Child of Eden

Anmeldt af: Palle Havshøi-Jensen - 14. juni 2011 - kl. 18:01
Del denne artikel:
6 0

Child of Eden er den meget ventede efterfølger til det fremragende musik-skydespil Rez. Vi har været igennem en smuk og psykedelisk rejse.

Kan spil være kunst? Det spørgsmål har mange kloge hoveder i flere år diskuteret, uden der endnu er kommet et endegyldigt svar ud af diskussionerne. Jeg vil ikke kalde Child of Eden for kunst, for jeg ved ikke nok om kunst til at kunne definere begrebet præcist, men det er måske det smukkeste spil, jeg endnu har spillet – både visuelt og som en helhed.


Child of Eden er udviklet af Tetsuya Mizugushi, manden, som i 1990’erne stod i spidsen for Segas United Game Artists division og stod bag spil som Sega Rally Championship, Space Channel 5 og ikke mindst det fantastiske musik-skydespil Rez.

I 2003 forlod han Sega for at starte Q Entertainment, der i starten fokuserede på spil til håndholdte platforme som Sony PSP og Nintendo DS. Tetsuya Mizugushi er en ivrig clubber og fan af elektronisk musik, og ved siden af sit job som spildesigner producerer han også musikvideoer og skriver tekster til forskellig musik. Den røde tråd igennem Mizugushis produktioner, helt tilbage fra Space Channel 5, har været hans kærlighed til musik. Space Channel 5 startede som nævnt det hele, og via spil som Rez, Lumines og Every Extend Extra kulminerer det hele nu med Child of Eden, som tydeligvis er det spil, han altid har drømt om at lave, og det ligner kulminationen på hans livsdrøm.


Child of Eden emmer langt væk af kærlighed, musik, skønhed og ikke mindst hans kærlighed til musik, og det er en herlig blanding af et on-rails skydespil, en interaktiv musikvideo og digital visuel ”kunst”. Som spiller kastes man i det 23. århundrede ud i en kamp for at redde Project Lumi, hukommelsen fra den første pige, der blev født i rummet tilbage i år 2019. Project Lumi er opbevaret i Eden, et arkiv af alle menneskers hukommelser og minder, men da videnskabsmænd nu begynder at genskabe Lumi, opdager de, at Eden-arkivet er inficeret med en ondsindet virus. Det er nu op til spilleren at rense Eden og redde Lumi fra virussen og genskabe fred og håb for menneskeheden.

Child of Eden er en såkaldt on-rails shooter, altså et skydespil, hvor man følger en forudbestemt rute igennem banerne, og vha. af et sigtekorn skyder man løs på fjenderne. Har du spillet Rez, ved du i bund og grund, hvordan Child of Eden fungerer. Man rejser igennem fem såkaldte arkiver, som hver har deres egen stil og tema. Ét arkiv forgår blandt maskiner, tandhjul og mekaniske låse, et andet foregår både under vandet blandt fisk og hvaler og oppe i skyerne blandt stjerner og kæmpemæssige ørne, mens et tredje foregår i en slags have blandt blomster, sommerfugle og andre dyr.

Nok har de mange skabninger former efter dyr og planter vi kender, men de er skabt i Mizugushis hjerne, så de glimter som diamanter, mens lys og liv strømmer igennem dem – og det hele foregår i nogle smukke, abstrakte og psykedeliske verdener. Det er svært at beskrive, og det skal opleves i levende live.


Æstetisk er Child of Eden noget af det smukkeste, jeg har set på Xbox. Der er ikke to farver, som ikke passer sammen, det hele flyder smukt af sted, og man oplever scener ens øjne aldrig har set før. Det hele emmer af kærlighed og skønhed - teknisk er grafikken måske ikke den mest komplicerede og banebrydende, men det er smukt som bare pokker.

