplay. Multiplayer bliver heller aldrig hylende sjovt og vil ikke holde i mange timer før du går tilbage til den yderst morsomme singleplayer del, som egentlig ikke er meget værd efter det er gennemført.





Grafik
Kort sagt, Rare har formået at skabe den flotteste grafik og blanding af farver til dags dato. Den grafiske side er så velpoleret og gennemført, at du næsten taber både hat og briller når du sidder og spiller Conker offline eller for den sags skyld online. Banerne er godt nok begrænsede og ikke så interaktive, men dette ændre ikke ved at grafikken nærmest lyser dig lige ind i øjnene. Vandet gengiver sine omgivelser korrekt, liv er med til at gøre verdenen levende og draw-distance imponere. Der er få pop-ups på karakterer, men det opdages stort set for sjældent til at være et egentligt kritikpunkt.





Nu når Live & Reloaded er noget af det flotteste på Xbox kommer vi ikke uden om kritikpunkterne. Bestemte steder falder frameraten, måske ikke drastisk, men nok til at blive en smule irriteret – med flot grafik kommer der desværre også massere af loadetider og Conker er ikke en undtagelse. Massere af loadetider præger denne ellers flotte verden, heldigt er det dog at de ikke er specielt langsomme, men afbryder stadig din spiloplevelse.

Farvepaletten som mest af alt består af lyse farver i form af grøn, blå, gul, rød osv. skaber en drømmende eventyr oplevelse og suger dig ind i begivenhederne. Lys og skygge effekter er til dels også noget af det flotteste set på Xbox og alt lige fra karakterer til omgivelserne har realtime skygger.

Overraskende er det, at Rare har kunne formå at holde grafikken oppe på det niveau det befinder sig på over Live netværket. Det er fantastisk flot og uden nogen form for lag. Skygger er stadig at se, blod sværmer omkring, vogne køre frem og tilbage, eksplosioner kommer for hvert sekund og det hele kører sågar flydende.





Lyd
Det er de mest gakkede, overbevisende og sjoveste dialoger du finder i et spil - til trods for censureringerne er denne del et rent mesterværk. Stemmeskuespillet er utroligt gennemført og ikke en eneste karakter havde en dårlig præstation. Stemmerne skaber karakterernes personligheder og er så varierede og sjofle på hver sin måde. Til gengæld kan dialogen blive ensformig over Live efter nogle kampe, men det er nu alligevel genialt at din karakter taler til sig selv under de mange kampe. Det skal også nævnes at spillet understøtter Dolby Digital 5.1, og du har muligheden for at åbne op for bandeordene både til online og offline delen.

Musikken er ligeledes vidunderlig, igen med et eventyr præget track. Du vil dog ikke lægge så meget mærke til den fabelagtige musik, men det ændre ikke ved at Robin Beanland har leveret noget der holder.

Lydeffekterne fungere optimalt og dem er der massere af. Lige fra råbende oste, en nørdet bi, tudene dronningebi, leende blomst, gående pingvinriddere, svømmende kattefisk, flygtende skruer med flere. Alle disse har forskellige lydspor, våben lyde er ikke de mest realistiske, men passer godt ind i Conkers univers.

Holdbarhed
Spillets singleplayer del tager tid at gennemføre, hvis man ikke har prøvet kræfter med titlen før. Der er heller ej nogen grund til at spille kampagnen igen, og hvis du ingen venner har bliver det ikke til meget. Offline multiplayer fungerer ikke optimalt, og hvis du er alene kan du spille mod såkaldte Dumbots. Der er dog ekstra ting at låse op for, men dette gøres over Live så du får højst sandsynligt meget tid til at gå med Live delen. Singleplayer delen kan sagtens tage op mod de 15 timer at gennemføre, men hvis du ikke har Live bliver der ikke meget mere at komme efter.





Overall
Live & Reloaded har en enorm flot grafik. Overbevisende lydside, den fedeste humor og Live understøttelse. Dog er der bestemte kritikpunkter, som gør at spillet ikke er det perfekte produkt. Conker er bestemt et godt spil, men henvender sig mest til folk der elsker platform spil og lidt skyderi hist og her. Du kan dog sagtens undvære en titel som denne og er dermed ikke et must-buy videospil. Hvis du havde tænkt dig at købe spillet blot for Live delen bør du tænke dig om en ekstra gang for det er singleplayer der bære dette spil.
Gameplay:7.0
Grafik:9.6
Online:6.8
Holdbarhed:6.8
Overall 7.8
Log ind og stem
0
Der er endnu ingen der har stemt på denne hvis du kunne lide denne anmeldelse..
Køb spillet - og støt Xboxlife
Del denne artikel:
Kommentarer
Du skal være logget ind for at kunne læse og skrive kommentarer.