Once upon a time...
Blue Dragon er et traditionelt og rigtig old-school RPG. Spillet er udtænkt og udarbejdet af Hironobu Sakaguchi, som vel nok er mest kendt for Final Fantasy-serien. Bag dets karakterdesign står Akira Toriyama, som har skabt Dragon Ball. Så det er altså celebre herrer, der står bag Blue Dragon, som også bliver annonceret som deres hidtil største projekt. Og er man bekendt med både Final Fantasy og Dragon Ball-universet, så vil man i den grad føle sig hjemme i Blue Dragon.
Blue Dragon fortæller historien om drengen Shu, der må gå så grueligt meget igennem fordi han, som han siger, ikke vil give op. Han vil ikke give op over for den ydre modstand som han, og den lille landsby han bor i, møder dagligt. Den lille landsby Talta bliver nemlig tit og ofte udsat for store ødelæggelser af en stor landhaj, som senere viser sig, at være en stor maskine, der måske giver mindelser om en civilisation båret af stor teknologisk og magisk indsigt.
Derudover er der også begyndt at trække mørke violette skyer op over landsbyen, som truer stedets ellers idylliske karakter. Shu beslutter sig til, sammen med vennerne Jiro og Kluke, at tage sagen i egen hånd. Han vil fjerne truslerne og hive idyllen tilbage til Talta. Større psykologisk dybde eller belæg for drengens færd ud i verden gives der ikke. Og af sted over stok og sten går det så. Shu og vennerne må drage igennem ørkenlandskaber, underjordiske huler og gamle ruiner for at løse det mysterium, der omspænder ham.
Undervejs sluger de tre en mystisk lysende kugle, som viser sig at kaste en blå drageskygge af hver især deraf navnet på spillet. Disse drageskygger giver Shu, Jiro og Kluke ekstra magiske og fysiske kræfter, så de nemmere kan klare sig igennem de strabadser de møder. Dragerne vokser også i styrke i løbet af spillet, og de kan også løbende tildeles forskellige specielle kræfter og funktioner.
Et storslået eventyr?
Bagsideteksten til spillet lover os et storslået episk eventyr, hvilket desværre viser sig, at være en sandhed med visse modifikationer. Blue Dragon er skam storslået. Musikken og grafikken er helt rigtig, og giver helt sikkert varsler om et godt RPG-eventyr. Underlægningsmusikken, som er skabt af Nobuo Uematsu, er meget stemningsfyldt og meget meget flot (undtagelsen er et underligt og ret så enerverende rocknummer, der afspilles ved hver boss. Der er aldrig kommet stor rockmusik ud af Japan. Og dette nummer ændrer ikke ved den statistik).
Man ser og hører med andre ord en vidunderlig og flot magisk verden, som folder sig ud foran en, når spillet starter. Men bag disse elementer, bag den flotte og magiske verden, og bag den stemningsfulde musik og grafik, udfoldes desværre en meget svag og lineær historie. Det betyder samtidig også, at man får svært ved rigtig at føle noget for Jiro, Shu og Kluke, da deres karakterer fremstår meget flade og uden de store dybder.
Først er det min tur så din
Hvad der til gengæld fungerer rigtig godt i Blue Dragon er kampsystemet, som er turbaseret. Der er meget delte meninger om turbaserede kampe. Nogen elsker det, andre hader det. Men systemet i Blue Dragon er intuitivt, nemt at gå til og hurtig at blive fortrolig med. Så hvis man aldrig har prøvet et turbaseret RPG før, så er Blue Dragon en god introduktion. Og for garvede spillere, vil det føles som at komme hjem igen.
Ved spillets start har man af gode grunde ikke megen kraft eller magi til at nedkæmpe fjenderne med, men efterhånden som man spiller og vinder kampe, optjener man points, så man bliver stærkere og stiger i rank og level. Det turbaserede system kræver, at man giver kampene en række taktiske og strategiske overvejelser. Og det gælder både hvad angår angrebstype, formation og forsvar og også selve angrebsrækken.
