I 2006 udgav Techland og Ubisoft sammen ét af Xbox 360erens første westernspil, Call of Juarez, som trods pæne anmeldelser stadigvæk figurerer som én af de mest oversete titler til konsollen. Nu er de to samarbejdspartnere tilbage igen med det nyeste spil i serien, som har fået tilnavnet Bound in Blood.
Call of Juarez: Bound in Blood omhandler primært de to McCall brødre Ray og Thomas McCall, samt deres lillebror, som dog gameplaymæssigt ikke har nogen indflydelse, til trods for at han er en vigtig brik i historien. Hvis ikke navnet Ray McCall får en lille klokke til at ringe, så kan det afsløres, at han ligeledes har én af hovedrollerne i Call of Juarez, hvor han er den aldrende, men dog svært pistolkyndige, præst, der jagter Billy i hovedparten af spillet.
Dog fungerer Bound in Blood som en prequel, og det er dermed en yngre, men stadigvæk lige så pistolglad Ray McCall man møder, hvilket i øvrigt også er rammende for hans bror, Thomas. I starten af spillet kæmper de to brødre under den amerikanske borgerkrig, men da deres barndomshjem kommer under angreb, forlader de hæren imod deres overordnedes vilje, for at redde familien fra angrebet. Dette resulterer i, at brødrene jages vildt af deres magtliderlige overordnede, og denne jagt forløber tværs igennem Amerika, hvor det ikke skorter på spøgelsesbyer, indianere, skuddueller og sågar gamle kendinge.
Gameplaymæssigt er Call of Juarez stadigvæk en god, gammeldags first person shooter, hvor størstedelen af tiden skal bruges på, at hamre varmt bly i kroppen på de mange, og særdeles stædige modstandere. Hver af brødrene har deres forcer, og hvor Ray er den mere fandenivoldske er Thomas mere tilbageholden, men dog kompetent når det kommer til likvidering af modstandere på den mere eller mindre stilfærdige måde. Derudover er våbenarsenalet forskelligt, og mens Ray kan bruge dynamit og dual guns, kan Thomas bruge lasso, knive og bue med pil.
Til forskel fra det første Call of Juarez bliver våbene ikke slidt undervejs, og dermed er der ikke direkte behov for udskiftning af disse. Dog kan der købes nyere og bedre våben undervejs for de, igennem historien, indsamlede guldmønter, så der bliver mulighed for en række udskiftninger. Våbnene beholdes i øvrigt fra bane til bane.
Concentration mode er også bibeholdt i Bound in Blood og fremstår i tre forskellige varianter. Rays metode er ligetil, bevæg sigtekornet i slowmotion og vælg så mange områder der skal skydes på som muligt. Thomas fokuserer selv på fjenden, hvorefter man med sin controller skal lave en aftrækkerbevægelse via triggerne og analogsticket, mens dual concentration mode fungerer som i det første Call of Juarez, hvor to sigtekorn kører fra hver sin side af skærmen og samles i midten, naturligvis i slow-motion.
Et andet element, der, gudskelov, er blevet bibeholdt, er mand-til-mand skudduellerne, som fungerer ved, at man styrer Ray eller Thomas hånd mod pistolen, samtidigt med at man bevæger sig på kamparenaen. Når startsignalet kommer, skal man så føre hånden den sidste vej ned til pistolen og trykke på skudknappen, når sigtekornet har nået sin modstander. Sigtekornets bevægelsesmønster afhænger af personens placering, og det er således alfa og omega, at man får sig rigtigt placeret i forhold til sin modstander.
Dog er det mest af alt run-and-gun gameplayet der er det primære, og sammenlignet med Call of Juarez 1, er tempoet skruet i vejret. Et nyt tiltag er auto-cover, som fungerer ved at man kaster sig bag ved et objekt og derefter styrer geværet via analogknapperne. Ingen tryk på knapper eller andre kommendofunktioner, bare løb i dækning og skyd fra dit skjul. Denne funktion kræver tilvænning, men virker fortrinligt.
