Jeg vil ikke komme ind på historien, da den er ligegyldig og papirtynd, præcis lige så tynd som Skous undskyldninger når han igen har misset en deadline. Den er en god undskyldning for at skyde hovedet af massevis af fjender og mere behøver man ikke i denne type spil.
Fra begyndelsen spiller man Tony Luciano, den eneste søn af West Coast Cosa Nostra bossen Don Luciano. Tony fyrer massevis af klichéfyldte oneliners af og han bøvler lidt med hans lange sorte garn, som ofte glider ned i øjnene på ham, så man som spiller skal fjerne det for at kunne se noget igen. Længere inde i spillet, får man også kontrol over Clarence, en ex-Navy Seal, som er ved at gå konkurs og derfor er nem at købe for lidt penge. Han bøvler ikke med langt hår, men til gengæld med totalt inkompetente partnere, der via hans øresnegl fører ham ud i uføre hele tiden.
Disse to sære typer bliver sendt ud på i alt syv forskellige missioner, hvor der skal skydes massevis af fjender, skydes eksplosive tønder og meget andet. Det er lige til og fin underholdning - ikke noget med opgraderinger af våben, komplicerede evne-træer, men bare god og solid underholdning.
Man kan have to våben med sig; et standardvåben som har ubegrænset ammunition og et specialvåben, det kan være en kampriffel eller en shotgun, som har begrænset ammunition. Undervejs kan man samle både mere ammunition, men også energi op, så man skal overveje, hvornår man vel gøre brug af ens standardvåben og gemme ammunition til sværere sekvenser eller om man vil pløkker fjenderne med det kraftige våben så snart man har mulighed for det.
På hver fjende, er der en indikation af, hvornår de vil ramme en. Det vil sige, at de kan godt stå og skyde, men hvis indikatoren ikke er markeret på dem, vil de ikke kunne ramme en. Så snart denne indikator dukker op, skal man til at overveje at skille sig af med fjenden, for efter kort tid, har han skudt sig ind på en og man vil tage skade. Man fylder sit combo-meter for hver fjender man rammer, headshots giver ekstra og hvis man venter med at skyde en fjende til sidste øjeblik, bliver man også ekstra belønnet. Det er et system, som virker ganske fint og selv om det kan virke lidt underligt, at man kan se hvornår en fjende vil kunne ramme en, så virker det og man kan se i hvilken rækkefølge, man skal skyde fjenderne for at klare sig bedst.
Blue Estate kan spilles både med Kinect sensoren og med et joypad - og måske lidt overraskende, virker begge styringer ganske fint. Man føler sig dog lidt dum, når man står foran fjernsynet og skyder mod det, uden at have en pistol i hånden, men Kinect styringen er fin og ret præcis. Styringen med et joypad er helt anderledes og ikke helt så præcis, men man kan bedre styre sig ammunitionsforbrug her og det er lidt underligt, at man ikke kan indstille hvor følsomt ens sigtekorn skal være, så hvis du synes det for eksempel bevæger sig for langsomt, ja så det er bare surt.
Blue Estate er baseret på en tegneserie af samme navn og det kan man godt mærke på den særdeles ukorrekte humor og hentydninger til diverse kropsdele. Efter hver level bliver man endda belønnet for både headshots og nutshots, den sorte humor er gerne under bæltestedet og mange snerpede amerikanere vil sikkert få deres cheeseburger galt i halsen over de provokerende oneliners som især Tony konstant kommer med. Så hvis du vil have mest ud af dette spil, så parkér din hjerne et øjeblik og lad dig underholde, for hvis du begynder at stille spørgsmålstegn ved de ting, som sker på skærmen foran dig, misser du pointen med det her spil.
Spillet kan spilles både solo og i lokal co-op og der ud over har Xbox One versionen en eksklusiv Arcade spilmulighed, som man låser op for, efterhånden som man klarer spillets syv baner. I Arcade mode spiller man på nogle lidt andre baner, som er inspireret af dem fra Story Mode og den største forskel her er, at man har en timer på 5 sekunder i bunden af skærmen og for hver fjende du skyder, fyldes denne timer op til 5 sekunder igen. Det vil sige, at der må ikke gå mere end 5 sekunder mellem at du skyder en fjende, for ellers er det game over. Som du nok kan høre, er denne spilmulighed ret hektisk - og jeg synes faktisk ikke at den var specielt underholdende, men den tilfører da lidt holdbarhed til et i forvejen lidt kort spil. Der er som sagt syv baner og hver af dem tager lige omkring 30 minutter at spille igennem, så det giver en effektiv spilletid på omkring 3,5 time. Og ud over denne Arcade mode, er der ikke så meget at komme tilbage efter når spillet først er gennemført, bortset fra hvis du vil indsamle alle de gemte bonusser som ligger rundt omkring eller hvis du vil prøve den nye og svære Crazytrain sværhedsgrad.
Grafikken i Blue Estate er ikke noget specielt og det ligner mest af alt en HD-opdatering af et gammelt spil, men grafikken fungerer og jeg oplevede ingen fejl undervejs. På den anden side, er designstilen på menuer og spillets interface rigtig lækker og er meget i tråd med spillets ophav, nemlig en tegneserie. Lydsiden er som man kunne forvente i et spil som dette, som ikke tager sig selv seriøst. Noget overgearede stemmer, overgearede lydeffekter og et fint lystigt soundtrack, så det hele passer faktisk sammen.
Blue Estate er et af de spil, som ikke gør noget galt, men som heller ikke rigtigt imponerer på nogen måde. Det er god og solid underholdning og det er dejligt befriende at kunne spille et super tilgængeligt og underholdende actionspil, hvor man bare kan koble hjernen fra i en halv times tid. Jeg var i hvert fald fint underholdt hele vejen igennem spillet og selv om en effektiv spilletid på første gennemspilning på 3-4 timer kan lyde lidt i underkanten, er det faktisk passende til et spil af denne type.
Blue Estate kan købes på Xbox Games Store til 99 kr.
Facebook
Twitter
