Call of Duty: Advanced Warfare

Anmeldt af: Nicolai Hansen - 8. november 2014 - kl. 20:52
Del denne artikel:
22 0

Årets Call of Duty er nu udkommet og som altid, har fans af serien ventet med længsel. Vi har kastet os ud i en actionfyldt kamp med det nye Advanced Warfare.

Jeg har været i et forhold med Call of Duty serien siden Modern Warfare udkom tilbage i 2007. På trods af lidt småskænderier fra tid til anden gennem tiden, når vi for eksempel ikke har været helt enige om, hvem der skød først, så har forholdet bestået. Mest af alt fordi jeg altid har haft det sjovt. Sådan er det desværre ikke gået med Advanced Warfare, og efter en uge i hinandens selskab har vi slået op. Simpelthen fordi jeg ikke har haft det sjovt.



Kampagnen er der ikke noget galt med. Har man spillet andre spil i Call of Duty serien, og kunne man lide dem, bliver man heller ikke skuffet over Advanced Warfare. Det er kugleregn, eksplosioner og hæsblæsende action fra ende til anden. Jo selvfølgelig skal man snige sig rundt i enkelte missioner, men det ender alligevel altid med en hektisk ildkamp, og flere døde soldater end man kan nå at tælle til. Eneste ændring er, at de computerstyrede modstandere bider lidt mere fra sig. Ikke at de er blevet klogere, man kan bare ikke tåle lige så meget virtuelt bly, som i tidligere spil i serien, og det er faktisk en kærkommen tilføjelse.

Historien er der ikke meget at sige til. Nogle onde karle har set sig sure på resten af verden, og vil derfor ødelægge det for alle andre. Som hovedperson skal man på meget upædagogisk facon forklare dem, hvorfor det er en dårlig idé. Hele herligheden garneres med et enkelt lille (ikke overraskende) plot twist, og en afslutning, der lægger op til mere action i fremtiden. Alt i alt er Sledgehammer Games sluppet rigtig godt fra at lave endnu en interaktiv actionfilm i Call of Duty serien. Man ved hvad man får, og det virker.

Selvom kampagnen er solid, så kan en gammel nostalgisk tosse som jeg selv, godt ønske sig, at tidligere spiltyper som Arcade blev genindført, da de forlænger holdbarheden af singleplayer delen betragteligt. I stedet er der blevet plads til et kært gensyn med Survival, denne gang krydret med Exo-Skeletons. Præmissen er lige ud ad landevejen: Alene, eller sammen med op til tre venner, skal man nedkæmpe stadigt større og stærkere bølger af fjender. For at det ikke skal være komplet feje hold, optjener man undervejs point til opgradering af sit Exo-Skeleton og kan modtage såkaldte support-drops. En halvkedelig affære, når man spiller alene, men fantastisk i selskab med gode venner.



Amerikanerne har et ordsprog; If it ain't broke, don’t fix it, eller på godt gammeldaws dansk; hvis det ikke er ødelagt, så lad være med at reparere det. Desværre tror jeg Sledgehammer Games glemte dette ordsprog, da de konstruerede multiplayer-delen af Advanced Warfare. Genindførslen af Pick 13 systemet, kombineret med perks i forskellige lag er meget velkommen. Nu skal der igen tages stilling til hvilke styrker man vil spille på og med, og alligevel er det som om det ikke passer ind i resten af spillet, da man på grund af spillets mekanismer og problemer ofte er tvunget til at benytte de samme tre perks. Blast suppressor bliver hurtigt en must-have perk, da man uden er sikker på at blive jagtet af flere lydløse modstandere, det øjeblik man laver et af de nye dobbelt-hop, og sådan er det generelt med multiplayer delen. Det føles som om Sledgehammer Games har haft nogle fantastiske ideer, de har bare implementeret dem dårligt.

Eksempelvis det nye bevægelsessystem. Selvom det ikke er helt på niveau med Titanfalls ditto, så virker det sjovt og godt. Problemet er at det ikke passer med den ultrakorte time-to-kill (den tid det tager at dø i spillet). Boost Dodge, en bevægelse hvor man lynhurtigt skifter position, burde betyde at ildkampe handler mere om evner med et joystick, end hvem der ser hvem først. Men den er meget lidt intuitiv, fordi man skal trykke ned på venstre styrepind samtidig med, at man vælger retning. Havde denne bevægelse været sat til skulderknapperne, havde spillet føltes meget mere flydende.



