Chariot

Anmeldt af: Jakob Tofte - 16. oktober 2014 - kl. 14:34
Del denne artikel:
2 0

Canadiske Frima Studio er lige nu aktuelle med deres lille, hyggelige co-op platformer, Chariot. Vi har kigget nærmere på spillet, som på Xbox One er gratis med guldabonnement i oktober.

Sommetider kommer der et spil, der ved hjælp af meget simple mekanikker alligevel rammer plet, fordi spillets gameplay er bundsolidt, fordi det leverer en næsten fejlfri oplevelse og fordi det opfylder vores mest basale krav til et spil, nemlig at det er hyggeligt, sjovt og udfordrende, men alligevel let at gå til.

Præcis sådan et spil har vi med at gøre når vi kigger på canadiske Frima Studios’ Chariot. I Chariot søger vi tilbage imod de gamle dyder; de ting, der gjorde det at spille konsolspil alene og med en god ven i sofaen så hyggeligt tilbage i 90’erne. Chariot er nemlig en god, gammeldags platformtitel, som samtidig magter at tilbyde tilpas meget nyt til at det har sin berettigelse blandt alle de mange andre titler på markedet. Spillet blander logiske løsninger med fysikbaseret styring.




I spillet indtager vi rollen som prinsessen, der for at ære sin afdøde far, Kongens, sidste ønske, skal finde et passende sted, hvor han kan stedes til hvile. Turen går derfor dybt ned i de kongelige katakomber. Hagen ved dette er, at kongen skal transporteres på en vogn, deraf titelnavnet. Undervejs ønsker kongen, som stadig i høj grad kommanderer og kommunikerer via sit spøgelse, at indsamle så mange rigdomme i form af guld og ædelstene som overhovedet muligt. I begyndelsen er spillet meget simpelt, og man bliver nænsomt ført ind i dets mekanikker inden sværhedsgraden stiger støt.

Det er sjældent en udfordring at manøvrere gennem banerne som person, hvad enten det er med prinsessen eller hendes forlovede, som udfylder rollen som co-op partner. Udfordringen består i, at det er kongens vogn, der er afgørende. Skattene indsamles kun, hvis vognen er tæt nok på, og oftere og oftere er dette en udfordring, der kræver planlægning og logisk tænkning. Flere steder skal vognen skubbes, trækkes og løftes med hurtige manøvrer og taktisk snilde for at forcere de tiltagende mere og mere komplicerede sektioner af banerne. Med til at hjælpe sig har prinsessen et reb, som kan fæstnes til vognen. På denne måde kan vognen trækkes op over forhindringer og lignende.




Man vænner sig hurtigt til styringen i spillet og fysikken i vognen, som dog flere gange drastisk ændrer sig og tvinger spilleren til at genopdage følelsen, for eksempel i en is bane, hvor fysikken som man har lært den tidligere i spillet pludselig overhovedet ikke fungerer på samme måde længere. Undervejs i spillet bliver der lagt flere og flere udfordringer ind, såsom platforme, der kan betrædes af prinsessen og hendes forlovede fordi de er levende, men ikke af kongen fordi han er død, og omvendt. Dette fremtvinger naturligvis nogle udfordringer, som man næsten kan gætte sig til.

Som udgangspunkt er det relativt let at nå fra indgang til udgang i hver bane. Det der bliver fængende og udfordrende er de utrolig mange omveje og kroge af spillets baner man kan udforske i håb om at finde flere og større skatte. Det er også her man kan finde plantegninger, der imellem banerne kan udløse opgraderinger og hjælpemidler til løsning af de kommende baner. For eksempel er den første opgradering en ekstra krog, som man kan fæstne kongens vogn til, så man bagefter selv kan slippe og fæstne sit reb fra en anden position. Senere får man fat i en kyllingebombe, der tiltrækker og eksploderer små looters, der er undergrundsvæsner, som kun er ude på at stjæle kongens skatte. Hver spiller kan kun være udstyret med én gadget ad gangen, så de skal vælges med omhu, idet de kan ændre spiloplevelsen meget forskelligt. Kongens vogn vil også løbende blive opgraderet så den for eksempel kan modstå varme fra lava.

