Catherine

Anmeldt af: Palle Havshøi-Jensen - 8. februar 2012 - kl. 21:40
Del denne artikel:
11 0

Fængende gameplay, god historie, utroskab og fyldige bryster – kærligheds horror-dramaet Catherine har det hele. Er du til anderledes og grænsesøgende spil, er Catherine helt sikker noget for dig.

Jeg elsker spil, som prøver at være anderledes og som forsøger at udforske nye områder. I disse tider, hvor der, måske forståeligt nok, bliver fokuseret på den næste Call of Duty, den næste Need for Speed og den næste Assassins Creed, er det dejligt at se at der stadig er nogen, som tør satse og producere noget helt andet og langt mere risikabelt end de sikre kassesuccer nævnt overfor.


I Catherine tager man rollen som 32 årige Vincent. Han er kæreste med den lidt kedelige og strenge Katherine (med K), som holder ham i kort snor og beder ham om ikke at drikke for meget med vennerne og den slags – du kender sikkert typen. En dag begynder hun at snakke om, at de to også snart burde blive gift, nok mest fordi hendes mor spørger til det og fordi pigerne i hendes omgangskreds, alle kan fremvise den ene fine ring på deres fingre efter den anden. Vincent har det dog fint som han har det og udsigten til ægteskab og alt hvad det fører med sig, er tydeligvis mere end han lige kan overskue.

En aften er han på stamværtshuset Stray Sheep med hans venner og efter vennerne er gået, havner han i kløerne på den smukke og veldrejede Catherine (med C) og det ender med at han næste morgen vågner op ved siden af hende – uden at kunne huske hvordan det er kommet så vidt. Herfra udvikler historien sig i uventede retninger og den fortælles via en blanding af ingame grafik og nogle flotte anime sekvenser, der er flere årsager, ikke er for børn.

Som om Vincent ikke havde nok at tænke på, med en kæreste der pludselig vil giftes, en mystisk affære på sidelinjen og det store nervepirrende arbejde for at undgå at de to kvinder møder hinanden, bliver han nu også hjemsøgt af en række mareridt – og det er disse mareridt, der er det egentlige gameplay i spillet.


I Vincents mareridt, skal han iført gedebukkehorn, prikkede underbukser og med sin hovedpude under armen, klatre op af et mystisk tårn, der er bygget op af en masse blokke. Vincent kan klatre op af én blok ad gangen og for at skabe sig en vej op af tårnet, skal han skubbe, trække og flytte rundt på blokkene, så han på den måde danner en slags trappe, så han kan komme op til udgangen på toppen af tårnet. Men der skal fart på, fordi tårnet kollapser langsomt nedefra og i bossbanerne, bliver han jagtet op ad tårnet af f.eks. hans kæreste i monsterform iklædt en brudekjole og en kæmpe sabel eller Catherine fra hans lille sidespring, også i monsterform, iklædt en sexet kjole. Hvad der plager Vincent i hverdagen, dukker op i hans drømme – og dør han i hans mareridt, dør han også i virkeligheden, et mystisk fænomen der er ved at sprede sig og som øjensynligt kun rammer utro mænd.

Sværhedsgraden i Catherine er meget høj og selv på den laveste sværhedsgrad, får man fra midt i spillet, rigeligt at se til. I starten består de mystiske drømme-tårne blot af mere eller mindre almindelige blokke, men efterhånden som man kommer igennem spillet, introduceres man for blokke med indbyggede fælder, nogle kollapser eller eksplodere når Vincent træder på dem, men andre isblokke gør, at Vincent glider og måske sender ham ud over kanten og i den visse død.

