Bodycount

Anmeldt af: Jens Nørup - 10. september 2011 - kl. 00:25
Del denne artikel:
5 0

Kan man forene ildkampe, mystiske bagmænd, TRON og Nik & Jay? Denne cocktail kunne i princippet godt lyde som et spændende og ihvertfald alternativt spil, alligevel lykkes det Bodycount at fejle.

Kan du huske 'Black'? Et af de sidste skydespil der kom ud til den gamle Xbox tilbage i 2006, dengang et spil der fik ros for at forny genren. Nu vender størstedelen af udviklerholdet tilbage, med det der bliver kaldt 'Black's spirituelle opfølger.

Codemasters har meget forståeligt ønsket at gå en anden vej, end de traditionelle skydespil, der dominerer markedet. Bodycount er arcade inspireret, uden den store realisme, men med masser af skuddueller, som belønner dig for såkaldte skillshots der giver adgang til særlige evner. Desværre er formlen faldet fra hinanden et eller andet sted under udviklingen. Vi har et skydespil med tonsvis af ildkampe, hvad kan gå galt? Næsten alt, lad os se på sagerne:

Primary target: Save the world! hedder det sig - lidt ambitiøst måske, men ikke desto mindre er det denne tagline du præsenteres for, når Bodycount begynder. Som agent i den hemmelige organisation 'Network' er din opgave at tage ud til verdens brændpunkter og rette op på sagerne. Dette er så undskyldningen for at skyde på alt hvad der rører sig og når jeg skriver alt, så skal det tages bogstaveligt. I modsætning til lignende spil, så har vores agent ikke valgt side, dette betyder ikke at han er neutral, men bare at han tager sig friheden til at skyde på alt og alle, uden hensyntagen til hvis side de er på - det må man da kalde upartisk.




Det hele er pakket ind i flosklen om at man skal redde verden, men de opdigtede lande og de kendte konflikter fra Afrika, med oprørsstyrker mod regeringssoldater, klinger hult når der ikke præsenteres nogen reel baggrundshistorie. Præmissen synes at være at der skal skydes på nogle fjender, men det skal ikke være for svært, så vi skyder bare på alle. Undervejs præsenteres vi for en ikke helt gennemskuelig historie om den mystiske bagmand 'Target' og hans netværk af Nexus baser, der skyder op af jorden i Afrika og Asien. Disse baser, som ca. halvdelen af spillet foregår i, er kraftigt TRON inspirerede miljøer, hvor den ene base eller sågar de enkelte rum, ikke adskiller sig synderlig meget fra hinanden.

Nu har den gode historie aldrig været option nummer et, når man er ude efter et actionfyldt skydespil. Men den tynde historie er bare med til at understrege at vi har at gøre med et koncept der bliver svigtet af sin egen udvikler.

I foromtalen og på udviklerens blog, blev vi lovet våben, masser af våben, i realiteten er der ti, uden mulighed for opgraderinger eller andet spændende. Oven i købet kommer du relativt hurtigt i besiddelse af et gevær, der er så overlegent at al udfordring ved spillet forsvinder. Ildkampene er actionfyldte og med gode muligheder for at sprænge alt omkring dig i stumper og stykker, blandt andet ved at skyde olietønder, der er spredt med rund hånd igennem alle banerne, eller bruge miner og granater som det næsten er umuligt at løbe tør for. Sagt med andre ord er sværhedsgraden ikke stor, man får lidt fornemmelsen af et skydetelt i Tivoli, du ved; ram en af de små skiver, så begynder pianisten at spille eller en dåse snurrer rundt og laver en sjov lyd. Meget sjovt i et par minutter, men ikke noget der virkelig får din adrenalin op at køre.




Som det ofte ses i et spil som dette, er den kunstige intelligens håbløs, fjender kan løbe forbi og stille sig op med ryggen til dig, mens de holder udkig efter dig. De såkaldte skillshots har Codemasters selv givet meget omtale. Disse skulle give dig mulighed for at lave angrebskæder, der belønner dig med ekstra point, der kan bruges til at eksekvere evner som uovervindelighed, eksplosive kugler og luftangreb. I praksis vil det sinke din fremdrift i spillet hvis du fokuserer på at lave skillshots, hvoraf de fleste udløses af headshots eller eksplosioner, men belønningen for dem, er kun marginalt større end et almindeligt skud. Derfor fokuserer man bare på at komme fremad, da de fire evner man kan få adgang til, heller ikke giver den store fordel. Når man siger skillshot, er det svært at lade være med at sammenligne med Bulletstorm, der benytter sig af samme system – forskellen er at Bodycount mangler Bulletstorm’s humor og glimt i øjet.

Grafisk er Bodycount pænt, dog uden at sætte nye standarder. Eksplosionerne er flotte og giver god dynamik i ildkampene - miljøet banerne er sat i er farverigt, og en afveksling fra andre skydespil som for eksempel Black Ops eller Medal of Honor. Omgivelserne du bevæger dig i virker dog stillestående og man har aldrig fornemmelsen af at bevæge sig i en levende verden. Fjenderne er rimelig ensformige, med 7-8 variationer. Der er nogle ulogiske dispositioner undervejs, når du for eksempel kan skyde mure i stykker, men ikke rokke et vejskilt ud af stedet. Bortset fra det bliver spillet afviklet som det skal, jeg oplevede dog enkelte problemer med fjender der sidder fast i mure og lignende.

Lydsiden gør ikke meget væsen af sig, der er naturligvis masser af power på skudsalver og eksplosioner, men fjenderne er nærmest stumme, bortset fra enkelte grynt når man skader dem - endnu en understregning af det stillestående miljø man bevæger sig i. Til tider køres der lidt musik ind over i et science fiction tema, men desværre lyder det som om det er det samme stykke musik der kører igen og igen. Yderligere er din kontaktpersons stemme, som du konstant har i øret, nærmest identisk med spillets hovedfjende, ikke noget der bidrager til originaliteten.




Vi præsenteres også for en multiplayerdel, der fokuserer på hurtige deathmatches og muligheden for at spille side om side med en ven, hvor man skal bekæmpe bølger af fjender. Men uden levelsystem og med meget få mennesker online, er der ikke meget at komme efter – jeg havde for eksempel store problemer med at finde en team deathmatch, der kunne stille med et fuldt hold, ikke noget godt tegn en uge efter spillet er udkommet.

Hvad er så konklusionen, er Bodycount dårligt? Både ja og nej – det er ikke ‘Stjerner uden hjerner’ dårligt, men der er heller nogen gyldne øjeblikke der får dig til at glemme resten af spillets mangler. Læg dertil en alt for kort singleplayerdel på 4-6 timer og en multiplayerdel uden spillere og vi ender med en kedelig metervare der alt for hurtigt sigter efter tilbudshylden - specielt når man tænker på at vi står overfor en spilsæson, der indenfor de næste uger vil byde på Gears of War 3 og derefter Battlefield 3 og Modern Warfare 3.
Gameplay:4.0
Grafik:6.0
Online:3.0
Holdbarhed:3.0
Overall 4.0
Log ind og stem
0
Der er endnu ingen der har stemt på denne hvis du kunne lide denne anmeldelse..
Køb spillet - og støt Xboxlife
Del denne artikel:
Kommentarer
Du skal være logget ind for at kunne læse og skrive kommentarer.