Call of Juarez: The Cartel

Anmeldt af: Palle Havshøi-Jensen - 30. juli 2011 - kl. 10:46
Del denne artikel:
1 0

Western-serien Call of Juarez er tilbage – men desværre er det slut med seksløbere og det gode gamle vilde vesten. Læs vores anmeldelse her.

Call of Juarez: The Cartel er det tredje spil i Call of Juarez-serien. Forgængeren, Call of Juarez: Bound in Blood var et skoleeksempel på, hvordan man laver en god efterfølger. Det første Call of Juarez var et fint spil, dog med problemer på visse punkter. Udviklerne lyttede til kritikken og efterfølgeren Bound in Blood var et fint actionspil i det vilde vesten, tilsat en overraskende god historie og et fint gameplay.


Af en eller anden årsag, har polske Techland nu bestemt sig for, at Call of Juarez ikke længere skal foregå i det gode gamle vilde vesten, hvor bøsser var noget man skød med og kvinderne ikke var sarte. Væk er hestene, de mørke saloons og de støvede gader – de er nu erstattet af store firshjulstrækkere, kiksede oneliners og prostituerede af tvivlsom kvalitet.

Da jeg spillede Call of Juarez: The Cartel, fik jeg samme følelse i maven, som jeg fik da jeg spillede det første Kane & Lynch. Det var en frustration over, at spille et spil med et kæmpe uforløst potentiale – det er så ærgerligt at se et spil, med gode idéer blive smidt på gulvet af en dårlig udførelse.

Kampagnedelen af Call of Juarez: The Cartel, der kan spilles enten alene eller i co-op, fokuserer på krigen mod det voldelige mexikanske narkokartel. Det hele starter, da der springer en bombe hos L.A. Justice Department hvor syv agenter omkommer. Det menes, at den mexikanske Mendoza bande står bag bombningen og får at undgå en fuld amerikansk invasion af Mexico, bliver der sammensat en lille taskforce bestående af Ben McCall fra LAPD, Kim Evans fra FBI og Eddie Guerra fra DEA. Som spiller tager man rollen som en af de tre agenter.


Gameplayet er lavet med fokus på co-op, selv om det dog let kan spilles alene. De tre hovedpersoner har hver deres styrker og svagheder og man ser historien fra forskellige vinkler, alt efter hvilken figur man spiller med. Gameplayet er meget traditionelt, temmelig ensformigt og mange steder føles spillet som et 2-3 år gammel actionspil. Man render rundt og sparker døre op, skyder massevis af skurke mens man råber klichéfylde oneliners til højre og venstre. Det hele bliver krydret af bl.a. nogle særdeles ringe bilsekvenser og sekvenser hvor man kun kan bevæge sig fremad når ens makkere leverer dækningsild. Der er et par gode idéer gemt her og der, men de bliver desværre for det meste overskygget af et gammeldags, middelmådigt og ensformigt gameplay. Jeg var dog rimelig underholdt i perioder, men efter kort tid begynder man at kede sig, da det er gentagelse på gentagelse og de tre hovedpersoners evige skænderier og meningsløse oneliners begynder at blive trælse at høre på.

En af de gode idéer som Techland fletter ind i det ellers ret traditionelle gameplay, er de såkaldt ”Secret Agendas”. Det betyder, at hver af de tre figurer har hver deres dagsorden og små sidemissioner, som skal klares. Ben McCall får f.eks. et opkald fra en bekendt prostitueret, som bliver chikaneret af en af hendes kunders kone – så nu skal Ben finde konen og give hende en rusketur så hun stopper hendes chikane. De to andre hovedpersoner må dog helst ikke opdage, at man løser disse små sidemissioner og det er specielt underholdende når man spiller i co-op, hvor man altså skal forsøge at løse ens opgaver uden de andre ser det. Desuden får hver af de tre spillere nogle forskellige udfordringer, som skal nås i løbet af en mission, det kan f.eks. være at lave fire headshots og med det samme en af spillerne når sit mål, fejler de to andre spillere deres udfordring. Det er ret snedigt, at indbygge et lille konkurrence-element i co-op delen på denne måde.