Hvert mareridt er fordelt over tre til fire baner og imellem disse baner, kommer Vincent til en slags platform, hvor han møder en række får, der skal symbolisere andre utro mænd, der er samme tur igennem som Vincent. På disse platforme kan man gemme sit spil, snakke med de andre får og f.eks. få gode råd til hvordan man klarer de kommende tårnes strabadser. Når man skal forlade disse platforme, foregår det via en skriftestol, hvor man bliver stillet et spørgsmål; det kan være alt fra om man kan lide børn, om man mener livet begynder eller slutter i forbindelse med ægteskab, til hvis skyld det er, når ens partner har et sidespring. Når man har afgivet sit svar, får man at se hvad andre spillere har svaret på det samme spørgsmål og det giver nogle ganske overraskende resultater ind imellem.


Imellem hvert mareridt, følger man Vincents problematiske liv med to kvinder og han mødes hver aften på stamværtshuset for at diskutere sit liv med hans venner. På værtshuset kan man gå rundt og snakke med de andre gæster, man kan spille på en spillemaskine, man kan vælge musik i jukeboxen og man kan smutte en tur på toilettet, for at tjekke de frække billeder, som man modtager på ens telefon. Værtshuset fungerer som en slags hub, inden man kaster sig videre ud i historien – men man skal passe på ikke at drikke for meget, for jo mere Vincent får at drikke, jo mere klodset vil han være i det efterfølgende mareridt, som altid indtræder når han kommer hjem og falder i søvn – en ganske sjov lille detalje.

Catherine er hovedsagligt et single-player spil, men det indeholder også en lille co-op del, der låses op alt efter hvor mange guldmedaljer man får i historiedelen. Her skal man klatre op af Babelstårnet, enten alene eller mod en ven lokalt. Hvis bare en af de to spillere dør, er det Game Over (eller Love Over som det hedder i Catherine) for begge spillere.

Gameplayet i Catherine er meget puzzle baseret og det fungerer isoleret set rigtigt godt, men når det hele pakkes ind i et mystisk kærligheds-/horror drama, bliver det bare endnu mere spændende. Indlæringskurven er forholdsvis stejl og jeg vil anbefale, at man starter på den letteste sværhedsgrad, for ellers kan man hurtigt støde panden mod en mur og det ville være synd, hvis man gik glip af spillet, fordi man mister modet pga. den høje sværhedsgrad.


Hvis der er nogen, der kan slippe afsted med at lave et så visuelt underligt spil som Catherine, så er det naturligvis japanerne. Spillet er ind imellem bindegalt, men det kammer aldrig over og den unikke stil, opvejer den lidt kedelige visuelle kvalitet. For ser man lige bort fra de flotte animerede mellemsekvenser, er Catherine nemlig ikke det kønneste spil, men grafikken fungerer og jeg oplevede ingen direkte fejl i det. Kameraet kan være lidt frustrerende i pressede situationer, men det er sjældent det sker.

Lydsiden er ganske fin, med rigtigt godt stemmeskuespil og et fint soundtrack. Noget af musikken under Vincents mareridt kan dog godt blive lidt irriterende i længden, især fordi man ofte skal spille banerne flere gange, for at klare sig igennem. Musikken man kan vælge i jukeboksen på Stray Sheep er langt bedre.

Catherine er en dejlig forfriskende oplevelse og et godt eksempel på et spil, hvor oplevelsen af spillet er større end summen af dets dele. Spillet berører nogle emner, som ikke ret mange andre spil tør røre ved, som sex, parforhold, samvittighed, utrokab og ansvar – og det gør det på en troværdig måde. Gameplayet er, på trods af den høje sværhedsgrad, meget fængende og har den der “jeg skal lige prøve igen” faktor, som er så svær at definere. Det er ikke det kønneste spil og bestemt ikke et spil for alle og enhver, men for mig er det indtil videre 2012’s mest interessante spil – og så skader det jo heller ikke, at der er kønne piger, der i øvrigt ikke er generte, med i spillet.
Gameplay:9.0
Grafik:7.5
Online:-
Holdbarhed:8.0
Overall 8.5
Log ind og stem
0
Der er endnu ingen der har stemt på denne hvis du kunne lide denne anmeldelse..
Køb spillet - og støt Xboxlife
Del denne artikel:
Kommentarer
Du skal være logget ind for at kunne læse og skrive kommentarer.