Under den smukke overflade ligger der heldigvis et ganske solidt skydespil. Man er udstyret med to våben; et våben, der låser sig fast på op til otte fjender ad gangen, når man bevæger ens sigtekorn hen over dem, og som man kan affyre, når man har låst fast på det antal fjender, man ønsker. Der gives bonus for at affyre våbnet, når man har låst fast på det maksimale antal (altså otte), og når det gøres i takt til musikken. Det andet våben er et autofire våben. Her affyres små projektiler i en lind strøm efter hinanden, og dette våben bruges hovedsagligt til at skyde fjendernes skud ned med og bekæmpe specielle fjender, som er immune overfor ens andet våben. Endelig har man Euphoria, en slags smartbombe, som udrydder alt på skærmen. Hver gang en fjende skydes ned, udløser det en lyd, og ved at skyde fjenderne på de rigtige tidspunkter, danner man sit eget lydtapet ovenpå spillets soundtrack. Det er en ganske speciel oplevelse, og det fungerer bedre end det lige umiddelbart lyder.


Child of Eden var et af de første spil, som blev annonceret til Kinect sensoren. Spillet kan dog både spilles med et standard Xbox joypad og via Kinect sensoren. Begge styringer fungerer fint, men det giver to helt forskellige spiloplevelser. Spiller man med et joypad, får man masser af feedback fra spillet og musikken via vibrationer i joypaddet, og styringen af sigtekornet er præcis og god. Spiller man med Kinect sensoren, er det en helt anden oplevelse. Her står man foran tv’et og bruger begge hænder/arme. Højre arm bruges til at styre sigtekornet og låse fast på fjenderne, og skuddene affyres ved at skubbe armen fremad. Venstre arm bruges til styre og affyre autofire våbnet, og Euphoria bruges ved at løfte begge arme hurtigt hen over hovedet. Det giver en helt speciel oplevelse at stå foran fjernsynet og styre denne smukke rejse alene med ens krop. Kinect-styringen virker ikke helt så responsiv som med et joypad, men det er ikke noget, som påvirker ens spil. Om man vælger den ene eller den anden form for styring, må være op til en selv, men om Child of Eden er spillet, der kan sælge Kinect sensoren til det mere hardcore spilpublikum, kan jeg godt være lidt i tvivl om.

Grafisk er Child of Eden en helt speciel oplevelse, som jeg har været inde på tidligere. Alt lige fra den smukke intro, til menuer og selve spillet er flot, stilsikkert og gennemarbejdet. Efterhånden som man kommer igennem spillet, lukkes der op for ekstra guf, f.eks. i form af massevis af flot artwork, nogle af Mizugushis musikvideoer og specielle visuelle effekter, som dog ikke alle er lige kønne. Soundtracket spiller naturligvis en stor rolle i et spil dette, og musikken kan kategoriseres som en blanding af japansk og vestlig elektronisk musik – og selv om det ikke er så stærkt som soundtracket i Rez, er det ganske glimrende og passer fint til spillets glade og optimistiske stil.


Det er meget svært at kategorisere Child of Eden; på den ene side er det et simpelt, dog velfungerende skydespil og på den anden side, er det en unik oplevelse; en rejse igennem musik, følelser og skønhed. Det er tydeligt, at dette er Mizugushis hjertebarn og hans ultimative kærlighedserklæring til musik og livsglæde og en visuel tour de force, som skal opleves. Det er dog ikke et spil for alle og enhver, og man kan kun håbe, at Child of Eden bliver en større kommerciel succes end Rez blev, for det er spil som dette, som gør det dejligt at være spilentusiast, og jeg elsker Child of Eden.
Gameplay:8.5
Grafik:9.5
Online:-
Holdbarhed:8.5
Overall 9.0
Log ind og stem
0
Der er endnu ingen der har stemt på denne hvis du kunne lide denne anmeldelse..
Køb spillet - og støt Xboxlife
Del denne artikel:
Kommentarer
Du skal være logget ind for at kunne læse og skrive kommentarer.