Udover kampagnedelen (der som nævnt både kan spilles alene eller sammen med et par venner), er der også en multiplayerdel for op til 12 spillere. Der er den obligatoriske Team Deathmatch, men også nogle lidt mere spændende gamemodes som Robbery og Star Witness. I Robbery skal et hold forsøge røve en bank og slippe væk i live, mens det andet hold naturligvis skal forhindre dette. I Star Witness skal man enten forsøge at forsvare eller dræbe en dommer, alt efter hvilket hold man er på. Multiplayerdelen fungerer som den skal og den forsøger at introducere nogle lidt utraditionelle gamemodes og hatten af for det, men den kan, ligesom resten af spillet, alligevel ikke løfte sig ret meget op over middelmådigt.

Desværre skæmmes spillet af en lang række fejl. Rent teknisk støder man på flere fejl i spillet, som får det til at virke ældre end det er. Det er ikke så sjældent, at ens kammerater bevæger sig ind i ens skudlinje, de taler i munden på hinanden, de går igennem solide objekter, undertekster passer ikke sammen med det som bliver sagt, jeg oplevede at få en achievement for noget jeg ikke havde gjort og på forunderlig vis, kan en makkere pludselig stå langt foran en, selv om de stod lige bagved for få sekunder siden. Der er mange af den slags sjuskefejl og det virker som om, at spillet er blevet udgivet nogle måneder for tidligt, da det godt kunne have tålt noget mere finpudsning.

Gameplayet fungerer grundlæggende fint (borset fra køresekvenserne, som er utroligt klodsede) og man kan diskutere, om disse sjuskefejl påvirker gameplayet, men de giver i hvert fald indtrykket af et spil, som ikke er færdigt og som godt kunne have brugt noget mere kærlighed inden det kom ud i butikkerne.


The Cartel drives af Techlands Chrome Engine 5 og grafikken er ganske fin, uden at være på niveau med de flotteste spil her i 2011. De forskellige baner er ganske fint designet og omgivelserne er for det meste stemningsfulde og flotte – om det så er i Los Angeles’ gyder og baggårde med grafitti på murene eller i den støvede mexikanske ørken. Den visuelle side har da bestemt sin momenter, et godt eksempel er, at man på et tidspunkt braser ind på en klub, hvor dansegulvet er fyldt med dansende mennesker mens lys fejer ned over dem og hårdpumpet techno strømmer ud af højttalerne. Det ser ganske imponerende ud og det bliver ikke mindre imponerende af, at man kan bevæge sig ned igennem den dansende menneskemængde.

Soundtracket er ganske godt og passer fint til spillets stil og tone, mens dialogen og figurernes stemmer er så klichéfyldte som man overhovedet kan forestille sig – og så lyder det som om, at dialogen er optaget nede i en tønde. De smider om sig med klichéfyldte oneliners (hvor der ikke bliver sparet på ord som ”fucking”, ”esse” og lignende) og der er ikke ret mange af dem, så de bliver gentaget i en uendelighed. Lydeffekterne fra våbnene er fine nok, uden at skille sig ud fra andre spil i denne genre.


Call of Juarez: The Cartel er en stor skuffelse. Efter Techland fik rettet op på mange af problemerne fra seriens første spil i Call of Juarez: Bound in Blood, havde jeg faktisk rimelige forventninger til The Cartel, på trods af den nye setting, men desværre falder det til jorden på mange områder. Mange af seriens unikke træk er væk og det er blevet til et traditionelt actionspil, med et par gode idéer, som desværre slet ikke kommer til sin ret – dog virker de små co-op sidemissioner og konkurrence-elementet i co-op delen ganske fint.

Der er stort potentiale i Call of Juarez: The Cartel og den mexikanske narkokrig, virker som en spændende ramme for et actionspil. Desværre er spillet hæmmet af en lang række problemer, som giver indtrykket af en gang sjusk og et ufærdigt spil og da spillet lander i FPS-genren, som er fyldt med fremragende spil, er det svært at anbefale Call of Juarez: The Cartel. Den eneste formildende omstændighed der er, er at spillet sælges til budgetpris på lidt over 350 kr.
Gameplay:6.5
Grafik:7.5
Online:6.0
Holdbarhed:7.0
Overall 6.0
Log ind og stem
0
Der er endnu ingen der har stemt på denne hvis du kunne lide denne anmeldelse..
Køb spillet - og støt Xboxlife
Del denne artikel:
Kommentarer
Du skal være logget ind for at kunne læse og skrive kommentarer.