Brütal Legend

Anmeldt af: Jakob Tofte - 27. oktober 2009 - kl. 15:02
Del denne artikel:
13 0

Vi er rejst med Jack Black tilbage til metalmusikkens stenalder. Læs her om Double Fines og Tim Schafers hyldest til Heavy Metal er succes eller fiasko.

Double Fine og Tim Schafer er gået sammen med Jack Black i dette underholdende og eventyrlige spil, som er den ultimative hyldest til metalmusikken. Jack Black er Eddie Riggs, en old-time roadie, hvis opgave er at få sagerne til at spille bag scenen, således, at stjernerne kan funkle. Han er led og ked af den udvikling rockmusikken har taget, og han længes efter de gode, gamle dage, hvor metalmusik var en livsstil med sjæl, og hvor musikken var ægte. Under en koncert redder han en popsmart musiker fra at dø, men han må samtidig lade livet da han får en klippe i hovedet.






Fra scenen vækkes ildbæstet Ormagöden til live. Han tager Eddie med til en forunderlig verden, der repræsenterer metalmusikkens stenalder. Herfra skal Eddie ud på en lang rejse for at finde tilbage til den sande musik. Spilverdenen i Brütal Legend mikser på fascinerende, original og underholdende vis Heavy Metal universet med nordisk mytologi. I en åben og anderledes verden, spækket med vulkanudbrud, gigantiske stenguitarer skåret ud af klipperne, fugle med mikrofoner som hoveder og andre mærkværdige fabeldyr, bliver man konstant mindet om, at dette er en hyldest til metallen. Spilverdenen i sin fulde glans kan ikke beskrives. Den skal opleves, men kan vel bedst forklares ved at sige, at man skal tage den nordiske mytologi og blande den med levende versioner af samtlige print der har været på t-shirts fra Iron Maiden, Black Sabbath, Led Zeppelin og Motörhead de sidste 30-40 år. Der er aldrig set noget lignende før i et spil, og det er så gennemført og velovervejet lavet, at det er en fornøjelse i sig selv bare at køre rundt og beundre de mange detaljer.

Spilverdenen er naturligvis ikke blot til skue. Den er omdrejningspunktet for masser af god underholdning. Selve historiedelen i spillet kan overstås på ca. otte timer, og byder på en afvekslende og morsom oplevelse. Fjenderne, den onde Doviculus og den fesne fehårsgeneral Lionwhyte, skal stoppes i deres forsøg på at dræbe al original metalmusik med poppede toner og lyserød make-up. Som hjælp hertil skal Eddie samle en hær af headbangers, Thunderhogs og Razorgirls, der kan hjælpe ham. Derudover er han udstyret med sin gigantiske økse, The Separator, sin magiske guitar, Clementine, og den superfede Hot Rod øse, The Deuce, også kendt som ”The Druid Plow”. Visse ikoner er også at finde i spillet. Således får man hurtigt en samarbejdsaftale på plads med ”The Kill Master”, som skildres af Lemmy fra Motörhead. The Kill Master hader General Lyonwhite, og hjælper derfor gerne til i kampen mod ham. Man kommer også ofte til at besøge ”The Guardian of Metal”, som bor i jordens inderste kerne, hvor alt er ild og lava. ”The Guardian of Metal” er en vigtig person i spillet, idet man hos ham kan donere ofringer til ildbæstet og herved købe opgraderinger til både økse, guitar og bil. ”The Guardian of Metal” er i øvrigt skildret af en virkelig veltalende og overbevisende Ozzy Osbourne.






Udover historien i spillet, er der med nænsom hånd spredt en lang række sidemissioner og collectibles i den gigantiske og åbne spilverden. Her er der desværre tale om en af de lidt ringere dele af spillet, idet sidemissionerne ofte begrænser sig til en hurtig slåskamp, et racerløb eller en transportopgave fra A til B. Man bliver sjældent rigtig udfordret, og afvekslingen mangler for at gøre sidemissionerne ligeså medrivende og underholdende som resten af spillet. Det kan dog stadig kun anbefales at klare sidemissionerne samt finde så mange collectibles som muligt i form af 120 indfangede slanger, og diverse guitarsoloer, idet man her bliver belønnet med ”Fire Tributes” som er valutaen, der skal bruges til at opgradere sine våben og evner hos ”The Guardian of Metal”.