I modsætning til så mange andre turbaserede RPG-spil, så angriber fjenderne dig ikke bare lige pludselig uden varsel i Blue Dragon. Det kan lyde som en lille detalje, men det er faktisk genialt fundet på, at man selv er mere herre over, hvornår man har lyst til at indlede kampe. Ros til Blue Dragon for det! Når en fjende har opdaget dig, vil det således fremgå af en besked på skærmen. Man kan så enten vælge at angribe fjenden eller simpelthen styre uden om. En anden god ting er også, at man presse enkelte modstridende fjender til at bekæmpe hinanden i stedet for dig. Det giver en ganske god effekt, og kan virkelig være effektivt i særlige situationer.
Et stort spil
Det første der slår en, når man åbner æsken med spillet er, at Blue Dragon er spredt ud over hele 3 dvder som det eneste Xbox 360 spil i øvrigt. De tre dvder giver et forvarsel om, at Blue Dragon er en ganske lang nydelse. Man kan bruge mange timer i selskab med Shu og de andre. Spillets achievements er også rigtig svære at skaffe, så det kræver virkelig en dedikeret og helhjertet indsats, hvis man skal samle alle sammen. Man får nemlig som sådan ikke nogen achievements bare ved at gennemføre dele af spillet, som det ellers ses i de fleste spil. Nej, disse points skal skrabes sammen af den dedikerede fan. Så selve længden og holdbarheden af spillet fejler ikke noget. Der er rigeligt at give sig til at udforske, hvis man giver sig tid til det.
Men den virkelige grund til, at Blue Dragon er spredt ud over flere skiver skyldes, at spillet indeholder rigtig mange prerenderede grafiksekvenser. Sekvenserne er altså en markant del af spillets indhold og udtryk, og det er både godt og skidt.
Det gode er, at der er kælet rigtig meget for detaljerne i de små sekvenser. De er vildt flotte at se på, og de oser væk af stemning på en ret så dejlig måde. Problemet er, at der bare er så mange små film hele tiden, at man kan føle, at man ikke sidder og spiller et spil, men ser en tegnefilm. Og det er lidt ærgerligt, og trækker lidt fra selve spiloplevelsen. For hvordan man end vender og drejer det, så sætter sekvenserne spillet i stå, hver gang de afspilles. Det er en svær balance, at få forholdet mellem mellemsekvenser og spil til at gå op i en højere enhed. Indimellem føles det i Blue Dragon som om, at der er satset lidt for meget på sekvenserne frem for spiloplevelse. Et andet lille problem, som er afledt af sekvenshyppigheden er, at der ofte loades, hvorfor der altså også kan være lidt ventetid under de lange film.
Desværre så kan in-game grafikken ikke altid leve op til standarden, der bliver givet med den prerenderede grafik. Flader fremstår ind imellem lidt slørede, og detaljegraden er heller ikke altid helt i top. Til gengæld er frameraten altid helt i top, også selvom der foregår meget på skærmen, hvilket der ofte gør, når man befinder sig i større og åbne områder. Vandeffekter og støveffekter er også meget fine, og bidrager til den ret gode stemning, der hersker i spillet.
Blue Dragon indeholder heller ikke så meget talt dialog, hvilket er ret ærgeligt. Beslutningen om ikke at inkludere så meget af dette kan netop også skyldes pladsproblemer på grund af de mange film i spillet. Til gengæld er det stemmeskuespil der rent faktisk er i spillet ret vellykket. Og stemmerne passer fint ret godt på spillets karakterer. Stemmerne er en anelse sødmefyldte, men det virker helt naturligt og passer ellers godt til spillets stemning og generelle udtryk.
Alt i alt er Blue Dragon et stort, flot og traditionelt RPG. Designmæssigt er det i høj klasse. Man kan indvende, at der ikke er meget nytænkende ved spillet og dets gameplay. Men mindre kan også gøre det, for spillet er trods alt utrolig gennemført lavet og udført. Største anke mod Blue Dragon er dog den noget langsommelige og også lidt uvedkommende historie, som tager alt for lang tid om at komme i gang. Det er ærgerligt, for det er netop i kraft af historien, plottet og det episke, at de bedste RPG-spil hæver sig over mængden. Og her kan Blue Dragon altså ikke være med. Så nogen Final Fantasy-killer er dette altså ikke. Men igen: Mindre kan også gøre det.
Fans af genren vil nemlig helt sikkert ikke blive skuffede. Så hvis man i forvejen er fan af traditionel old-school turbaseret RPG, så er Blue Dragon guf, og et absolut must-have på grund af dets flotte stemning og velfungerende kamp- og skillsystem.
Facebook
Twitter