Spillet kan nemt spilles alene, men det er i spillets co-op form at det virkelig kommer til sin fulde ret. Mange af stederne i banerne kan kun løses, hvis man er to spillere. Disse sektioner er alle markeret med et lille skilt, så man ikke spilder sin tid på dem når man er alene. Allerede tidligt i spillet er disse samarbejdssektioner ret krævende, og flere gange tager man sig selv i at sidde med rebet bundet til kongens vogn, helt fastlåst og bare snakke med sin spilmakker om, hvordan man skal komme videre. Det er ofte i disse samarbejdssektioner, at de gode skatte og plantegninger ligger gemt, og derfor er det også meget belønnende når man endelig løser et svært stykke i spillet.




Eneste lille minus ved Chariot for mig var, at det godt kan risikere at blive lidt ensformigt hen ad vejen. Som beskrevet gøres der en del for at udvikle oplevelsen i løbet spillet, men alligevel kan man godt stå lidt med følelsen af, at det er det samme om og om igen. Det er dog kun en mindre anke til et rigtig fint spil. Det kan i øvrigt tilføjes, at efterhånden som banerne gennemføres, låses der op for såkaldte speed runs, hvor banerne kan gennemføres på tid. Dette tilfører spillet en smule genspilningsværdi, men når først historien er gennemført er genspilningsværdien nok alligevel begrænset, med mindre man er på achievementjagt og er én af dem, der ønsker 100% gennemførelse.

Der er ingen onlinedel i Chariot, men jeg synes egentlig heller ikke, at den er savnet. Den lokale multiplayerfunktion minder os om, hvor hyggeligt det var at sidde ved siden af sin spilmakker tilbage i 90’erne, og den gør det i en tid, hvor det er trenden, at alle spil skal spilles online. Her er der tale om god, gammeldags sofahygge med en ven, en kæreste, en søn eller en datter.

Grafisk leverer spillet en farverig, velpoleret og hyggelig atmosfære, som dog ikke inviterer til dybere beskrivelser end det. Spillet er flot indenfor sin genre, men genren i sig selv er jo ikke den mest grafisk udfordrende på markedet. Spillet understøttes af en hyggelig baggrundsmusik mellem banerne samt de lyde der nu engang kommer fra prinsessen, hendes forlovede og den meget kommanderende og krævende konge. Lydene er ikke særlig nævneværdige, men de er med til at skabe en afslappet stemning i spillet.




Canadiske Frima Studio har med Chariot skabt en rigtig hyggelig, lille platformer, der rent teknisk er stort set fejlfri. Jeg oplevede i hvert fald intet, der skulle modsige den påstand. Chariot er let at gå til, men krævende at gennemføre 100%. De logisk udfordrende baner sætter de små grå på arbejde, og spillet minder os om, hvorfor vi for efterhånden mange år siden syntes det var så hyggeligt at sidde i sofaen med en kammerat og spille sammen igennem de gode, gamle platformtitler.

Chariot er gratis i oktober, hvis du har guldabonnement. Ellers kan det købes i Xbox Games Store for 115 kr.
Fakta
Chariot

Chariot

PlatformXbox One
UdviklerFrima Studio
UdgiverFrima Studio
Spillere2
UdgivelsesdatoUde nu
Officiel websiteKlik her
PEGI: PEGI 3
Følg Xboxlife her
Xbox Support
+ Teknisk solidt, social sofahygge, logisk udfordrende
Lidt ensformigt i længden
Gameplay:9.0
Grafik:7.5
Online:-
Holdbarhed:8.0
Overall 8.0
Log ind og stem
0
Der er endnu ingen der har stemt på denne hvis du kunne lide denne anmeldelse..
Køb spillet - og støt Xboxlife
Del denne artikel:
Kommentarer
Du skal være logget ind for at kunne læse og skrive kommentarer.