På onlinesiden findes de såkaldte Stage Battles, som i sin enkelthed går ud på at bygge en scene, få flere fans og bygge merchandiseboder. Efterhånden som tingene bygges op vil man få større tropper og opgaven er herefter at ødelægge modstanderens scene. Onlinedelen af Brütal Legend spilles overvejende som Real Time Strategy, idet man gror vinger og kan hæve sig over slagmarken. Her er det muligt med fire simple kommandoer at dirigere sine tropper rundt. Det fungerer generelt godt og kommandoerne er simple at håndtere. Desværre begrænses oplevelsen lidt af, at man skal være meget tæt på sine tropper for at kunne dirigere dem rundt. Dette gør, at man ofte ender med bare at markere alle tropperne og sende dem hovedkulds fremad mod fjenden. Det er let at gå til, men svært at mestre, og for dem, der rigtig bliver grebet af onlinedelen, vil det være en rigtig tidsrøver, som kan give mange sjove timer foran skærmen.






Som det nok kan læses, blander Double Fine i Brütal Legend en masse forskellige elementer fra andre spil. Brütal Legend kan derfor bedst beskrives som et hack n\' slash spil med massive elementer af Real Time Strategy, men også med tydelig inspiration fra RPG-titler, idet karakteropbygningen, eller snarere opgraderingen af udstyr, spiller en vigtig rolle. Med undtagelsen af de nævnte minuspunkter, fungerer kontrollerne i spillet generelt rigtig fint, og med de mange forskellige guitarsoloer, der hjælper med alt fra at hidkalde ens bil til at tænde ens soldater, hæve gamle monumenter fra undergrunden eller bare smelte ansigterne af ens fjender, så er nytænkning og underholdning to ord, der unægtelig er i højsædet.

Grafisk er spillet levende og mindeværdigt. Den allerede omtalte spilverden, som i høj grad er både sjov, smuk og makaber, er perfekt skildret, og her er et spil, som kæler for alle detaljer. Figurerne i spillet er fantastiske, og de har alle sjæl og liv. Selv de mest perifære karakterer er grundigt og omhyggeligt lavet, og det gør spillet til en grafisk perle, selvom grafikken ikke er klassisk fremragende, på samme måde som i mere grafisk realistiske spil som for eksempel Call of Duty eller Assassin\'s Creed.






På lydsiden leverer Brütal Legend selvsagt en kavalkade af noget af det mest lækre metalmusik nogensinde. Med 107 sange fra 75 forskellige kunstnere med navne som Black Sabbath, Judas Priest, Motörhead, Slayer og Jack Blacks eget Tenacious D, så er dette et slaraffenland for metalfans. Stemmeskuespillet hos samtlige karakterer i Brütal Legend er levende, morsomt og afvekslende, og lydeffekterne er som resten af spillet: fuldstændig vanvittige – men på en fremragende måde.

Konklusionen er, at Double Fine, Tim Schafer og Jack Black her leverer den ultimative hyldest til metalmusikken. For fans af heavy metal er der ingen vej uden om. Dette er en interaktiv bibel til det, I elsker. Spillet er velovervejet, godt udført og lavet med en tydelig og stor portion kærlighed for de mest afgørende værdier i denne musikgenre. Spilmæssigt leveres der en god og underholdende historie med en lang række sidemissioner, der som ofte før i denne slags spil, med tid kommer til at virke ensformige. Med en solid onlinedel, der ikke er set magen til før, vil holdbarheden blive forlænget mærkbart. Ligeså sikkert det er, at fans af heavy metal vil elske Brütal Legend, ligeså sikkert er det dog også, at hvis man ikke kan fordrage musikken og stilen, så vil man nok heller ikke kunne fordrage dette spil. Brütal Legend er mere end noget andet en hyldest til en genre og en livsstil, og ens musikalske orientering må derfor være afgørende for, om dette er et spil, der er værd at købe eller ej. For Those About to Rock... We Salute You!
Gameplay:8.5
Grafik:9.0
Online:8.5
Holdbarhed:7.5
Overall 8.5
Log ind og stem
0
Der er endnu ingen der har stemt på denne hvis du kunne lide denne anmeldelse..
Køb spillet - og støt Xboxlife
Del denne artikel:
Kommentarer
Du skal være logget ind for at kunne læse og skrive kommentarer.