De nye parkour-inspireret bevægelser burde resultere i en flydende fart-over-feltet oplevelse, men det er sørgeligt nok ikke tilfældet. Dette skyldes i høj grad banernes opbygning. De mangler i mange tilfælde et naturligt flow, eller blot en opbygning, der ville komplementere de nye bevægelsesmuligheder. I stedet føles de som kringelkrogede rodebutikker, hvilket resulterer i, at folk der hopper eller generelt bevæger sig meget, straffes af dem der venter.

De fleste ved godt, at man ikke må slå på folk med briller. Til gengæld må man godt skyde folk i ryggen, hvilket er en god ting, for lige på dette punkt excellerer Advanced Warfare. Dette skyldes dels et helt umuligt spawn system, hvor man ofte spawner bag en fjende, eller endnu værre; lige ind i en fjendes sigtekorn.

En anden ting er, at man ikke kan høre fjenderne. Overhovedet. Man kan høre sig selv, og holdkammerater på lang afstand, men fjender er helt lydløse, selv hvis man lukker ned for alle lyde med Exo Mute. Der er blot en næsten uhyggelig stilhed. Det uheldige ved denne kombination, er at man ikke kan høre fjender, der komme løbende bagfra, efter at de er spawnet samme sted.

Call of Duty: Advanced Warfare lanceringstrailer - se i HD her

Det værste ved multiplayer-delen er dog lag og generel hakken. Den har i mit tilfælde da jeg skulle anmelde spillet, været så ødelæggende, at jeg som tidligere nævnt slog op med Call of Duty. Alle spillere svinger mellem 1 og 5 streger i ping, hvilket muligvis skyldes at man konsekvent sendes i kamp med og mod folk fra eksotiske steder som Frankrig, Italien, Spanien og ikke mindst Grækenland. Jeg erindrer ikke tidligere at have mødt grækere i online Xbox spil, så et eller andet har Sledgehammer Games skruet på, som de måske skulle have ladet være med.

Hit detection og hit boxe sidder ellers lige i skabet, i hvert fald hvis man spiller en privat kamp mod computerstyrede bots, men lige så snart man bevæger sig ud i online land, skal der væsentligt flere skud til at slå modstandere ihjel, og det er ikke sjældent, man kan skyde først, og alligevel dø først i en duel.

På grafik-siden er der ikke meget nyt at komme efter. Farverne er noget mere klare end sidste års Call of Duty, men ellers ligner spillet ... Ja, Call of Duty. Der er ikke hældt flotte effekter ud over hele herligheden, blot skruet lidt op for detaljegraden. Det gør nu heller ikke så meget, da der sjældent er tid til at nyde udsigten. Lyden er også en standardaffære. Geværerne sige knaldebang, granaterne siger kaboom og intet af det får trommehinderne til at blafre, som man ellers er vant til fra eksempelvis Battlefield serien. Som med grafikken gør det nu heller ikke noget, for Call of Duty handler ikke om en flot æstetisk oplevelse, men om at få blæst ansigtet af i en ordenlig omgang action-fest.

Jeg nåede selv at forudbestille Call of Duty: Advanced Warfare, særligt for online multiplayer delen, men det vil jeg ikke anbefale andre. Den er for ødelagt, og den primære grund til en lav online score. Køb det for en actionfyldt kampagne eller for nogle sjove timer i Exo Survival med vennerne.
Fakta
Call of Duty: Advanced Warfare

Call of Duty: Advanced Warfare

PlatformXbox One
UdviklerSledgehammer Games
UdgiverActivision
Spillere1-18
Udgivelsesdato04-11-2014
Officiel websiteKlik her
PEGI: PEGI 18 Stærkt sprog Vold
Følg Xboxlife her
Xbox Support
+ Solid action, Exo Survival
Lag og manglende lyd i online multiplayer, dårligt spawnsystem, gode idéer implementeret dårligt
Gameplay:7.5
Grafik:7.5
Online:6.0
Holdbarhed:7.5
Overall 7.0
Log ind og stem
0
Der er endnu ingen der har stemt på denne hvis du kunne lide denne anmeldelse..
Køb spillet - og støt Xboxlife
Del denne artikel:
Kommentarer
Du skal være logget ind for at kunne læse og skrive kommentarer.