Overordnet set er gameplayet ikke anderledes fra det første Call of Juarez spil, og om man så kan lide dette eller ej er op til den enkelte. Faktum er dog, at man næppe bliver skuffet, såfremt man kunne lide det første Call of Juarez, også selvom kontrollen til tider bliver en anelse kluntet og langsom, hvilket irriterer, da tempoet ofte er tårnhøjt.
Grafisk set svinger Call of Juarez: Bound in Blood til tider med vanvittige udsving. Selve figurgalleriet er ikke imponerende, ansigtsanimationerne mangelfyldte og så er et så essentielt punkt som en hesteryg noget firkantet. Til gengæld er eksplosionerne flotte, ildkampene gennemarbejdede og så har Call of Juarez: Bound in Blood noget af det flotteste og mest stemningsbetonede sceneri hidtil til boxen.
Westernmiljøet er ekstremt godt gengivet, i sin upolerede, brutale og rå facon, hvilket er et must, når man spiller et spil, med en så korrupt og beskidt historie som Bound in Blood. Man nærmest mærke sandstøvets krængen i svælget når man på hesteryg krydser øde områder, mens man nærmest kan fornemme duften af whisky, hest og krudtstøv når man træder ind af dørene til byens obligatoriske saloon. Det skal dog siges, at der til tider er en ikke helt uvæsentlig stor gang screen-tearing på skærmen når det bliver allermest hedt.
Ingen stemning uden lyd, og lyden er et kapitel for sig. Musikken er til tider en blanding af moderniseret rock og den mere westernklassiske akustiske guitar/banjo-stil, mens man til tider oplever komplet Sergio Leone-stil i form af rendyrket westernmusik. Stemmeskuespillet er ganske godt, med masser af hæse, rå og personlighedsfyldte dialoger og virkelighedstro skudlyde og eksplosioner. Dog falder oplevelsen på hesteryg igen helt ved siden af, da hovenes hamren mod jorden lyder komplet forkert og nogle gange falder helt ud, som hvis hesten tog luftvejen i stedet.
Online byder Call of Juarez: Bound in Blood på en række forskellige gamemodes fordelt på otte forskellige baner. Man kan til kampene anvende et væld af forskellige classes med diverse styrker og svagheder, og når man undervejs får tjent penge, kan man købe sig til andre forskellige classes.
De forskellige gamemodes spænder fra de almindelige deathmatches, til wanted, hvor alle jagter en enkelt spiller som skal skyde sig til overlevelse, Wild West Legends, hvor man får lov til at opleve diverse scenarier som f.eks. bankrøverier, samt et gamemode, hvor man scorer points ved at beskytte en given medspiller i ét minut af gangen. Onlinespillene er sjove og afvekslende, men lider, som etteren, af nogle alvorlige udfald på netværket til tider. Dog skal det siges, at når man fanger en fornuftig forbindelse, så er der timevis af god underholdning i onlinedelen, som kører uden drops i frameraten eller lignende.
Alt i alt er Call of Juares et rigtigt, rigtigt godt westernspil med den helt rigtige westernstemning og en god historie, som binder mange ledetråde til det første spil. Det anbefales derfor, at man prøver det første Call of Juarez, da det, at spille Bound in Blood først, svarer sig til at se de nye Star Wars film før de gamle. Dog kan de sagtens spilles i kronologisk rækkefølge.
Call of Juarez: Bound in Blood lever højt på sin stemning og actionfyldte gameplay, men falder til tider lidt igennem på gentagelsens trivialiteter, der dog opblødes i form af en tur i kano, et actionfyldt ridt i hestevogn og de til tider fremragende gennemtænkte miljøer, som ikke alene præsenterer vesten i sin hidtil flotteste konsolform, men også giver smæk for skillingen og fuld fart over feltet. Call of Juarez: Bound in Blood kan med andre ord sagtens anbefales på et shooterfrit sommermarked, til trods for at det ikke helt bevæger sig op i elite-klassen. Der er med garanti et par gode sommeraftener gemt, i dette charmerende men samtidigt rå og beskidte spil.
Facebook
Twitter
