I oktober 2003 præsenterede Infinity Ward og Activision et projekt kaldet Call of Duty, dengang intetanende om, hvilken guldgrube de havde fundet. Nu kan du igen prøve kræfter med oldefaderen til ét af årtiets største spilsællerter, Modern Warfare 2.
Call of Duty: Classic, fører os tilbage til den sidste verdensomspændende krig, 2. verdenskrig, hvor man igennem øjnene på tre forskellige soldater bliver kastet i krig for henholdsvis amerikanerne, briterne og russerne. De tre forskellige missioner afholdes på tidsmæssige og geografisk forskellige områder.
Spillet er et klassisk first person shooter, hvor det meste af gameplayet baseres på kig ned af løbet på din riffel, affyr, dræb nazister og det er jo en fremragende måde, lige at slå en halv time, og tonsvis af virtuelle fjender, ihjel på. Der kan skiftes imellem fire våben, som er to primærvåben, heriblandt rifler og automatiske våben, pistoler og granater.
Typisk bliver man sat til at klare en række forskellige opgaver, sammen med sine soldaterkammerater, og dette er typisk en varians af forskellige strategiske områder som skal sikres og beskyttes, eller andre fjendtlige installationer der skal sprænges i luften. Det lyder trivielt, men Call of Duty serien har altid været fremragende til at give en sublim krigsfornemmelse og det første spil i serien var ingen undtagelse.
Dog er der et par områder som klart påvirker overgangen til Xbox 360 anno dags dato. For det første virker styringen kluntet der er ingen løbefunktion hvilket fjerner en del af tempoet som man kender fra de nyere spil i serien, derudover skal man skifte våben med skulderknapperne på controlleren, og dette virker uvant og bøvlet.
Derudover er der en række in-game mæssige udfordringer. For det første er dine allieredes AI helt i hegnet. Det skal siges, at de er noget mere modige end i de nyere Call of Duty spil, og kaster gerne sig selv i krig før du får muligheden for at deltage. Desværre er deres præcision ikke eksisterende og det virker en smule tomt at lade sine holdkammerater hamre dusinvis af magasiner af, for derefter at løbe ind i tre nazister, som de tilsyneladende løb forbi på vej i kamp.
Heldigvis er fjenderne ligeledes ikke voldsomt intelligente, og reagerer meget langsomt, så hvis man løber ind i ansigtet på en nazist der står lige rundt om hjørnet, har man rig mulighed for at trække sit våben, løbe en sejrsrunde og affyre, før han opdager at du er i samme rum.
Men dette til trods er der god udfordring i Call of Duty Classic, som traditionen tro byder på en vanskelig Veteran del. Og vanskelige er en underdrivelse, Call of Duty Classic er nemlig ikke bare svært, det er det sværeste spil i serien. Dette skyldes én, nej nærmere to ting. For det første regenereres din health ikke automatisk, så man skal være ekstremt varsom med sin health undervejs, da der på veteran delen ikke er nogen health-packs i banerne.
For det andet er der en del forskellige baner, hvor man er under tidspres, eller skal beskytte et område på tid, og dette er mildest talt en prøvelse af dimensioner, i særdeleshed når tyskerne belønner sin mådeholdenhed ved at kaste tonsvis af kampvogne ind i kampene. Og når de forskellige anti-panzer missiler så ligger tværs over slagsmarken, så skal man virkeligt holde tungen i munden for ikke at ende på drabstals-statistikkerne.
Grafisk set er Call of Duty Classic, til trods for at det er opdateret til High Definition, ikke noget vidunder. Tværtimod. Det er blandt de grimmeste spil på Arcade, og til trods for at grafikken ud fra datidens standarder var fremragende, så må man bare erkende, at nostalgien ikke er nok til at redde helhedsindtrykket.
Det samme gør sig gældende for en særdeles svag lydside, som har flere problemsider. For det første er den særdeles tam sammenlignet med andre Arcade spil, derudover virker det som om der er nogle problemer med next-gen porten, hvor specielt stemmeskuespillet lyder som om, det var indtalt ned igennem et nedløbsrør, så det ender med en underlig rungende effekt. Dette gør sig desværre også gældende med flere forskellige in-game lyde, som langt fra er virksomhedstro og i stedet virker underligt tomme og ugennemarbejdede.
En multiplayerdel er der også blevet plads til, og de fleste gamemodes, som vi kender fra nye Call of Duty spil, er også at finde. Disse er Deathmatch, Team Deathmatch, HeadQuarters m.m. Derudover finder man Behind Enemy Lines, som er en last man standing gamemode og meget underholdende. Man spiller ud fra forskellige classes så man kan dermed ikke sammensætte sine egne soldater. Noget vi bør prise os lykkelige for at vi har fået muligheden for senere.
Endvidere kan man blot spille op til otte personer samtidigt i hvert spil, hvilket virker underligt, når man i PC-udgaven fra 2003 kunne spille 32. Dette er ærgerligt, da onlinedelen faktisk leverer glimrende underholdning som kan slå flere timer ihjel.
Det kan være svært at anbefale Call of Duty Classic, som med en pris på 1200 Microsoft Points er oppe i det høje prislejde på Arcade spil. Grafikken er utiltalende, lyden ringe og spiloplevelsen forældet. Dog er der rigeligt med udfordring i veteran delen, ligesom onlinedelen er godt skruet sammen. Om man skal købe afhænger i høj grad af, hvor hooked man er på at genopleve dette efterhånden aldrende spil, som startede en bølge de fleste af os er sprunget på siden.
Facebook
Twitter
